Folkerepublikken Kina

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

中华人民共和国
Zhōnghuá Rénmín Gònghéguó

(Flag) (Nationalvåben)
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: De frivilliges march
Hovedstad	Beijing 39°55′ N 116°23′ E
Største by	Shanghai
Officielle sprog	Kinesisk (Mandarin)
Regeringsform Præsident Premierminister	Kommunistisk et-parti stat Hu Jintao Wen Jiabao
Grundlæggelse	1. oktober 1949
Areal  • Total  • Vand (%)	9.596.960 km² (nr. 4) 2,8 %
Indbyggertal  • 2006 anslået  • [[]] folketælling  • Tæthed	1.321.367.270 (nr. 1) 137,7/km² (nr. 54)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2005 anslået 1,843 bio. USD (nr. 6) 5.600 USD (nr. 90)
Valuta	Renminbi (Yuan) (RMB¥) (CNY)
Tidszone  • Sommer (DST)	+8 (UTC) har ikke sommertid (UTC)
Internetdomæne	.cn
Telefonkode	+86
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Folkerepublikken Kina er den ene af de to kinesiske stater. Den anden er Republikken Kina (Taiwan). Folkerepublikken Kina kontrollerer hele fastlands-Kina og er således verdens mest folkerige land.

Indholdsfortegnelse 1 Historie 2 Politik 3 Geografi 3.1 Politiske inddelinger 3.2 Største byer 4 Demografi 4.1 Etniske grupper 4.2 Befolkningspolitik 5 Økonomi 6 Kultur 7 Eksterne kilder og referencer

[redigér] Historie

Hovedartikel: Folkerepublikken Kinas historie

Folkerepublikken Kina blev oprettet 1. oktober 1949, efter at kommunisterne stort set havde vundet den kinesiske borgerkrig. Nationalisterne, Kuomintang, som havde regeret Republikken Kina mellem 1911 og 1949, flyttede på det tidspunkt til Taiwan. I 1971 blev Folkerepublikken Kina af FN anerkendt som Kinas legitime regering. Indtil da havde republikken på Taiwan haft Kinas plads i FN og sikkerhedsrådet.

[redigér] Politik

Hovedartikel: Kinas politik

Siden Folkrepublikken blev erklæret i 1949, har landet været Maoistisk. Fra starten havde lederen af det kinesiske kommunistparti, Mao Zedong, en ledende rolle i landets styre. Mao Zedong udviklede den kommunistiske ideologi til sin egen variant kaldet maoisme. For at styrke den politiske opbakning startede Mao kulturrevolutionen, der officielt handlede om at rense Kina for kapitalister og borgerligt tænkende i alle grene af samfundet. Kulturrevolutionen betød først og fremmest en omfordeling af magten i den kinesiske stat til Mao og hans rødgardisters fordel. I forbindelse med kulturrevolutionen skabtes en stor personkult omkring Mao, og han var derefter landets de facto-leder frem til sin død. Personkulten omkring ham lever stadig den dag i dag på trods af, at den førende ideologi er ændret kraftigt siden hans tid.

Mange, men ikke alle, anser stadig Folkerepublikken for at være en Maoistisk/stalinistisk stat; men den er gradvist ved at blive kapitalistisk.

Regeringen kontrolleres af det selvudråbte kommunistparti; men der er åbnet lidt op for muligheden for valg på lokalt niveau/by-niveau.

Brug af censur er udbredt, og Maoist partiet undertrykker enhver organisation, som det anser for at være en trusel imod dets magt, med hård hånd - som det var tilfældet med Demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads (1989). Medierne er blevet aktive med hensyn til at skrive om sociale problemer og kritik af korruption i de lavere dele af regeringen. Det er også oftere blevet tilladt at demonstrere på grund af lokale problemer. Hu Jintao har dog samtidig oftere slået ned på kritiske journalister, selv udenlanske.

Kommunistpartiets støtte i den kinesiske befolkning er uklar, da der ikke er nationale valg. Mange i Folkerepublikken ser ud til at være tilfredse med den sociale stabilitet, som regeringen giver. Der er dog bekymring for den stigende forskel mellem rig og fattig, og utilfredsheden med den udbredte korruption blandt kommunistpartiets ledere og embedsmænd stiger ligeledes.

