Romerret
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Romerret (lat. ius romanum) er betegnelsen for et af de vigtigste vestlige retssystemer, som udsprang af det romerske rige i Antikken og den tidlige middelalder.
Fra tiden før 400 f.Kr. var den romerske ret en uskreven sædvaneret, men det kan antages, at flere af de senere kodificerede (nedskrevne) retsprincipper har rod i Roms allerældste historie.
Efter romersk overlevering blev de tolv tavlers lov udarbejdet af en kommission i 451 f.Kr., altså i de romerske kongers tid. Der findes i dag ingen overleveret fremstilling af loven, som derfor kun kendes i brudstykker fra senere, primært klassiske, forfattere. Man kan dog sige så meget, at loven indeholdt regler om proces, civilret og strafferet.
I løbet af den republikanske tid udvikledes og kodificeredes romerretten, således at sædvanen efterhånden kom til at spille en mindre rolle i forhold til de egentlige lovtekster. I denne periode fremkommer også de første jurister, faguddannede personer, der beskæftiger sig med fortolkning af retten og fører retssager.
I kejsertiden (31 f.Kr. og frem) udvikledes og forfinedes romerretten yderligere. Der findes fra denne periode en lang række af love, kommentarer med videre. En samlet fremstilling finder romerretten i det østromerske rige omkring 530 e.Kr. i Corpus Iuris Civilis, som udgives under kejser Justinian, bl.a. i et forsøg på at genforene det splittede rige.
Romerretten kom til at danne primær inspirationskilde for kirkeretten. I dag er mange af verdens retssystemer grundlagt på romerrettens principper, hvilket ikke mindst skyldes kirkerettens tendens til at udøve indflydelse på de lokale retssystemer, som den kom i berøring med i middelalderen.
