Paulus (Bibelen)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Paulus henviser hertil. For artiklen om navnet Paulus, se Paulus (drengenavn)
Paulus (menes død 64 e.Kr) er en væsentlig skikkelse i Det Nye Testamente, hvor han er angivet som forfatter til adskillige breve.
Han var oprindeligt jøde, der arvede romersk borgerret fra sin far. Han blev omvendt til kristendommen og døde sandsynligvis under kejser Neros kristenforfølgelser i 64.
Vi har vores viden om Paulus dels fra hans egne (autentiske) breve i Det Nye Testamente, dels gennem Apostlenes Gerninger. Hertil kommer senere traditioner som ikke direkte støttes af det Nye Testamente.
[redigér] Liv
Paulus var uddannet skriftklog (rabbiner) i Jerusalem og tilsluttede sig farisæerne (som rabbinerelever gjorde). Han var – som en del af det jødiske synedri – med til kristenforfølgelser, men efter en vision, hvor han oplevede den opstandne Jesus kalde ham som apostel og missionær, blev han kristen.
Han blev døbt i Damaskus og indledte en omfattende mission i Grækenland og Lilleasien, som holdt ham beskæftiget resten af livet.
I 55 blev han arresteret af romerne efter uroligheder i Jerusalem, og han blev som fange sendt til Rom. Traditionen vil vide at han her i år 64 blev henrettet under Neros kristenforfølgelser.
[redigér] Lære
Paulus kaldes ofte kirkens første teolog – han gennemtænkte indholdet af den kristne opstandelsestro og Kristi offerdød.
Centralt i Paulus' forkyndelse var, at Jesus var den forjættede Messias, som på på alles vegne havde lidt soningsdøden – mennesker var frikendt for Guds dom pga. af Jesu død på korset.
Det handlede ikke om gerningsretfærdighed som hos jøderne, for der var en ny pagt. De kristne var det sande Israel. Når man var med i den kristne kirke, var man med i et universelt fællesskab, hvor dåben og ikke den jødiske omskæring var tegnet.
Paulus' forkyndelse vakte dog heftig debat i kirken, der i disse tidlige tider var et sammensurium af hedninger og jøder. Skulle man helt bryde med Moseloven, skulle der være forskellige regler for hhv. jødekristne og hedningekristne? Dette spørgsmål blev diskuteret på apostelmødet i Jerusalem og faldt ud til Paulus' synspunkt.
Han var den ledende skikkelse i kirkens 1. århundrede, og det er hans fortjeneste, at kristendommen førtes ind i den hellenistiske bykultur, og dermed lagdes grunden til kristendommens udvikling til verdensreligion.
Gennem hans forkyndelse stod det klart, at kristendommen ikke længere var en jødisk sekt.
