Mechelen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Mechelen er en belgisk by med ca. 75.000 indbyggere, og er beliggende i provinsen Antwerpen, midt imellem hovedbyerne Antwerpen og Bryssel. Mechelen, beliggende ved floden Dijle, har en lang og rig historie.
Byen var en kort periode i det 16. århundrede regeringsby for de samlede Nederlandene. I øjeblikket har Mechelen det næststørste antal fredede bygninger i Flandern.
[redigér] Måneslukkere
Mechelen er sæde for det katolske ærkebispedømme Mechelen-Bryssel, der omfatter hele Belgien. Ærkebispens domkirke er den gotiske Skt. Romboutskatedral, der er 97 meter høj. Tårnet blev i tidens løb besteget af bl.a. Napoleon Bonaparte.
Byens indbyggere kaldes i spøg "måneslukkere" efter at de engang blev hevet ud af sengen de sene nattetimer af en fordrukken borger, som slog brandalarm da han fejlagtigt tog månens glød for at være brand i Skt. Romboutskirken.
Byens kirker rummer kunstværker af bl.a. Rubens. Mechelen er desuden kendt for sin klokkespilsskole.
[redigér] Dronning Elisabeth
Dronning Elisabeth, der var gift med Christian 2., voksede op i Mechelen. Det antages, at en del gartnere fra området tog med til Danmark, da Christian inviterede nederlandske bønder til at dyrke grøntsager i Store Magleby på Amager. Området omkring Mechelen var allerede på det tidspunkt et center for grøntsagsdyrkning og -forædling, hvilket det er den dag i dag.