Carl Wilhelm Jessen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Carl Wilhelm Jessen, 1764-1823, Søofficer, Søn af nedennævnte Etatsraad Nic. Jac. J. (d. 1800), er født 10. Juli 1764, blev Sekondlieutenant i Marinen 1782, Premierlieutenant 1789, Kapitajnlieutenant 1796, Kapitajn 1803, Kommandørkapitajn 1810, Kommandør 1815 og afgik fra Marinen som Kontreadmiral 1822. -- Strax efter sin Officersexamen gjorde J. et Togt med Snaven «Lærken» til Vestindien, hvor han deltog i en heldig Kamp mod 2 engelske Kapere. Hjemkommen her fra f6r han en Tid lang til Koffardis paa Vestindien og Frankrig som Overstyrmand og vendte tilbage 1789. S. A. var han som Chef for en Kanonbaad i Admiral C. v. Schindels Eskadre i Østersøen og var det paafølgende Aar som Chef for Kongebaaden «Makrelen» rekognoscerende for den udsendte Eskadre. 1793 gik han som næstkommanderende paa Briggen «Lovgen» atter til Vestindien (Kapitajn H. Kaas), hvor han paa ny deltog i Kampe mod Kapere. Nogen Tid efter Hjemkomsten fra dette Togt var J. 1797-99 næstkommanderende paa Søkadetakademiet, derefter Chef for en Kutter paa Togt under Norge for at beskytte Nevtraliteten og udgik 1800 som Chef for Briggen «Lovgen» paa ny til Vestindien, hvor han desuden havde 2 Skonnerter, «Iresine» og «den aarvaagne», under sig. Han bemægtigede sig her 1. Sept. den engelske Kaper «Eagle», som i lang Tid havde forulempet de danske Handelsskibe, og bestod 3. Marts det paafølgende Aar paa heldig Maade en Kamp mod 2 engelske Orlogsfregatter, der, uden at J. anede Krigens Udbrud, overfaldt ham ved Øen St. Thomas. Da Øernes Overgivelse senere paafulgte, maatte han imidlertid udlevere alle 3 ham underlagte Skibe til dem og rejste derefter med Besætningerne som Passager hjem, hvor Kongen hædrede ham med en Guldæressabel. 1803-4 var han atter paa Station i Vestindien som Chef for Fregatten «Frederikssten». Efter nogle Togter 1805-6 ansattes han 1807 som Chef for Linjeskibet «Prins Christian Frederik», der tillige med Linjeskibet «Louise Augusta» og Briggen «Lovgen» dette Aar opholdt sig i de norske Farvande og derved undgik at blive udleveret til Englænderne, da disse toge hele vor øvrige Flaade. I Dec. kom han tilbage i Sundet med 200 Mand af Besætningen paa Sygelisten og med et Skib, der trængte stærkt til Eftersyn, da det længe havde været i Søen, men fik i Marts 1808 Ordre at gaa over i Store Bælt for at forjage en derværende engelsk Fregat, som J. formodede, navnlig fordi man ønskede uhindret at kunne overføre de franske (spanske) Tropper fra Fyn til Sjælland. I Kjøbenhavn erfarede man imidlertid, at en overlegen engelsk Styrke var ankommen ud for Hornbæk, og Admiral Bille sendte derfor en Skrivelse til ham om at søge tilbage til Sundet sønden om Sjælland. J. fik dog ikke dette Bud i Hænde, førend det var for silde. 22. Marts mødte han med sit Skib 2 fjendtlige Fregatter norden for Sjælland; for at forhindre disse fra at komme ind i Bæltet holdt han nord paa; de engelske Linjeskibe ved Hornbæk havde imidlertid erfaret hans Afgang og begave sig samme Morgen paa Jagt efter ham. Kl. 2 opdagedes fra «Prins Christian Frederik» 2 engelske Linjeskibe kommende Øster fra, og J. indsaa nu, at en afgjørende Kamp maatte paafølge. Flygte for Fjenden gjennem Bæltet vilde han ikke for ikke at drage den fjendtlige Styrke her ned, han holdt derfor norden og østen om Sjællands Rev og haabede nu paa at kunne undløbe til Sundet. Da Vinden imidlertid skrallede mere og mere, lykkedes ej heller dette. Kl. 7 1/2 om Aftenen paa Østsiden af Sjællands Odde begyndte Kampen, der førtes mod de engelske Linjeskibe «Nassau» og «Stately» samt i Fregat og 2 Korvetter. Efter næsten 3 Timers Kamp maatte J. stryge Flaget, men var da kommen Landet saa nær, at han strax efter stødte paa Grunden. Kun med Nød og næppe undgik de fjendtlige Skibe at dele Skæbne med ham. Ved denne Lejlighed faldt den bekjendte Lieutenant Willemoes og 2 andre Officerer samt 61 Mand, desuden vare 129 Mand Saarede. Da Skibet ikke kunde tages af Grunden igjen, maatte Englænderne den næste Dag brænde det. De faldne begravedes paa Oddens Kirkegaard, hvor deres Grav med et passende Monument endnu fredes. J., der i Slaget selv var bleven, saaret, udvexledes snart efter i Gøteborg, hvorhen de engelske Skibe tyede for at reparere. I Resten af Krigen havde han Kommandoen over Batteriet Trekroner tillige med en Afdeling Kanonbaade. 1815 førte J. et privat Skib til Vestindien. 1822 ansattes han efter sin Afsked af Søetaten som Gouvernør over St. Thomas paa de vestindiske Øer, og i denne Stilling forblev han til sin Død, 30. Marts 1823.

J. blev gift 27. Avg. 1794 med Anna Margrethe Erichsen (f. 8. Dec. 1764 d. 27. Dec. 1845), Datter af Konferensraad Jon E. (IV, 535). Han var en kjæk og ædel Personlighed, der saa vel i Kampene ude i de vestindiske Farvande som ogsaa -- og navnlig -- i det ovennævnte Slag ved Sjællands Odde paa en værdig Maade hævdede den danske Søkrigerstands Ære. En Søn af ham var nedennævnte Oberst Tycho J.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.