Dominikanerordenen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dominikanerordenen er en tiggermunkeorden, som blev stiftet af spanieren Dominicus i 1215. På grund af navnet har man brugt ordene domini canes, Herrens Hunde om dem. Ordenen lægger især vægt på prædiken og sjælesorg samt kætteres omvendelse, hvorfor de også er blevet kaldt prædikebrødre. Dominikanerne spillede en rolle i forbindelse med Inkvisitionen. Ordensdragten er til dels sort, og den har givet dem navnet sortebrødre. De havde indtil reformationen flere klostre i Danmark, bl.a. i Ribe, Roskilde, Viborg og Århus.
Den store filosof Thomas Aquinas var dominikaner. Hans filosofi blev dominerende for resten af middelalderen og har i vore dage fået en renæssance med den såkaldte nythomisme.