Jacob Appel
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jacob Christian Lindberg Appel (1866-1931) var en dansk højskoleforstander og politiker for Venstre.
Appel var søn af højskoleforstander Cornelius Appel og dennes hustru Anne Kjerstine Lorentzen. Han blev i 1891 gift med højskolelærer Ingeborg Appel, født Schrøder, med hvem han fik datteren Margrethe Sofie Charlotte Christiansen, der også blev højskolelærer.
Appel var forstander for Askov Højskole 1906-1928, kultusminister (minister for kirke- og undervisningsvæsen) 1910-1913, undervisningsminister 1920-1924 og kirkeminister 1922-1924.
Jacob Appel gennemførte de frisindede "appelske skolelove" i 1920-1924. Disse love sikrede, at hjemmetyskerne i Sønderjylland (dengang benævnt "De sønderjyske Landsdele") fik deres egne skoler.