Israels uafhængighedskrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Israels uafhængighedskrig
De arabiske angreb mod Israel mellem den 15. maj og 10. juni 1948
Dato November 1947–marts 1949 Sted Mellemøsten Resultat Israelsk sejr Casus belli Arabisk benægtelse af eksistensens af staten Israel
Parter
	Ægypten Syrien Transjordan Irak Palæstinensiske iregulære Arabisk befrielseshær
Førere
Yaakov Dori Yigael Yadin	Glubb Pasha Abd al-Qadir al-Husayni† Hasan Salama Fawzi al-Qawuqji
Styrke
29.677 ved udgangspunktet–108.300 i december 1948	Ægypten: 10.000 ved start, stigende til 20.000 Irak: 5.000 ved start stigende til 15–18.000 Syrien: 2.500–5.000 Transjordan: 6.000–12.000 Libanon: 1.000 til start stigende til 2.000 (Pollack, 2004; Sadeh, 1997) Saudi Arabien: 800–1.200 Et ukendt antal yemenitiske trooper Arabisk befrielseshær: 3.500-6.000
Tab
6.373 (4.000 militære og omkring 2.400 civile)	Uvist (mellem 5.000 og 15.000)

Israels uafhængighedskrig (Engelsk: War of Independence, Hebraisk: מלחמת השחרור), også kaldet selvstændighedskrigen eller frihedskrigen, er den israelske betegnelse for den første af en serie væbnede konflikter udkæmpet mellem Israel og dets arabiske naboer. For palæstinenserne blev krigen begyndelsen til en række af begivenheder, som de betegner som katastrofen ("Al Nakba," Arabisk: النكبة).

Efter at de Forenede Nationer foreslog at dele det britiske mandatområde i Palæstina i to områder, henholdsvis jødisk og arabisk, afslog araberne tilbudet og samme dag som at David Ben-Gurion den 14. maj 1948 alligevel erklærede Israel for en jødisk uafhængig og selvstændig stat, hvilket ikke blev anerkendt af nabolandene Syrien, Ægypten, Jordan, Libanon og Irak.

Konflikten startede som et resultat af de etniske konflikter der opstår i forbindelse med en deling af et geografisk territorium. Den afgørende faktor var lokale palæstinenseres angreb på konvojerne imellem den israelske hovedstad Tel Aviv og Jerusalem. Dette førte til manglen på basale fornødenheder i den jødiske halvdel af Jerusalem, hvilket fik Staten Israel til at træffe beslutningen om at gå ind i det palæstinensiske område.

Israel var ikke uforberedt. De forskellige jødiske forsvarsforbund, som nu blev samlet under navnet Israel Defence Forces (IDF), og som blot seks måneder før kun havde haft godt 4.000 mand under våben, var nu vokset i antal til 36.500 - dog meget slet udrustet, den første tid uden tunge våben, uden kampvogne og uden fly.

Briterne åbnede også de jødiske flygtningelejre på Cypern, hvor det jødiske forsvarsforbund, Haganah, op til selvstændigheden havde trænet mange hundrede mænd og kvinder til soldater, og disse blev nu hurtigt overført til slagmarkerne i Israel. Yderligere 5.000 - 6.000 frivillige Machal, fra hele verden meldte sig i disse måneder til soldatertjeneste på israelsk side.

Irakiske tropper krydsede Jordanfloden den 15. maj, og samme dag sørgede israelske minører for, at broerne oppe på den libanesiske grænse blev sprængt, således at libanesiske kampvogne blev forhindret i at rulle ind. Om aftenen rykkede syriske topper ned fra Golan-højderne og, støttet af kampvogne, angreb to jødiske landbrugskollektiver på sletten nedenfor. Forsvarerne holdt dem tilbage i to dage, indtil samtlige 42 indbyggere var blevet dræbt af syrerne. Den senere så legendariske general og forsvarsminister, Moshe Dayan, fik og udførte ordren: "Hold Jordan-Dalen".

Efter fire ugers krig og flere appeller fra de Forenede Nationer blev kamphandlingerne delvis indstillet den 11. juni 1948. Da krigen sluttede i juni 1949 i en endelig våbenhvile, havde Israel indtaget nye områder, mens nabolandet Jordan havde besat Vestbredden og halvdelen af Jerusalem, og Ægypten erobret Gazastriben. En meget stor del af araberne flygtede, fordi den israelske hær jog dem på flugt.

[redigér] Se også

• Suez-krigen
• Seksdageskrigen
• Yom Kippur-krigen

Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.