Remagen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Remagen er en mindre, tysk by beliggende ved Rhinen en snes kilometer syd for Bonn. Byen blev berømt under 2. verdenskrig.
I februar og marts 1945 stormede de allierede styrker frem mod Rhinen, som stadig var en formidabel barriere for videre fremtrængen ind i Tyskland. Tyskerne mente at have sprængt alle rhinbroerne, men sprængningen af Ludendorff-broen, en jernbanebro ved Remagen, var ikke lykkedes. Da amerikanske tropper den 7. marts nåede frem til Rhinen og opdagede den intakte bro, tøvede de ikke, men sendte øjeblikkeligt en kampafdeling over broen og fik etableret et lille brohoved på Rhinens østbred. Broen var armeret til sprængning, men forsvarerne tøvede for længe, og det lykkedes amerikanske ingeniørtropper at desarmere sprængladningerne.
Tyskerne blev meget hurtigt klar over faren og angreb brohovedet af alle kræfter. Men i det amerikanske hovedkvarter var man også fuldt bevidst om, at her var der tale om et lykketræf, der ved en hurtig udnyttelse kunne få uoverskuelige konsekvenser for de fremtidige operationer. Man kastede derfor i hast alle til rådighed stående styrker over broen for at befæste brohovedet. Tyskerne beskød broen med langtrækkende artilleri, og tyske luftstyrker kastede sig over den. På femtedagen efter overgangen var broen ubrugelig på grund af skader, men da havde amerikanerne fået etableret flydebroer, og et sikkert brohoved var etableret. Sidste fase af Tysklands erobring var nu i gang.[Kilde mangler]
![]() |
Denne artikel om lokaliteten Remagen kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Commons for et passende billede eller selv skyde et, lægge det på Commons med en af de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |