Cembalo
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Et cembalo er et musikinstrument, der blev brugt i det 16. til 18. århundrede, og som også i dag anvendes ved fremførelse af periodens kompositioner. Instrumentet var ved siden af orgelet det mest brugte tasteinstrument, men er i modsætning til dette et strengeinstrument. Cembaloet blev genopdaget sidst i det 19. årh. og er i dag almindeligt anvendt i forbindelse med renæssance- og barokmusik. Desuden er der skrevet en del klassiske kompositioner i det 20. årh. for cembalo, ligesom det - som klang - forefindes på mange elklaverer mv.
I modsætning til et klaver er et cembalo ikke anslagsfølsomt, da strengene ikke anslås med en filtbeklædt hammer, men "knipses" med plektre af fjer. Klangen varieres i stedet som følge af cembalistens artikulation og valg af et eller flere strengesæt ("registre").
Ordet "cembalo" kommer fra italiensk clavicembalo af latin claves (nøgler/taster) og cymbalum fra græsk "bækken"/"beholder." Folkemusikinstrumentet Cymbalum er formodentlig beslægtet med psalteret, som er et antikt strengeinstrument, hvor strengene er monteret på en kasse og som knipses med fingrene.
Musikeksempler
Renæssance:
- Canto del Cabellero (uddrag) af Antonio de Cabezon, spillet på cembalo af italiensk type.
Barok:
- Prelude nr. 5 af François Couperin, 1717, spillet på et cembalo af fransk type.
- Allemande af Engelsk Suite nr. 1 af J.S. Bach, spillet på cembalo af flamsk type.
- Sonate i d-mol af Domenico Scarlatti, spillet på et cembalo af italiensk type.
En musiker som spiller på et af cembalofamiliens instrumenter kaldes en cembalist.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Cembalofamilien
Cembalofamilien består af instrumenterne spinet, virginal, muselar, clavicyterium og cembalo. De har alle samme mekanik, baseret på springeren, men varierer i størrelse og kompleksitet. Spinet, muselar og virginal er sædvanligvis små instrumenter, med kun ét register og ét manual. Et cembalo har som oftest flere 2 el. 3 registre og kan også have to manualer. På spinet, muselar og virginal er strengene anbragt på tværs af tangenterne, mens de på et cembalo går på langs. Spinettets, muselarets og virginalets kompakte størrelse og lave vægt gjorde dem til husinstrumenter, mens cembaloet anvendtes både hjemme og til koncerter i større rum. Et clavicyterium er navnet på det forholdsvis sjældne opretstående cembalo. Ydermere findes instrumenter som clavecin brisé (sammenfoldigt cembalo), claviorganum (sammenbygget cembalo og orgel), lautenwerk (cembalo med tarmstrenge) og sammenbygning af hammerklaver og cembalo.
[redigér] Mekanik
Cembalofamiliens instrumenter anvender alle springeren til frembringelse af den særlige klang. Springeren er et stykke træ (ca 15mm x 3mm x 10-15cm), hvor på der i en lille sprække sidder et plektrum. Springerne er anbragt lodret bagest på hver tangent. Når tangenten trykkes ned vil springeren hæves og plektret komme i kontakt med strengen. Når tangenten trykkes i bund vil plektret løfte strengen og denne vil bringes i svingninger, når den glider af plektret (man siger den "knipser" strengen). Strengens svingninger overføres via steget, og sætter hele klangbunden i svingninger, således at klangen forstærkes - samme princip som på en guitar. Når tangenten slippes kan plektret passere forbi strengen, da den er monteret på en lille vippe ", som holdes på plads af en fjeder. På springeren sidder også et lille stykke filt som dæmper strengen, når tangenten ikke er trykket ned. Denne simple præcisionsmekanisme er formodentlig udviklet tidligt sidst i 1400-tallet og har ikke ændret sig siden. Springeren er sædvanligvis lavet af en hård træsort som er stabil (oftest pæretræ). Til den lille vippe "tungen" anvendes træsorter som kan holde plektret og akslen uden at revne, ofte kristtjørn. Til fjederen anvendtes tidligere en svinebørste - i dag metal. Plektret (ca. 10mm langt og 1-2mm bredt og 0,1-0,3mm tykt) kan skæres af fjer fra ravn (eller andre større fugle som grib eller kalkun) eller plastmaterialer som delrin og celcon, der i dag er mest almindeligt. For at plektrene giver den bedst mulige klang og for at de ikke hænger fast i strengene skal de skæres meget omhyggeligt. Denne proces kaldes intonation.
