Vejle-Vandel-Grindsted Jernbane
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vejle-Vandel-Grindsted Jernbane VVGJ var en lokal jernbane, der gik fra Vejle til Vandel og Grindsted.
Vejle-Vandel Jernbane, VVJ, åbnet den 10. september 1897 var et af resultaterne af "jernbanekrigen" mellem Vejle og Kolding, der kæmpede om det vestlige opland og havde planer om en jernbane til Randbøl/Vandel området. Det blev Vejle der i jernbaneloven af 1894 fik banen til Vandel. Kolding fik i stedet en bane til Egtved.
Kort efter Vejle-Vandel Jernbanes åbning fremkom planer om at forlænge banen mod Grindsted, og den 21. maj 1914 åbnedes forlængelsen, og VVJ ændrede navn til VVGJ, Vejle-Vandel-Grindsted Jernbane.
VVGJ var en typisk oplandsbane, med en god godstrafik i de første år, særligt til De Forenede Papirfabrikkers to fabrikker i Haraldskær Fabrik og Vingsted Mølle samt mergel og kalk til jordforbedring af den flade hede mellem Vandel og Grindsted. Under 2. verdenskrig var der især store transporter for den tyske besættelsesmagt som prægede banens trafik, særligt til skydebanerne i Vingsted Mølle og i forbindelse med anlægget af flyvepladsen i Vandel. Hertil kom transport af store mængder tørv og brunkul til de østjyske byer. Efter krigen var banen stærkt nedslidt, og trods der foretoges moderniseringer med to skinnebusser fabrikeret på Scandia-fabrikkerne i Randers faldt persontrafikken og godstrafikken, og den nedlagdes helt 31. marts 1957.
Selvom banen gik mod vest - set fra Vejle - førtes banen ind på Vejle Nord (nedrevet i 1984) og var beliggende tæt på Grejsdalsvej, hvor banen fra Vejle mod Herning også løber. Her havde banen driftfællesskab med Vejle-Give Jernbane indtil 1914 og herefter stod DSB for driften.
Så tog den ellers et kraftigt sving igennem den indre by og krydsede adskillige travle gader, før den løb mod vest. Herefter fulgte følgende standsningssteder: Svanholm trinbræt, Trædballe trinbræt, Skibet station, Kvak Mølle trinbræt, Haraldskær Fabrik station, Teglgård trinbræt, Vingsted Mølle station, Kjeldkær trinbræt, Ravning station, Søgård trinbræt, Lihmskov station, Bindeballe station, Randbøl station, Vandel station, Østerby station, Billund station, Krog trinbræt, Løvlund station, Hinnum trinbræt og endelig Grindsted station.
Vejle-Vandel 10. september 1897 - 31. marts 1957
- Længde: 28,3 km
- Sporvidde: 1435 mm
- Anlægslov af 8. maj 1894
- Koncession givet 6. november 1894
Vandel-Grindsted 21. maj 1914 - 31. marts 1957
- længde: 18,9 km
- Sporvidde: 1435 mm
- Anlægslov af 27. maj 1908
- Koncession givet 20. september 1912
[redigér] Se også:
[redigér] Eksterne henvisninger/Kilder
- Vandelbanen 1897-1957 / Viggo F. Hejlesen og Vigand Rasmussen
- http://www.signalpost.dk/vvgj.htm