Carl Frederik Stanley

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Stanley, Carl Frederik, 1738-1813, Billedhugger, var Søn af den nedennævnte Billedhugger Simon Carl S. og fødtes i Westminster i England, hvor hans Fader den Gang opholdt sig. Da Simon S. i 1746 kaldtes til Danmark, kom Sønnen med sine Forældre til Kjøbenhavn. Han blev snart bestemt til, ligesom Faderen, at blive Billedhugger og optoges siden hen blandt de første Elever af det i 1754 reorganiserede «kongl. danske Skildrer; Billedhugger- og Bygningsakademi». Allerede 1755 vandt han en af Akademiets mindre Præmier og i 1758, for Opgaven «Noahs Ofring», Akademiets store Guldmedaille, der ledsagedes af det store 6aarige Rejsestipendium. Aaret efter rejste han udenlands. Han drog først til Paris, hvor han forblev et Par Aar og færdedes sammen med andre af Akademiets Stipendiater, Malerne Peder Als og J. P. Lund og Arkitekten Harsdorff. I 1762 forlod han Paris, naaede efter en stormfuld Overfart fra Marseille til Livorno Rom og traf atter her sammen med de 2 sidstnævnte Kunstnere. Efter et Par Aars Ophold i Italien vendte han i 1766 tilbage til Kjøbenhavn og blev strax agreeret ved Akademiet paa en Kopi af «Den antike Gladiator» (den borghesiske Fægter), som han udstillede paa Akademiets første «Salon» i 1769. Ved denne Lejlighed viste han ligeledes et Udkast til Dronning Louises Sarkofag, bestemt for det af Harsdorff byggede, endnu ikke paabegyndte Frederik V's Kapel i Roskilde Domkirke. Da Akademiet næste Gang, i 1778, afholdt en Udstilling, var dette Monument færdigt (men langtfra endnu opstillet), saaledes at han kunde udstille en Tegning deraf. Det var gjennem Jardin, at S. havde faaet denne store Bestilling, der beløb sig til 6000 Rdl. K. Jardin overdrog ham samtidig Udførelsen af de store korinthiske Kapitæler, der skulde smykke Frederikskirkens Portalsøjler. S. ernærede sig vel nærmest i disse Aar som Dekorationsbilledhugger, bl. a. ved en Leverance til Hoftheatret af 22 joniske Kapitæler, Konsoller med Elefanthoveder, Palmegrene, Løvehoveder o. l. Til Riddersalen paa Christiansborg Slot udførte han de 2 store halvrunde Broncerelieffer over Dørene. I 1777 lod S. sig naturalisere og optoges s. A. enstemmig som Medlem af Akademiet paa en Figur i Gibs: «Kjærlighed til Fædrelandet, forestillet som en ung Helt». Det følgende Aar valgtes han samtidig med Abildgaard til Professor ved Akademiet. At Opførelsen af Marmorkirken i 1770 standsedes, havde været et haardt Slag for S., der her havde haabet at finde rigelig Beskæftigelse. Saa vidt man kan slutte, synes han da heller ikke at være bleven meget benyttet. Han udførte nogle Gravmæler, bl. a. over Grev Thott i Sorø (1789), ledede Gjenopførelsen af det ved Branden 1728 ødelagte Gyldenløveske Monument i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn samt gjorde nogle Buster og Figurer, bl. a. til Brug for den kongl. Porcellænsfabrik; men nogen stor Produktion har det ikke været, hvad der ogsaa bekræftes af den Omstændighed, at han paa Akademiets tredje Salon i 1794 ikkun deltog med 2 Ting: en Tegning af det Thottske Gravmæle og en allegorisk Gruppe, forestillende «den holstenske Kanal».

I 1769 havde S. ægtet en Enke, Marie Adrienne Courtonne (f. 1736 d. 1825), der tilhørte en fransk-reformert Slægt; men dette Ægteskab blev lidet lykkeligt, og i 1794 skiltes Ægtefællerne ad. Paa hans gamle Dage gik det ganske til agters med ham. Uagtet han fra 1802 fik Fribolig paa Charlottenborg og Pension, bleve hans økonomiske Forhold værre end nogen Sinde. I Steden for den smukke Mand med den velplejede Paryk, det sirlige Kalvekrøs og den straalende røde Frakke, saaledes som Erik Pauelsen har vist os S. i Akademiets Billede fra 1785, se vi ham nu, saaledes som Werlauff har skildret ham i sine Erindringer: den stakkels gamle, forsumpede Kunstner, der «i en højst ussel og lurvet Dragt og altid med en Skjødehund under Armen» gaar rundt og tigger sine Bekjendte om en Mark. Han skulde dog naa en Alder af 75 Aar, før Døden 9. Marts 1813 gjorde Ende paa hans Fornedrelse.

Som Kunstner har S., ligesom hans mere berømte samtidige Wiedewelt, fornemmelig sin Betydning som Udøver af den Klassicisme, der her hjemme danner Overgangen fra Rokokoen til Thorvaldsen. Skjønt han vel i Almindelighed, lige saa lidt som Wiedewelt, formaaede at frigjøre sig fra den forudgaaende Tids Stil og Manér, vidner dog hans Hovedværk, Dronning Louises Sarkofag i Roskilde Domkirke, om, at han fattede den antike Kunst med en sikker Intelligens, der snarere er over end under Wiedewelts. Han savner vel dennes mere elegante Teknik; til Gjengjæld er en Figur som «Religionen», der flankerer Sarkofagens ene Endestykke, med sin af antike Kejserindestatuer paavirkede Holdning langt smukkere og i en mere ædel Stil end de allegoriske Kvindefigurer, der smykke Wiedewelts Monumenter over Kongerne Christian VI og Frederik V sammesteds. Der kan dog, at dømme efter det lidet, der er bevaret, næppe være Tvivl om, at S. var bedst, naar han, forglemmende sine klassiske Aspirationer, portræterede sine samtidige. Busten af Dronning Juliane Marie (tilhørende den kongl. Porcellænsfabrik) og den af Luplau i Biskuit gjengivne Statuette af Arveprins Frederik ved det oldenborgske Stamtræ vise begge en udmærket Evne til at forene en fornem Stil med en livlig Opfattelse af Menneskene, en Evne, der ogsaa aabenbares i den posthume Buste af Johannes Ewald (signeret 1784, lavet o. 1780, tilhørende Valkendorfs Kollegium) og den S. tilskrevne, ligeledes posthume Buste af Ludvig Holberg (tilhørende det kongl. Theater).

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.