[redigér] Registre
Da tonen kun kan varieres minimalt anvendes registre til at ændre klangtype og -styrke. Ligesom på orglet kaldes det almindelige register for 8'. På cembaloer findes ofte to 8' registre eller et 8'- og et 4' register. Hver register har sædvanligvis sit eget sæt strenge og sin egen række af springere, der kan skydes til og fra. Udover disse registre findes ofte også et lutregister, som er små stykker filt eller læder der bringes til at dæmpe strengene. Andre registre er sæt af springere som knipser strengene tættere på tastaturet, eller som er forsynet med bløde læderplektre ("peau de buffle"). Der findes også enkelte historiske eksempler på anvendelse af 16' register (som klinger en oktav lavere end 8') og 2' registre (som klinger to oktaver højere end 8'). Ligesom der også findes instrumenter med tre 8' registre. I praksis er cembaloets klangtype af en sådan beskaffenhed, at mange eller usædvanlige registre ikke giver væsentlige fordele for fortolkning af musikken, men gør instrumenterne unødigt komplicerede og vanskeligere at stemme og vedligeholde.
[redigér] Manualer
I instrumenter med 2 manualer (tangentrækker/klaviaturer) forefindes oftest to 8' og en 4', fordelt således at den kraftigst intonerede 8' spilles fra nederste manual sammen med 4'.
Den svagere 8' spilles fra øverste manual, ofte også med mulighed for lut. Ved at skubbe øverste manual 1cm ind kobles de to manualer sammen, således at alle 3 registre kan spilles fra nederste manual. Dette er den almindelige disposition for store franske, flamske og tyske cembaloer fra det 18. århundrede.
[redigér] Oprindelse
Cembaloet antages at være udviklet i middelalderen. På samme måde som at en fløjte mekaniseredes til et lille orgel ("portativ" el. "organetto") i middelalderen, kan man forestille sig en mekanisering af en harpe. Drejeliren er et andet eksempel på middelalderlig anvendelse af taster på et strengeinstrument. Fordelen ved mekanisering er muligheden for at spille flere samtidige toner, men det kræver et større instrument og en kompliceret mekanik. Der findes et manuskript (Arnoult van Zwolle, ca 1450) som afbilder mekanikken i et middelalderligt cembalo. Af forskellige overleverede rester tyder det på, at de tidligste instrumenter var opretstående (kaldet clavicyterium) ligesom harpen. Clavicyteriet kræver dog en fjedermekanisme for at få springerne til at returnere - dette har muligvis gjort at instrumentet blev lagt ned, således at tyngdekraften kunne gøre dette arbejde. De ældste kendte instrumenter er fra 15. årh. og generelt korte instrumenter med tykke sider og anvendende en mere kompliceret mekanik end senere. De ældste overleverede instrumenter er næsten alle fra Italien fra starten af det 16. årh. De havde ét manual, et sæt strenge og en kasse bygget af forholdsvis tyndt træ. Der har været bygget cembaloinstrumenter i alle vesteuropæiske lande, men de har udviklet sig i forskellig retning og har forskellig konstruktion, bestrengning, dekoration og klangideal. De vigtigste regionale skoler er: Italien, Iberiske halvø, Flandern, Frankrig, England samt nordtyskland/skandinavien og sydtyskland.
[redigér] Italien
De italienske cembaloer varierer i bygningstradition fra egn til egn. Generelt har de i renæssancen tynde kasser (ca. 4mm) uden låg.
De har enten et enkelt 8' register eller 8' og 4' og det var muligt at skifte register. Klaviaturomfanget var ofte C/E-c3 eller C/E-f3 (hvor C/E betegner "kort oktav" i bassen). Generelt anvendtes lang mensur og jernstrenge. Kassen var ofte ikke bemalet, men forsynet med byggerens karakteristiske træprofiler. Da kassen var skrøbelig anbragtes den i en kraftigere ydre kasse som også kunne bære et låg. Samtlige eller næsten samtlige italienske renæssanceinstrumenter har været bygget om i barokken eller udsat for en tvivlsom restaurering, hvorfor det i dag ofte er vanskeligt at finde frem til instrumentets originale design.
