Folkemordet i Rwanda
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Folkemordet i Rwanda er en af de største menneskelige humanitære katastrofer siden Holocaust. I løbet af 100 dage mistede ca. 1.000.000 rwandalesere livet.
Et splittet land?
For at kunne forstå nogle af de begrundelser der blev brugt i opfordringen til udslettelsen af en etnisk gruppe, må man først danne sig et indblik i landets historie. Den oprindelige befolkning i Rwanda menes at være twa (pygmæfolk). I dag menes det at de udgør ca. 1 % af befolkningen. I det 800. og 900. århundrede invaderede hutuerne (bantufolket) så landet. Fra det 1400 århundrede begyndte kvægfolket tutsierne (watusi) at indvandre fra højlandet ved Etiopien. De var krigere og kvægfolk i modsætning til hutuerne som dyrkede jorden, og efter kort tid havde tutsierne erobret størstedelen af landet og dannet et feudalt samfund med hutuerne i bunden.
Dette billede ændrede sig ikke under den tyske kolonialisme. Tyskerne kom til et land med en samlet befolkning, de talte samme sprog og giftede sig med hinanden. Tyskerne benyttede sig af del og hersk princippet og valgte, at de ville have tutsierne til at styre landet, da de var høje og lyse i huden og på den måde mindede mere om europæerne. I dag er det stort set umuligt at kende forskel på hutuer og tutsier, og før befolkning blev udstyret med identitetskort, viste betegnelserne også mere om man var rig på kvæg eller dyrkede jorden. Tyskerne valget også at indlemme det hutu-styrede stykke land Bushiro og under modstandskampene blev den stærk racistiske bevægelse Hutu-Power oprettet. Efter 1. Verdenskrig blev området tildelt Belgien, som indførte fransk som det officielle sprog, men stadig med tutsierne som det herskende folk. Først i 1959 begyndte det store hutu-flertal at gøre oprør, De krævede at få indført demokrati, som efter deres mening var, at landet blev overdraget til dem, der havde været der i længst tid. Der gik rygter om, at tutsierne havde slået en fremtræden hutu-aktivist ihjel, og før belgierne kunne nå at igangsætte et valg, var massakrerne i gang. Omkring 135.000 tutsier flygtede over grænsen til nabolandene.
Vejen til folkemord
I år 1961 blev Parmehutu (hutuernes frihedsbevægelse) udnævnt til vindere af et FN-overvåget valg. Det skulle vise sig at hutuerne ville holde magten helt ind til folkemordet i 1994. I 1990 blev Rwanda invaderet af tutsier fra Uganda anført af Commander Fred, flygtninge der tidligere var flygtet fra Rwanda. De var flygtningene fra 1959, der nu havde formeret sig, og op mod 1 million tutsier var nu statsløse, og de ville hjem til Rwanda. Oprøret blev dog slået tilbage, da hutu-regeringen fik militær støtte fra franske og zaïriske tropper. Regeringen forklarede befolkningen, at alle tutsier støttede RPF (Rwandas Patriotiske Front) og derfor måtte udslettes. RPF blev dog ved med at føre krig mod landet, og dette udløste bl.a., at ungdomsgruppen Interahamwe (”De der arbejder sammen” – Hutu-regeringens pendant til Hitlerjugend) tog til i styrke. Regeringen blev ved med at udnytte et etnisk had for at fastholde deres magt og bekæmpe demokratiet. I august 1993 blev en fredsaftale underskrevet, Arusha-aftalen. Denne aftale skulle sikre, at der ville komme en ny regering, hvor både tutsier og hutuer var repræsenteret. For at sikre ”freden” (Selvom der officielt var indgået en fredsaftale fortsatte Interahamwe deres drab på tutsier og moderate hutuer, på op-fordring fra den nye propaganda-radiostation, RTLM) sendte FN en fredsbevarende styrke med general Roméo Dalliere i spidsen til Rwanda, men mere om ham og FN senere. D. 6. april 1994 lød så startskuddet til den massakre, der skulle vare 3 måneder og koste ca. 1.000.000 mennesker livet. Rwandas præsident Habyarimana og Burundis præsident omkom, da deres fly blev skudt ned i Kigali. Officielt har RPF fået skylden for dette angreb, men mange mener, at det var regeringens handling for at få et påskud til at starte udrensning af tutsier, da præsidentens reale magt var stærk begrænset. Magten lå nemlig hos Akazu eller Netværk Nul, et lille hutu-fælleskab, som besad store poster i Rwanda, og som i løbet af 2-3 år planlagde folkemordet mod tutsierne i frygt for at skulle miste magten. Habyarimana var kun galionsfigur for den politik Akazu førte.
