Bertel Dahlgaard
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Bertel Dahlgaard (7. november 1887 – 31. marts 1972) var en dansk politiker og minister. Søn af gårdejer Poul Dahlgaard, Hesthave i Salling.
Begravet på Gentofte Kirkegård.
Dahlgaard kom efter ophold på Salling Højskole, Jebjerg, Dalum Landbrugsskole samt Askov Højskole til København. Efter en børnelammelse måtte han opgive at blive landmand og føre gården videre, og i København tog han på kursus studentereksamen 1907-09, hvorefter han startede på studier på Københavns Universitet. Han blev cand.polit. i 1913 og herefter ansat som embedsmand på Københavns Kommunes statistiske kontor, som han blev chef for i 1922. Fra 1915-1917 var han formand for Radikal Ungdom.
Han blev i Skive-kredsen valgt til Folketinget i 1920 for Det Radikale Venstre, og blev således personificeringen af den gamle radikale højborg i Skive, idet han var kredsens folketingsmand i 40 år til 1960. I politiske kredse blev han kendt som en dreven taktiker i politiske forhandlinger, samtidig med at det idealistiske præg med tiden forsvandt til fordel for en mere pragmatisk holdning til mange politiske spørgsmål, f.eks. medlemskabet af NATO.
Dahlgaard var indenrigsminister i Thorvald Staunings regering fra 1929-1940 og blev i 1957 økonomiminister i H. C. Hansens regering og havde samme post i Viggo Kampmanns regering 1960-1961.
Publikationer: Bertel Dahlgaard, Kamp og Samarbejde. Nærbilleder af dansk politik og politikere gennem 40 år, Forlaget Fremad 1964