I barokken ombygges de fleste italienske cembaloer til to 8' registre - dvs. stegen til 4' fjernedes og 8'-stegen forsynedes med et ekstra sæt strenge. Samtidig ændredes bestrengningen til messing som kræver en relativ kort mensur. Dermed ændredes klaviaturomfanget til det dybere G1-c3 (el. lign.) Årsagen til ombygningen skal formentlig findes i skiftende musikalsk smag: man ønskede instrumenter som var kraftigere og dermed bedre til continuospil. En del af barokkens instrumenter byggedes som "false inner-outer", dvs med en kasse af tykt træ (ca 12mm) som var bygget så det lignede et tyndt instrument i en ydre kasse.
[redigér] Flandern
De flamske instrumenter domineres helt af Ruckers familien, som arbejdede i Antwerpen. Det var en konservativ familie af cembalobyggere som fra omkring 1575 til 1650 byggede et stort antal instrumenter.
Disse var kendt i samtiden (og senere i barokken) som særligt gode instrumenter og de blev eksporteret til både England og Frankrig i særlige eksportversioner. De flamske instrumenter byggedes som små cembali med et manual (C/E-c3) og 8' + 4', eller som transponerende tomanuals instrumenter, hvor de to manualer var forskudt således at instrumentet kunne anvendes i to tonehøjder, uden at cembalisten skulle kunne transponere. Instrumenterne dekoreredes ofte med trykt papir og marmorbemaling. Baroktidens byggere i flanderen forbedrede på Ruckers design og byggede større instrumenter, der modsvarede tidens musikalske krav. Det er byggere som J.D. Dulcken og Albertus Delin, der er særligt kendte.
[redigér] Frankrig
Fransk cembalobygning i den tidlige barok (før 1700) har kun efterladt få, men meget spændende instrumenter. Tilsyneladende er de inspirerede af både italiensk og flamsk eller midteuropæisk cembalobygning, men franskmændene forsyner - formodentlig som de første - instrumenterne med to ens manualer og indfører skydekoblingen, der muliggør at spille alle registre fra nederste manual. Kassens konstruktion er en blanding af flamske og italienske elementer. Instrumenterne var kostbart dekorerede (i modsætning til Ruckers' simple papir og marmorering), med anvendelse af de fineste teknikker fra møbelkunsten i det 17. årh., herunder både intarsia og kineserier. Byggere som Vincent Tibaud og Jean-Antoine Vaudry er blandt dem, hvis instrumenter findes i dag.
Den store import af Ruckers' instrumenter fra Flanderen satte præg på fransk cembalobygning i 1700-tallet. Ruckers instrumenterne blev utidsvarende musikalsk og udstyrsmæssigt set, men stadig højt værdsatte for deres klang.
Dette medførte en hel industri af ombygninger ("ravelement"). Små instrumenter udbyggedes til store tomanuals instrumenter. Byggere som Pascal Taskin og Jean Claude Goujon har tilsyneladende efterladt flere ombyggede end nybyggede instrumenter. Dette førte også til en større produktion af forfalskede Ruckers-instrumenter, da de allerede i samtiden indbragte flere penge, end de bedste nybyggede instrumenter. Det franske tomanuals cembalo med fuldt omfang (F1-f3 / 61 taster) er allerede kendt fra 1710, bygget af Donzelague i Lyon. Men franskmændene fortsatte med at eksperimentere med cembaloets muligheder. Man har således anvendt plektre af bisonlæder for at give en mindre overtonerig klang på hovedregistret eller som en særlig ekstra række af springere (peau de buffle). Pascal Taskin udviklede i 1770'erne et system af knækobler, som muliggjorde hurtige registerskift med knæene - endda samtidig med at man spillede. På denne måde kunne man lave et glidende crescendo. De sidste franske cembaloer blev bygget i 1790'erne, oftest med omfanget E1-f3 / 62 taster. Af andre bemærkelsesværdige byggere skal nævnes Blanchet (Taskin's læremester) samt Henri Hemsch.