[redigér] Geografi

Hovedartikel: Kinas geografi

Kinas officielle navn er Zhonghua Renmin Gongheuguo, som betyder Riget i Midten. Kina er det største land i Asien og det tredje^[1] eller fjerde^[2] største land i verden målt på både hav- og landareal. Kina grænser op til 14 lande og 4 have/stræder (nævnt mod uret startende i vest): Tadsjikistan, Kirgisistan, Kasakhstan, Rusland, Mongoliet, Nordkorea, Gule Hav, Østkinesiske Hav, Formosastrædet, Sydkinesiske Hav, Vietnam, Laos, Burma, Bhutan, Nepal, Indien, Pakistan og Afghanistan.

Kina har et meget varieret landskab. I øst, langs kysten mod det Gule Hav og det Østkinesiske Hav ligger nogle rigt udnyttede og tætbefolkede alluviale sletter og i syd mod det Sydkinesiske Hav er landskabet i højere grad fyldt med bjerge. I det centraløstlige Kina finder man floddeltaerne fra Kinas to største floder, Huang He og Yangtze, men også Xiang-floden, Mekong, Brahmaputra og Amur kan nævnes som store kinesiske floder.

I det vestlige Kina præges landskabet af store bjergkæder – heriblandt Himalaya med Kinas højste punkt, Mount Everest. Her ligger også store, højtliggende plateauer med tørt landskab i form af ørkener såsom Taklamakan og Gobi-ørkenen,

Grundet længere tids tørke og dårlige agrikulturelle metoder er sandstorme blevet almindelige om foråret i Kina. Ifølge det kinesiske miljøbeskyttelsesagentur udvides arealet af Gobi-ørkenen "som en tsunami" og denne ørken er en stor kilde til sandstorme, der påvirker andre egne af både Kina og omliggende nordøst-asiatiske områder såsom Taiwan, Korea og Japan. Støv fra disse nordlige sletter er blevet sporet så langt væk som den amerikanske østkyst. Manglende vandrensning (i form af forurening af floder fra husholdning, fabrikker samt anvendelse af overrislingsmetoder og til drikkevand) har i de senere år været kilde til miljømæssige konflikter mellem Kina og nogle af dets nabolande.

[redigér] Politiske inddelinger

Hovedartikel: Kinas administrative regioner

Kina er inddelt i 22 provinser, 5 autonome regioner og 4 kommuner. Disse siges tilsammen at udgøre hovedlandet Kina. Udover de 22 provinser anser den kinesiske regering også Taiwan for at høre under Kina og betragter derfor Taiwan som sin 23. provins.

Hertil kommer de to særlige administrative områder Macao og Hongkong, som hører under den kinesiske administration, men som nyder en udstrakt selvstændighed i forhold til øvrige provinser, regioner og kommuner.

Desuden består Folkerepublikken Kina af 56 forskellige officielle nationaliteter.

Provinser Anhui (安徽) Fujian (福建) Gansu (甘肃) Guangdong (广东) Guizhou (贵州) Hainan (海南) Hebei (河北) Heilongjiang (黑龙江) Henan (河南) Hubei (湖北) Hunan (湖南) Jiangsu (江苏) Jiangxi (江西) Jilin (吉林) Liaoning (辽宁) Qinghai (青海) Shaanxi (陕西) Shandong (山东) Shanxi (山西) Sichuan (四川) Yunnan (云南) Zhejiang (浙江)

Autonome regioner Guangxi Zhuang (广西壮族) Indre Mongoliet (内蒙古) Ningxia Hui (宁夏回族) Xinjiang Uighur (新疆维吾尔族) Tibet (西藏) Kommuner Beijing (北京) Chongqing (重庆) Shanghai (上海) Tianjin (天津) Særlige administrative regioner Hongkong (香港) Macao (澳门) Omdiskuteret provins Taiwan (台湾)

Wikimedia Commons har medier relateret til: Kina

Se galleriet »Kort over Folkerepublikken Kina« i Wikimedia Commons.

