Betastråling
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Betastråling er en radioaktiv stråling, der fremkommer ved betahenfald af atomkerner.
Betastrålingen er i realiteten elektroner (β-) eller positroner (β+), der udsendes med høj energi fra atomkernen, hvorved den omdannes til et andet grundstof.
Betastråling har i almindelighed en rækkevidde, der er omkring ti gange større end alfastråling, mens dens ionisering er omkring en tiendedel. De nedbremses helt af nogle få millimeter aluminium.
Elektronkanonen i et fjernsyn kan betegnes som en kilde til betastråling, strålingen absorberes dog af fosforlaget på indersiden af billedrøret, hvorved der dannes lys. Cæsium-137 er et eksempel på et stof som udsender beta-partikler.
Betastråler bevæger sig ved lysets hastighed, som er 300.000 Km/sek. Pga. hastigheden kan den bevæge sig ca. 8 cm i atmosfærisk luft.