[redigér] Tyskland
Tysk cembalobygning er en blanding af flere forskellige stilarter. Der findes eksempler på instrumenter som ligner italiensk cembalobyggeri på flere måder, bla. instrumentet af Hans Müller (16??). Overleverede instrumenter viser tydeligt 3 forskellige skoler: nordtysk, midttysk og sydtysk. De nordtyske insrtumenter er især kendt fra byggerne J.A. Hass, H.A. Hass og C. Zell. Det er store jernbestrengede insrtumenter, i flere tilfælde med usædvanlige registerkombinationer: 3 x 8' + 1 x 4' (H.A. Hass 1723), 2 x 8', 1 x 4', 1 x 16' (J.A. Hass 17??) og 2 x 8', 1 x 4', 1 x 16', 1x 2' (H.A. Hass 1740). Sidstnævnte er vist også det eneste historiske 3-manuals cembalo. Omfanget var C-d3, F1-c3 indtil ca. 1730, hvorefter det udvidedes til F1-f3. Instrumenterne kendes ofte på at kassen buer i enden og at de er dekorede med kineserier og malet skildpadde, ligesom der til tastaturene er flere eksempler på anvendelsen af skildpadde til undertangenter. Midttyske instrumenter er kendt fra instrumentbyggeren M. Mietke, hvis navn er knyttet til J.S. Bach da han af sin fyrste blev sendt til Berlin(?) for at hente et instrument af Mietke. Et signeret etmanuals instrument af Mietke findes idag på Hälsinglands Museum (Sverige). Det har omfanget G1-c3, kassen har buet ende og der anvendes messingbestrengning (som hellers hovedsagligt er kendt fra italienske barokinstrumenter). På Schloss Charlottenburg i Berlin findes ligeledes to usignerede instrumenter af Mietke. Desværre har de været kraftigt ombyggede og den originale bestrengning lader sig ikke rekonstruere. Fejlagtigt restaurering af dette instrument var årsagen til det moderne tyske cembalos (uhistoriske) anvendelse af 16'-registret og placeringen af 4'-registret på øverste manual. Instrumentet er iøvrigt et fint eksempel på tysk lakarbejde. Sydtysk cembalobyggeri er kendetegnet ved udekorerede kasser, messingbestrengning og et lidt anderledes koblingssystem. Den kendte orgelbygger Silberman skulle også have bygget cembaloer, men ingen insrtumenter er signeret med hans navn. Der findes dog et instrument i Musikinstrumentenmuseum (Berlin) som tilskrives hans værksted. Det er et stort simpelt instrument med omfanget F1-f3. Af andre sydtyske byggere kan nævnes Gräbner, af hvem der er overleveret flere meget store udekorerede instrumenter, bla. et med omfanget D1-d3.
[redigér] Sverige
Svensk cembalobygning ser ud som om det er inspireret af den nordtyske skole. Instrumenterne er store, der anvendes jernstrenge og de er afrundede i enden. Det største cembalo der er kendt blev bygget af J.A. Bromann i Stockholm (1740?). Det er 3,4m langt! og har 3 x 8' + 1 x 4'. Det er konstrueret som et eksperiment anvendende omtrendt samme tykkelse strenge på hele instrumentet for at stabilisere stemningen.
[redigér] Danmark
At dømme efter de bevarede instrumenter har det været meget mere populært at spille clavichord end cembalo i Danmark. Af danskbyggede cembaloinstrumenter er der således kun kendt et spinet og et cembalo. Bemærk at cembalo i Danmark i det 18. årh. ofte omtales som clavicimbel, clavicin, clavesin el. clavecin royal. I anden halvdel af det 18. årh. var følgende byggere af tasteinstrumenter (excl. egentlige orgelbyggere) aktive:
- C.F. Speer (ca. 1726-1797) orgel-, cembalo- og clavichordbygger, ansat ved Det kgl. Teater. Der er bevaret et spinet (oktavinstrument) fra 1762 på De Danske Kongers Kronologiske Samling, Rosenborg.
- Moritz Georg Moshack (ca. 1730-1772) orgelbygger og instrumentmager. Arbejdede for Det kgl. Teater. Der er bevaret to clavichorder (1768 og 1770) samt et cembalo (signeret 1770). Sidstnævnte blev fundet på loftet af Katedralskolen i Nykøbing F., og sidenhen rekonstrueret til et spillende instrument. Det er et stort instrument, dog kun med ét manual (F1-f3) og 2 x 8'. Det står idag på Museet Falsters Minder.