[redigér] Største byer

Folkereppublikken Kina består af mange store byer (over 1 million indbyggere), hvor af adskilige er blandt de 100 mest folkerige byer i verden. Nedenstående tabel viser de 20 største byer og deres estimerede befolkningsstørrelse i millioner mennesker^{[3] (2002)}:

#	By	Estimat
1.	Shanghai上海	9,0
2.	Beijing北京	7,1
3.	Tianjin天津	4,3
4.	Wuhan武汉	4,0
5.	Shenyang沈阳	3,5
6.	Guangzhou广州	3,4
7.	Harbin哈尔滨	2,8
8.	Xi'an 西安	2,7
9.	Chongqing重庆	2,3
10.	Kowloon九龍	2,3
11.	Chengdu成都	1,9
12.	Changchun长春	1,9
13.	Taiyuan太原	1,8
14.	Nanjing南京	1,8
15.	Jinan济南	1,7
16.	Dalian大连	1,7
17.	Qingdao青岛	1,4
18.	Lanzhou兰州	1,4
19.	Fushun抚顺	1,4
20.	Zhengzhou郑州	1,3

(Alle kinesiske tegn i det ovenstående er i simplificeret kinesisk skrift)

[redigér] Demografi

Hovedartikel: Kinas demografi

Befolkning: 1.298.847.624 (estimeret juli 2004)

Aldersfordeling:
0-14 ås: 22,3% (hankøn 153.401.051; hunkøn 135.812.993)
15-64 år: 70,3% (hankøn 469.328.664; hunkøn 443.248.860)
65 år og derover: 7,5% (hankøn 46.308.923; hunkøn 50.747.133) (est. 2005)

Befolkningsvækstrate: 0,57% (est. 2004)

[redigér] Etniske grupper

Folkerepublikken Kina anerkender officielt 56 forskellige etniske grupper, hvoraf den største er hankinesere, som udgør omkring 91,9% af befolkningen. Større etniske minoriteter inkluderer zhuang (16 millioner), manchu (10 millioner), huikinesere (9 millioner), miao (8 millioner), uighur (7 millioner), yi (7 millioner), tujia (5,75 millioner), mongoler (5 millioner), tibetanere (5 millioner), buyi (3 millioner) og koreanere (2 millioner).

[redigér] Befolkningspolitik

Grundet en befolkning på over 1,3 milliard mennesker og en estimeret vækstrate på 0,57% er Folkerepublikken Kina bekymret over og opmærksom på sin befolkningsvækst og har med blandet held forsøgt forskellige familieplanlægningspolitikker. Regeringens mål er ét barn per familie med undtagelser i rurale områder samt for etniske minoriteter. Officiel politik forbyder brug af tvangsaborter eller -sterilisation, men beskyldninger herom fortsætter, hvor lokale embedsmænd tager drastiske midler i brug for at nå befolkningsmålsætninger. Regeringens mål er at stabilisere befolkningen og befolkningsvæksten så tidligt som muligt i det 21. århundrede, men mange nuværende prognoser estimerer en befoklkning mellem 1,4 og 1,6 milliard per 2025.

[redigér] Økonomi

Hovedartikel: Kinas økonomi

Siden 1978 har Folkerepublikken Kina forsøgt at reformere den kinesiske økonomi fra sovjet-inspireret planøkonomi til en mere markedsorienteret økonomi, men stadig inden for en forholdsvist rigid politisk ramme under Kommunistpartiets kontrol. Blandet andet er det agrikulturelle ansvar flyttet fra kollektive instanser til den enkelte husholdning, industriens daglige ledere har fået mere autoritet og ansvar, tilladt mindre og større firmaer inden for en lang række service- og forarbejdsningsfag samt åbnet økonomien op for at øge international samhandel og investering. Man har også slækket på den tidligere udstrakte priskontrol. Dette har forårsaget et skift i kinesisk økonomi fra planøkonomi til et blandet økonomi med både kommunistiske og kapitalistiske tendenser.

