Chr. J. Thomsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Christian Jürgensen Thomsen, 1788-1865, Musæumsmand og Arkæolog, fødtes 29. Dec. 1788 i Kjøbenhavn. Faderen var Justitsraad Christian T., en anset og velstaaende Grosserer og Skibsreder, der tillige bl. a. var Direktør ved Nationalbanken. Ogsaa Moderen, den kloge og fromme Hedevig Margretha f. Jürgensen, var af Handelsslægt. Hjemmet har efter alle Vidnesbyrd været fortræffeligt; Børnenes Opdragelse -- der var foruden Chr. J. T. endnu 5 yngre Sønner -- blev ledet forstandig og mildt. Den ældste Søn fik privat Undervisning hos den senere Professor Chr. Brorson; der lagdes Vægt paa moderne Sprog, men ikke paa «Lærdom». Som ældste Søn valgte C. J. T. efter sin Faders Ønske at gaa Handelsvejen og begyndte ganske ung at deltage i Arbejdet paa hans Kontor. Imidlertid havde han tidlig mange Interesser, og allerede som Dreng havde han begyndt at samle paa Mønter, hvilket bl. a. førte til, at han i 1807 kom i Berøring med daværende Kunstkammerforvalter Spengler. Hans Interesser for Kunst kom herved og ved Berøringer med andre fremragende Mænd af samme Kreds i stærkere Bevægelse, og i de følgende Aar blev han en flittig Besøger, ogsaa af Maleri- og Kobberstiksamlingerne, ligesom han selv begyndte at samle paa Kobberstik. Foreløbig var det dog alene Sideinteresser, der dyrkedes i den Fritid, som hans Handelsvirksomhed levnede.

I 1807 var oprettet Kommissionen for Oldsagers Opbevaring med Overkammerherre A. W. Hauch som Formand og Universitetsbibliothekar Rasmus Nyerup som Sekretær. Med sidstnævnte var T. gjentagne Gange kommen i Berøring og ligeledes med Fr. Münter, den senere Biskop, der ogsaa var Medlem af Kommissionen. I 1816 ønskede Nyerup, der følte sig gammel og svag, at fratræde, og til sin Efterfølger anbefalede han nu sammen med Münter i de varmeste Ord T., om hvem han senere i sin Levnedsbeskrivelse udtalte, at «Mage til ham til saadan en Post findes ikke i 7 Kongeriger». I Sept. s. A. paafulgte da ogsaa T.s Udnævnelse til Kommissionens Sekretær; i selve Kommissionen indrømmedes ham først Sæde ii Aar senere. Med Sekretærposten fulgte tillige Bestyrelsen af det oldnordiske Musæum, Dette var kort før Kommissionens Oprettelse stiftet af Nyerup og havde faaet anvist en beskeden Plads i et afsidesliggende Værelse i Universitetsbibliothekets Lokale paa Trinitatis Kirkeloft. I Aarene nærmest efter 1807 blev Musæet vel noget forøget, men var ret uordnet og ikke tilgængeligt for Offentligheden. Men fra 1816 forandredes Forholdene, og fra den Tid af er saa vel det oldnordiske Musæums Historie som de efterhaanden tilkommende Søstersamlingers paa det nøjeste knyttet sammen med T.s. Hans Hovedvirksomhed blev fra nu af stedse mere ved Musæerne, om han end, saa længe Faderen levede, i ikke helt ringe Omfang arbejdede i hans Forretning. Efter hans Død, 1833, styrede han den endog alene til Aaret efter Moderens Død, 1840. Dog synes han aldrig at have følt nogen egentlig Glæde ved Handelslivet, og det var ham en Lettelse, da han paa en tilfredsstillende Maade kunde afslutte Husets Sager.