- Otto Joachim Tieffenbrunn (ca. 1738-1797) instrumentmager. Der er bevaret tre clavichorder (1793, 1801 og 1786).
- Johan Christian Gronenberg (ca. 1747-1826) orgelbygger og instrumentmager. Har bla. solgt et clavichord til Det kgl. Teater. Ingen bevarede instrumenter.
Iøvrigt findes et tysk tomanuals cembalo, bygget af H.A. Hass (Hamborg 1723) på Musikhistorisk Museum i Købehavn. De danske instrumenter minder generelt om instrumentbyggertraditionen i nordtyskland, men der er også træk fra en mellemtysk tradition (som svenske instrumenter også delvist bygger på).
[redigér] Genopdagelse
Med den gradvise ændring af den musikalske smag sidst i det 18. årh. blev der ikke længere brug for cembaloet. Det første instrument med hammermekanik blev bygget af den italienske cembalobygger Cristofori allerede i 1720. Det sidste cembalo blev bygget i England kort efter 1800. Herefter uddøde cembalobyggetradtionen fuldstændigt. Ved stigende interesse for historie og arkæologi begyndte man sidst i det 19. århundrede igen at opføre renæssance- og barokmusik og fik dermed brug for cembaloet. En af foregangsmændene var den franske pianist Louis-Joseph Diémer (1843-1919) som vistnok spillede den "første" offentlige koncert på cembalo i 1888. Her anvendte han et historisk instrument bygget af Pascal Taskin, Paris 1769 - idag på Raymond Russel Collection, Edinburgh. I forbindelse med verdensudstillingen i Paris, 1889 fremvistes 3 nybyggede cembaloer af klaverfabrikanterne Louis Tomassini, Erard og Pleyel. Disse var delvist baseret på studier af historiske franske instrumenter, men der udvikledes hurtigt en moderne form for cembaloinstrument, som var baseret på alle de erfaringer man havde fra klaverproduktion.
Designet af det "moderne" cembalo indebar: kraftigere bestrengning og deraf tung konstruktion med tykke sider og jernramme, pedaler til hurtige registerskift, 16' register, talrige reguleringsskruer, ingen bund, fineret kasse og et klangideal plus en spillemåde som oftest lå langt fra det historiske instrument. Disse instrumenter opnåede popularitet og blev bygget af en lang række byggere bla.: Neupert, Maendler, Wittmeyer, Sperrhake, Merzdorf, Lindholm og Sassmann (Tyskland), Pleyel og Gaveau (Frankrig), Arnold Dolmetsch og Goble (England), John Challis og Eric Herz (USA) og Jørgen Bengaard (Danmark). Til disse instrumenter er der skrevet en del musik i det 20 årh., bla. af Francis Poulenc og Manuel de Falla.
Disse instrumenter betragtedes dog af et stigende antal cembalister som utilstrækkelige til fremførelse af tidlig musik bla. på grund af: klangideal, volumen (de var generelt for svage og måtte ofte forstærkes elektrisk), disposition (de havde ofte en 16' + 8' på nederste manual og 8 + 4 på øverste manual, hvilket gav mange registerskift og en "mudret" klang på nederste manual) og vedligeholdelse (de anvendte mange specialdele og var komplicerede at stemme og vedligeholde). Dette førte til at byggere som Frank Hubbard og William Dowd i USA og Martin Skowroneck i Tyskland begyndte alene at bygge instrumenter baseret på historiske forbilleder. Denne bevægelse startede i 1950'erne og har i dag helt fortrængt det "moderne" cembalo baseret på klaverbygning. Kvaliteten af instrumentbygningen er steget i takt med forståelsen af de historiske instrumenter, samtidig med at der skulle opbygges en helt ny håndværkstradition. De nye instrumenter har til stadighed nærmet sig de historiske forbilleder også hvad angår dekoration. Således dekoreres mange instrumenter i dag med renæssance- og barokdekorationer. Cembaloets popularitet og udbredelse er også i høj grad forøget ved indførelse af cembalobyggesæt af W.J. Zuckermann og Frank Hubbard i 1960'erne. Byggesættene er i dag af en sådan kvalitet at de kan stå mål med professionelt byggede instrumenter.
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
