Mette Vibe Utzon
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Mette Vibe Utzon (født 7. april 1962) er en dansk journalist, studievært og forfatter.
Journalisten Mette Vibe Utzon har arbejdet som primært studievært både på TV 2 og Danmarks Radio. Fra 1997 til 2001 var hun ankerkvinde på TV 2-programmerne Paparazzi, Mediemagasinet og Boomerang. Indholdet i programmerne var medie- og forbrugerjournalistik.
I 2001 skiftede hun til Danmarks Radio, hvor hun var vært på det prisbelønnede forbrugermagasin Kontant indtil hun stoppede og blev afløst af Anders Bech-Jessen der kom fra TV 2.
Mette Vibe Utzon har på DR også været vært på TV-Avisen, Nyhedsmagasinet, sendinger fra royale begivenheder, Deadline på DR2, Profilen og Året der gik sammen med Morten Løkkegaard.
Hun blev vært for tv-programmet Søndag (tidligere Søndagsmagasinet) på Danmarks Radio fra marts 2005, hvor hun afløste Morten Løkkegaard og Steffen Kretz. Dog overtog hun ikke redaktørjobbet fra de tidligere værter og redaktører.
Var vært på DR1s valgaftenen d. 15. november 2005, hvor hun som hovedvært ledte kommunalvalget for Danmarks Radio.
I januar 2006 søgte Mette Vibe orlov fra skærmen, fordi hun trængte til en pause. Underholdningsværten Natasja Crone, bl.a. kendt fra Dansk Melodi Grand Prix, afløste hende på værtsposten på det aktuelle nyhedsmagasin.
I juni 2006, inden hun var vendt tilbage fra sin orlov, sagde hun sit job op på Danmarks Radio for at blive vært på TV 2's nye 24 timers nyhedskanal, TV 2 News.
Mette Vibe Utzon debuterede som forfatter i november 2006 med portrætbogen Førstedamer, der handler om de fem nulevende kvinder, der alle har det tilfælles, at de har været gift med Danmarks statsminister. Bogen udkom på Ekstra Bladets Forlag.