Einar Packness
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Einar Packness, undertiden Ejnar Packness, (9. januar 1879 - 6. juni 1952) var en dansk arkitekt.
Packness var født i Næstved og blev udlært som murer i perioden 1895-98. Han fortsatte på Teknisk skole i 1900 og kom på Kunstakademiets arkitektskole og dekorationsskole samme år, hvilket han afsluttede i 1908. Senere blev han medarbejder hos Hack Kampmann og Anton Rosen. Han havde egen tegnestue i Aalborg fra 1910. Han var kongelig bygningsinspektør 1931-1952, og han blev i 1933 tildelt Eckersberg Medaljen.
Ejnar Packness' oplæring som murer, hans tur på valsen og medarbejderskab under Anton Rosen på Landsudstillingen i Århus blev udgangspunkt for hans holdning til sine opgaver, der afspejler selvopfattelsen "Bygmester" snarere end "Akademisk Arkitekt". Hertil kom beundringen for Mudejararkitektur, som han erhvervede under langvarige ophold i Spanien, og som kom til udtryk i den kommunale administrationsbygning og i forsikringsselskabet "Fremtiden". Packness fik sit selvstændige virke i Ålborg efter at have været tilsynsførende for Hother Paludan på amtssygehuset i Ålborg. Ud over at løse store, offentlige opgaver tegnede Packness flere villaer inklusive møbler, som det var skik og brug. Packness forblev i alle sine arbejder tro imod sine oprindelige inspirationskilder, den danske barok; Villa Staun og sagfører Cordes villa på Hasserisvej 132 og 151 er gode eksempler. Hasserisvej 168 er et smukt og velproportioneret Bedre Byggeskik-arbejde. Packness' meget selvstændige anvendelse af sine spanske indtryk ses i Sankt Markus Kirken og i den raffinerede hovedfløj på det fredede Fleskum Herreds Ting- og Arresthus i Ålborg. Packness tegnede flere markante gravsten og restaurerede et stort antal kirker, hvor istandsættelserne var en lempelig reaktion over for forrige århundredes fornyelsesfilosofi.
[redigér] Kilder
- Jacob Blegvad, Weilbachs Kunstleksikon