Kina har en ry for at være et land, der kan forarbejde varer til små udgifter, hvilket primært skyldes en stor, ikke-organiseret, billig arbejdsstyrke. En ufaglært arbejder på en kinesisk fabrik i det rurale område af Kina koster en virksomhed under $1 i timen, men det skal selvfølgelig sammenholdes med, at leveomkostninger (prisen for varer og services) er betydeligt lavere i Kina end i mere udviklede lande. Oveni dette kommer, at mange kinesiske arbejdere ikke er organiseret i fagforeninger. En mulig årsag til dette kan være den kinesiske arbejdskultur og -etik, men det kan også skyldes en frygt for, at fagforeninger vil blive udnyttet af Kommunistpartiet til at identificere dissidenter.

Et andet ofte overset aspekt af den kinesiske økonomi er den lave udgift til andre omkostninger end arbejdskraft (for eksempel faciliteter, råvarer med videre). Dette skyldes et stærkt konkurrencepræget marked med mange producenter og en generel tendens til overudbud og lave priser. Der er også stadig spor af priskontrollen og leveringsgarantier fra planøkonomiens tid. Efterhånden som statskontrollerede virksomheder bliver udliciteret og arbejdere skifter til andre sektorer vil denne deflatoriske effekt sætte et større pres på økonomien.

Kinas vækst på det globale marked har skabt bemærkelsesværdige konflikter - især i forbindelse med ubalancen i handelsforholdet mellem Kina og USA. Dette skyldes, at Kina kan producere varer, som er eftertragtede i USA, langt billigere end øvrige asiatiske eller latinamerikanske lande, mens USA sjældent kan levere varer til Kina, der kan konkurrere med tilsvarende fra Europa eller Asien. En anden faktor (nævnt af flere kilder) er vekslkursen mellem den kinesiske yuan og den amerikanske dollar, der i en periode har været fastlåst. Først den 21. juli 2005 annoncerede Kinas Folkebank at man ville have en mere flydende vekselkurs, hvor man tillod, at valutaen nærmede sig den amerikanske dollar med 0,3% om dagen. Der er også en begrænsning på den omvekslede mængde af Yuan til udenrigs valutaer på max 3% om dagen. Disse føderale restriktioner har gjort det svært for mange amerikanske virksomheder at eksportere til det kinesiske marked og har bidraget til den skæve handelsbalance.

		(den velhavende østkyst)
		Strategien for "Udviklingen af Vestkina"
		Initiativet til "Revitaliseringen af Nordøstkina"
		Strategien for "Opløft af Centralkina"

I 2003 steg Kinas BNP udtrykt som købekraftsparitet til $6.4 billioner (40 billioner danske kroner) og blev dermed den næststørste i verden^[4]. Udtrykt i sædvanlige størrelser forventes Kinas BNP i 2005 at blive den sjettestørste i verden. Dog grundet den store befolkningsstørrelse giver det kun estimeret $5.600 per indbygger, hvilket placerer Kina som nummer 90. Kinas officielt rapporterede vækst var i 2003 på 9.1%.

Den økonomiske ulighed mellem kyststrækning i øst og det øvrige land er til stadighed stor. For at imødegå dette potentielt destabiliserende problem har den kinesiske regering i 2000 initieret Udviklingen af Vestkina, i 2003 Revitaliseringen af Nordøstkina og i 2004 Opløft af Centralkina. Alle disse initiativer forsøger at hjælpe det indre Kina at følge med kyststrækningens vækst. Billedet her til højre viser hvilket områder, der er mål for hvilke initiativer.

[redigér] Kultur

Hovedartikel: Kinas kultur

Kinesisk kultur har en lang tradition tilbage til de tidlige kinesiske dynastier.

Mere følger

[redigér] Eksterne kilder og referencer

• BBC News - Country Profile: China (engelsk)
• BBC News - In Depth: Changing China løbende rapportage (engelsk)
• CNN.com Specials - Eye on China løbende rapportage (engelsk)
• Om handelsbalancen mellem Kina og USA (engelsk, kræver login)
• Om handelsbalancen mellem Kina og USA (engelsk, kræver login)

Minibussens destination Kina Republikken Kina | Folkerepublikken Kina | Kuomintang