Chicxulub-krateret
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Chicxulub-krateret er et gammelt nedslagskrater, hvor halvdelen ligger under jorden inde på Yucatán-halvøen i Mexico og den anden halvdel ligger under havbunden ud for halvøen. Centrum findes omtrent dér, hvor byen Chicxulub ligger. Undersøgelser har vist, at begivenheden fandt sted i den sidste del af kridttiden for ca. 65 millioner år siden.
[redigér] Nedslaget og dets følger
Meteoritten anslås til at have været omtrent 10 km i diameter, og nedslaget fremkaldte kæmpestore tsunamier, som bevægede sig i alle retninger. Støv og andre partikler nåede højt op i atmosfæren, hvor de lukkede af for sollyset. De efterfølgende, bratte fald i temperaturen overalt på Jorden svarer til den atomvinter, der vil blive følgen af en atomkrig.
[redigér] Udslettelse af dinosaurerne
Tidspunktet er i god overensstemmelse med den teori, der er blevet fremsat af fysikeren Luis Alvarez, og hans søn, geologen Walter Alvarez, som kan forklare udslettelsen af dinosaurerne. De påstår, at det voldsomme fald i antallet af arter (det gælder også for andre end dinosaurerne) kan være forårsaget af netop sådan en stor meteorit.
Hovedbeviset ligger i et tyndt, iridiumholdigt lag, som adskiller kridttidens lag fra Palæogen overalt på jorden (K/Pg-grænsen). Iridium er et sjældent metal på Jorden, men almindeligt i meteoritter. Man forestiller sig, at begivenhedsforløbet i forbindelse med nedslaget er helt eller delvist skyld i det voldsomme tab af arter netop ved overgangen mellem kridttiden og tertiærtiden. Teorien er i dag accepteret af stort set alle forskere.