Ærkebiskop Eskil
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ærkebiskop Eskil af Lund (ca. 1100 til 1181/1182). Eskil blev født som søn af Christiern Svensen og var dermed fra fødslen en del af den magtfulde jyske stormandsslægt Thrugotsønnerne. Thrugotsønnerne kæmpede i det 12. århundrede med Hvideslægten (hvortil den senere ærkebiskop Absalon hørte) om kongemagten i Danmark. Eskil blev i sin ungdom af sine forældre sendt til Hildesheim i Sachsen for at studere – målet var en gejstlig karriere. Han vendte tilbage til Danmark omkring 1130 og blev dernæst ansat som domprovst ved domkirken i Lund, hvor hans farbror Asser var ærkebiskop. Efter slaget ved Fodevig i 1134, hvor Erik Emune dræbte det andet danske kongsemne, Magnus Nielsen (barnebarn af Sven Estridsen), blev Eskil på foranledning af Erik Emune biskop i Roskilde. Freden mellem Eskil og den nykårede konge Erik Emune holdt dog kun kort, idet Eskil sammen med stormanden Peter Bodilsen startede et oprør på Sjælland. I første omgang blev Erik Emune fordrevet fra Sjælland; men i det lange løb kunne Eskil og Peter Bodilsen ikke hamle op med kongen, og Eskil blev tvunget til at betale bod. Der har været adskillige spekulationer vedrørende grunden til oprøret, og dette diskuteres stadig.
Efter Assers død i 1137 overtog Eskil efter adskillige stridigheder med kongemagten ærkebispestolen. Dette skete med støtte fra den allierede Peter Bodilsen. Eskil besad posten som ærkebiskop i 40 år, og i disse år var han en markant forkæmper for de gregorianske kirkeidealer. Håndhævelsen af disse idealer kastede ham til tider ud i stridigheder med bl.a. Valdemar 1. den Store; men på trods af dette valgte Eskil at undlade at gå på kompromis med fokuseringen på kirkens (og sine egne) interesser og ambitioner. Fokuseringen på kirkens interesser bragte Eskil til tops i hierarkiet indenfor den europæiske gejstlighed. Han plejede bl.a. omgang med Pave Alexander 3. og Bernhard af Clairvaux. I sin embedstid var Eskil dog ude af Danmark i 11-12 år, inkl. rejsetid til og fra Jerusalem og Sydfrankrig.
Eskil valgte at trække sig tilbage fra ærkebispesædet i 1177, og dette blev derpå overdraget til Absalon, der ganske ekstraordinært kom til at besidde både ærkesædet i Lund og bispestolen i Roskilde. Efter sin abdikation valgte Eskil at trække sig tilbage til det navnkundige cistercienserkloster i Clairvaux, hvor han kom til at indgå som menig munk. Eskil døde i enten 1181 eller 1182 og blev begravet tæt ved alteret i klosterkirken i Clairvaux.
