La Légende des siècles

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

La Légende des siècles er et poetisk værk af Victor Hugo, som blev udgivet første gang i 1859. Hugo udvidede værket indtil 1883, hvor det udkom i en ny version. Værket er et lyrisk epos af mastodontiske dimensioner (700-800 sider skrevet på rimede vers). Hugos ambition bestod i at fortælle hele menneskehedens historie fra tidernes morgen til en nær fremtid. Værket er opbygget af små "legender" (jf. værkets titel), der illustrerer en given periode i menneskehedens historie. Fx finder man legender om middelalderens riddere. Legenderne indeholder både historisk og mytisk stof, således at virkelige personer eksempelvis sættes ind i et mytisk univers (og vice versa). Mange af legenderne indeholder en stærk morale med samfundskritiske undertoner. Hugo skrev La Légende des siècles i eksil. Han turde derfor karakterisere paven som et magtsygt og fordærvet menneske, der ikke er mere ophøjet end andre mennesker. Man kan sige, at Hugos værk på mange måder er at ligne med Baudelaires Les Fleurs du Mal, der er udgivet på omtrent samme tid (1857). Det viser, at de sorte sider af mennesket er fremherskende i verden, der er grundlæggende brutal og voldelig, men at nogle få udvalgte heroer evner at vise den rigtige vej frem. Den store forskel mellem Hugo og Baudelaire ligger i det poetiske sprog og ikke i så høj grad i de moralske aspekter. La Légende des siècles er en fornøjelse at læse, idet man genfinder samme narrative drive som i Hugos romaner, her blot kondenseret i hver enkelt "legende".