Ved T.s Tiltrædelse fik Oldsagsamlingen Liv og Væxt. Hvad der var indsamlet, blev nu ordentlig opstillet, og allerede 1819 blev Musæet tilgængeligt for Publikum. Fra samme Tid begynder ogsaa T.s nære Forhold til de besøgende, i det han næsten altid selv var tilstede, foreviste og forklarede Gjenstandene og derved skabte Interesse og god Vilje over for Samlingen. I 1832 fik den bedre og lettere tilgængelige Lokaler paa Christiansborg Slot, hvor den navnlig efter en større Udvidelse 1838 havde en ret god Plads, indtil det 1853 lykkedes T. at skaffe den gunstigere Vilkaar paa Prinsens Palais. I 1816 var Antallet af Musæumsnumre kun o. 1000. I 1844 tilkom der ved Opløsningen af det Kunstmusæum, hvori en Del af det gamle Kunstkammers Sager vare optagne, en ikke ringe Forøgelse, navnlig af kostbarere Sager (Danefæ), og ved T.s Død talte Musæet i det hele o. 24000 Nr., svarende til et noget større Antal enkelte Gjenstande.

Da Oldsagkommissionen opløstes 1849, fik T. alene som Direktør Ledelsen af Musæet (i 1838 havde han faaet Titel af Inspektør), medens Ledelsen af Omsorgen for Mindesmærkernes Bevaring overtoges af Worsaae, dog saaledes, at de i Forening havde det samlede Tilsyn med samtlige Fortidsminder.

Under ofte vanskelige Forhold, ogsaa økonomisk, var der god Brug for T.s praktiske Sans, hans Maadehold og Evne til at lempe sig og bie til gunstig Tid. Udviklingen af det oldnordiske Musæum var hans kjæreste Virksomhed -- den vil til alle Tider staa som hans Hovedværk --, men det var ingenlunde den eneste. Efter Ramus' Død 1832 blev han sammen med Devegge Inspektør ved Møntsamlingen, medens P. O. Brøndsted blev Direktør. Ogsaa her var T. Sjælen i Styrelsen. Møntsamlingen (paa Rosenborg) havde indtil da været næsten ganske utilgængelig, selv for studerende; nu blev den aabnet for Publikum, uden Betaling; Kataloger udarbejdedes, og Samlingen forøgedes stærkt, navnlig ved Dannelsen af en planmæssig ordnet Samling af middelalderlige Mønter. Fra Brøndsteds Død 1842 var T. dens Direktør.

For Kunstmusæet og Malerisamlingen var Spengler Direktør til sin Død 1839. I hans sidste Aar havde T. været «adjungeret» ham og blev nu udnævnt til Inspektør ved begge Samlinger, for Maleriernes Vedkommende i Forening med Høyen. Saaledes ledede han Kunstmusæets Opløsning faa Aar efter. Ogsaa i Malerisamlingen lode hans udmærkede Kjenderegenskaber og gode Smag ham gjøre Fyldest, selv over for en paa sit Omraade saa kyndig Mand som Høyen. I Forening arbejdede de paa Indførelsen af renere Principper i Samlingen, og ligeledes opnaaede de strax efter Tiltrædelsen, at den blev tilgængelig for Publikum, dog kun ved personlige Pengeofre. Overhovedet var T. i disse Aar, da de nationale Samlinger skabtes og omformedes, virksom paa mange Hold. Saaledes deltog han i den Ordning, som af det kongl. partikulære Rustkammer dannede den historiske Vaabensamling paa Tøjhuset (1838), i Ordningen af Portrætsamlingerne efter PYederiksborg Slots Brand og i Organisationen af Samlingen paa Rosenborg.

Af større Betydning var dog hans Virksomhed for de mere arkæologiske Musæer. Efter at han paa en Rejse til Wien havde set en betydelig Samling af grønlandske Sager, forestillede han saa indtrængende Kongen (Frederik VI) det upassende i, at Landet ikke selv ejede en grønlandsk Samling, at det lykkedes ham at virkeliggjøre ældre Tanker om et ethnografisk Musæum, der saa 1849 som det første i Evropa aabnedes paa Prinsens Palais og hurtig tog Væxt. Han blev fremdeles Medlem af den Kommission, der skulde modtage Christian VIII's til Staten overdragne Samlinger. Af Kongens antike Oldsager og en Del Gjenstande fra Kunstmusæet oprettedes nu 1851 et Antikkabinet. I alle de hidtil nævnte Samlinger arbejdes der i Virkeligheden endnu i det væsentlige inden for de af T. angivne Rammer. Til hans sidste Aar hører ogsaa Oprettelsen af et Musæum for Skulptur og Kunstflid, ligeledes paa Prinsens Palais. For dette Musæum, der skulde synes at bygge paa tiltalende Ideer, lykkedes det ham imidlertid ikke at oparbejde tilstrækkelig Interesse, saaledes at det efter hans Død er blevet opløst.

