Thorvald Stauning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Thorvald Stauning

Stauning i 1920'erne

Thorvald August Marinus Stauning (26. oktober 1873 - 3. maj 1942), Søn af Karetmager P.A. Stauning og hustru f. Hansen. Dansk socialdemokratisk politiker. Han blev den første danske, socialdemokratiske statsminister.

Kontrolminister (Minister uden Portefeuille) 1916-1920, Socialminister 1918-1920, statsminister 1924-1926 og 1929-1942 og sad på statsministertaburetten i sammenlagt 15 år og 9 måneder, den længste regeringsperiode i det 20. århundrede.

Thorvald Stauning voksede op i et fattigt arbejderhjem i det indre København og fik kun en almindelig kommuneskoleuddannelse. Fra 10-årsalderen havde han fast arbejde ved siden af skolegangen. Han blev udlært som cigarsorterer i 1892 og deltog i fagforeningsarbejde. Stauning blev hovedkasserer for Socialdemokratisk Forbund i 1898 og dettes forretningsfører i 1910.

I 1906 blev han i Faksekredsen valgt til Folketinget, og fra 1918 blev han valgt i København. Han var også medlem af Borgerrepræsentationen i København og var her formand fra 1919 til 1924. Stauning besad en naturlig myndighed, og i forbindelse med udspringet i arbejderklassen gjorde det ham til den selvfølgelige leder af den socialdemokratiske bevægelse.

Sin første ministerpost havde han fra 1916-20 som socialdemokratisk såkaldt kontrolminister i den radikale Zahle-regering. I 1920 under Påskekrisen lykkedes det Stauning at holde balancen i den højspændte politiske situation, hvor han maksimalt udnyttede truslen om en generalstrejke uden at bryde broerne til modstanderne.

Ved folketingsvalget i 1924 gik Socialdemokratiet syv mandater frem, hvormed Socialdemokratiet blev Folketingets største parti. Socialdemokratiet dannede efterfølgende regering under under Stauning, som ikke havde problemer med at blive accepteret som regeringsleder af kongen, da han modsat J.C. Christensen i 1901 allerede havde fungeret som minister samt under påskekrisen havde udvist tålmodighed og taktisk overblik. Et stort reformprogram blev vanskeliggjort af de parlamentariske forhold, hvorfor regeringen efter et folketingsvalg måtte gå i 1926 og blev afløst af Venstre under Thomas Madsen-Mygdal.

I 1929 opnåede Socialdemokratiet sammen med Det Radikale Venstre flertal i Folketinget, og hermed indledtes den lange og legendariske Stauning-Munch æra i dansk politik med Stauning som statsminister og den radikale P. Munch som udenrigsminister. Trediverne var kriseår med enorme arbejdsløshedstal og store vanskeligheder for landbruget, men alligevel lykkedes det i modsætning til mange andre lande at sikre stabilitet i det danske samfund. I 1933 indgik regeringen med Venstre Kanslergadeforliget, der sikrede en vidtgående socialreform, og da man gik til valg i 1935, opnåede Socialdemokratiet under det berømte slogan Stauning eller Kaos at få mere end 46% af stemmerne, et resultat, partiet hverken før eller siden har opnået. Det var lykkedes Stauning at opnå status som ”landsfader”, og Socialdemokratiet fik stemmer fra store befolkningsgrupper uden for arbejderklassen.

Det betyder dog ikke, at Stauning var fri for nederlag. I 1939 var det for Stauning en stor skuffelse, at forslaget om en grundlovsrevision blev forkastet. Besættelsen den 9. april 1940 var dog et endnu hårdere slag for den aldrende statsminister.

Erfaringerne fra Første Verdenskrig medførte reformer af forsvaret i 1932 og i 1937. I 1932 blev hæren forbedret teknisk og organisatorisk, men den blev samtidig reduceret og blev dermed for lille til at løse egentlige forsvarsmæssige opgaver. Det skete ikke uden protest fra oppositionen. Tidl. udenrigsminister Moltesen nedlagde endog sit mandat i Folketinget for at vise sin modstand, men Stauning og hans ministre holdt fast i forsvarsreformen. I 1937 reformerede man igen forsvarsordningen. Der blev ved denne ordning bevilget penge til en del nyt materiel, og der blev også ansat forholdsvis flere befalingsmænd, men trods den alvorlige internationale situation, blev der ikke tale om en styrkelse af forsvaret. Bl. a. nedsattes antallet af årligt indkaldte rekrutter fra ca. 8.900 til ca. 7.800 mand. Da Danmark tre år efter stod forsvarsløs overfor den tyske invasion var der ikke tvivl om, hvor ansvaret lå, og både udenrigsminister P. Munch og forsvarsminister Alsing Andersen måtte tage deres afsked i juli 1940.

Stauning udtrykte ved flere lejligheder sympati for den nationalsocialistiske nyordning i Hitler's Tyskland, som et opgør med liberalismen og den fri markedsøkonomi. Denne holdning kom især til udtryk i den berømte tale i Studenterforeningen i København i marts 1941. Han gik også helhjertet ind for samarbejdspolitikken og stod i spidsen for samlingsregeringen, der blev dannet efter Besættelsen, frem til sin død i 1942.

Stauning var en farverig skikkelse, der satte pris på livets goder, og det indbragte ham også kritik, men kritikken prellede stort set af. Han var heller ikke nogen elegant eller vittig taler, men han var tillidvækkende, fordi han virkede ægte.