T. var saaledes først og fremmest Musæumsmanden. Men ud fra de samme Grundegenskaber hos ham, den udmærkede Evne til at samle og organisere og det heldige Greb paa at skabe Klarhed af Kaos og Uorden, opstod ogsaa hans store videnskabelige Bedrift, Opstillingen af Tredelingssystemet.

Opfattelsen af Oldsagerne havde indtil Begyndelsen af det 19. Aarhundrede været meget løs og uforstaaende. Ved Studiet af Fortidslevningerne havde man i rigeligt Maal taget Fantasien til Hjælp, navnlig naar det gjaldt om at tilpasse Oplysninger fra Oldtidsskrifterne paa Oldsagerne. Med T. begynder Betragtningen af Oldsagerne selv. Først tøvende og usikkert, snart klart og bestemt sondrede han det ligeartede fra det forskjellige, erkjendte, hvad der hørte sammen i Tid, og hvor der var kronologisk Forskjel. I Fortegnelsen over Musæets Tilvæxt 1816-20 («Antikv. Annaler» III), hvori T. i det mindste havde Del, mærkes Systemet endnu ikke. Først i «Ledetraad til nordisk Oldkyndighed» (1837) fremsatte han i Skrift sin Opfattelse: at der i Oldtiden maa sondres mellem en Sten-, Bronce- og Jærnalder, hvori efter hinanden Sten, Bronce og Jærn have været Hovedæmnerne for Vaaben og skærende Redskaber. Imidlertid havde da allerede i flere Aar Musæet været opstillet efter Systemet. For 1830 haves Vidnesbyrd herom gjennem Optegnelser af den senere bekjendte svenske Rigsantikvar B. E. Hildebrand, og naar Geijer i 1832 nævner Tredelingen, byggede han utvivlsomt paa, hvad han havde hørt og set under sit Ophold i Kjøbenhavn 1825. Fra samme Aar stammer F. H. Jahns «Nor-dens, især Danmarks, Krigsvæsen i Middelalderen». Heri meddeles paa forskjellige andre Punkter «Oldgranskernes Tvivl», medens Rækkefølgen Sten-, Kobber-, Jærnvaabenold meddeles som noget almindelig kendt. Et og andet kunde tyde paa, at T. allerede et Par Aar tidligere har været klar over Forholdet. Dette er af en ikke ringe Betydning, i det der i Tyskland, hvor man en Tid lang paa det heftigste bekæmpede Systemet, senere var Tilbøjelighed til at anse den i andre Henseender saa højt fortjente G. F. Lisch for Tredelingens Ophav. Efter at de her kortelig antydede Oplysninger ere blevne fremdragne, synes man nu ogsaa i Tyskland stedse mere at anerkjende T.s Fortjenester. Selv gjorde han ikke direkte Propaganda for Systemet. Han var saare forsigtig med at opstille Theorier og endnu mere med at lade dem komme frem. Saa vel hans Naturel som det, at han var Avtodidakt, bevirkede, at han ikke meget gav sig af med Skribentvirksomhed. Der foreligger fra hans Haand, foruden «Ledetraaden», kun nogle, til Dels ligesom denne halv anonyme, Musæumsarbejder (bl. a. «Om Guldbrakteaterne og Brakteaternes tidligste Brug som Mønt», Text til Dele af Tavleværket «Atlas for nordisk Oldkyndighed», skreven efter Opfordring af Rafn, i «Annaler f. nord. Oldkynd.» 1855 og «Fund ved Vaalse paa Falster, de occidentalske Mønter» i «Annaler» 1842-43), men «Ledetraaden» vil til Gjengjæld alle Dage indtage en Hædersplads i dansk arkæologisk Litteratur.

Offentligheden kjendte mest T. som Musæumsmanden med det aldrig trættede Samlertalent og specielt det oldnordiske Musæums Leder. Ved ham gik Betydningen af de nationale Samlinger ind i den almindelige Bevidsthed. I sine senere Aar havde han under sig Oldnordisk Musæum, Ethnografisk Musæum, Møntsamlingen, Antiksamlingen, Malerisamlingen og Musæet for Skulptur og Kunstflid, og dem alle omfattede han med Varme og Interesse. Oldnordisk Musæum stod vel nok hans Hjærte nærmest. Her færdedes han tidlig og silde, foreviste Oldsagerne, forklarede dem og vandt ved sit ejendommelige, varme og hjærtefulde, livlige Væsen alle, med hvem han kom i Berøring. Dette vidner Samtiden enstemmig, og ikke mindst herved var det, at han i sin Levetid skaffede Musæet en Tilgang som intet andet Lands. Hans Popularitet har levet længe efter, at han selv var gaaet bort. For sine underordnede var han en faderlig Ven, for de unge studerende den altid hjælpsomme Vejleder. Meget tiltalende var saaledes -- det være nævnt exempelvis -- hans Forhold til den noget yngre B. E. Hildebrand, kjendt fra en delvis offentliggjort Brevvexling. Han havde stor Evne til at forhandle, ogsaa med Rigsdagen, stundum maaske, efter de yngres Mening, i sine sidste Aar med lidt for megen Sky for Konflikter. Personlig var han beskeden og tarvelig. Hans Lønning var stedse ringe, og til 1832 oppebar han slet ingen Gage. For egen Regning foretog han en Del Rejser, til Sverige, Wien, Paris, London. Kun da han 1861 fra Kong Frederik VII overbragte Kejser Napoleon III en Gave af Oldsager, rejste han paa offentlig Bekostning.

En saa fremskudt Virksomhed kunde ikke blive uden ydre Anerkjendelse. Allerede 1821 udnævntes T. til Kancelliraad, 1845 fik han Etatsraadstitelen, og 1854 blev han Konferensraad. Kommandørkorset af Danebrog gaves ham 1851, og 1858 modtog han ved en kongl. Haandskrivelse Storkorset. Til det Vaabenskjold, der, om ikke Frederiksborg Slots Brand var kommen imellem, skulde have været udført for ham, havde han valgt Devisen: «Først Sagerne, saa Skrifterne», og et Vaaben, der hentydede til Tredelingstanken. End videre bar han forskjellige udenlandske Ordener, ligesom et stort Antal lærde udenlandske Selskaber havde valgt ham til korresponderende Medlem eller Æresmedlem. Af det kongl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog blev han Medlem 1816; af Oldskriftselskabet var han Medlem fra dets Stiftelse i 1825, en kort Tid før sin Død dets Vicepræsident (efter Wegener). Det smukkeste Udtryk for den almindelige Højagtelse for ham var vel nok dette, at Medlemmer af Rigsdagen i 1860, efter Opfordring bl. a. af H. N. Clausen, H. Hage og Lehmann, lode udføre hans Buste (af Bissen) i Marmor til Opstilling i Musæet. Selv bad T. om, at man vilde lade Eftertiden afgjøre, «hvorvidt jeg fortjener den Hæder, som min velvillige og mildtdømmende Samtid har tiltænkt mig». Busten blev da efter hans Død opstillet i Musæets Forhal. Ogsaa ved hans Død, der indtraf 21. Maj 1865 efter nogen Tids Sygelighed, fremkom talrige Vidnesbyrd om den almindelige Sympathi, der næredes for hans Personlighed.

T. var ugift. Hans egen Møntsamling overgik 1868 til Staten. Ved sit Testamente oprettede han dels et Familielegat, dels et Legat, der skulde «virke for Restavrering af Oldtidsminder, til at fremme Kunst og til at fremme det udmærkede Haandværksarbejde» («T.s Legat», Kapitalformue oprindelig o. 40000 Kr., nu noget mere).

S. Müller, Vor Oldtid S. 199. J. Steenstrup, Historieskrivningen i Danm. i d. 19. Aarh. S. 234. Illustr. Tid. VI. Aarbøger f. nord. Oldkynd. 1866. Erslew, Forf. Lex. Steenstrup, Dansk Maanedsskrift 1859.

Hans Kjær.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.