Claus Møller Jakobsen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Claus Møller Jakobsen (født 24. september 1976) er en dansk håndboldspiller, der til dagligt spiller i spanske Ademar Léon.
Claus Møller Jakobsen er født i Ringkøbing, og hans gennembrud som håndboldspiller kom i Skjern Håndbold. Siden har han i flere år spillet i spanske storklubber, hvor han har succes som playmaker.
Jakobsen har også spillet på det danske landshold, først med adskillige ungdomslandskampe, og i 1998 kom debuten på A-landsholdet, hvor han har spillet over 120 landskampe. På trods af dette har han kun sjældent fået samme succes som på sine klubhold, selv om han har deltaget i adskillige slutrunder om EM og VM. Et eksempel er VM i 2007 i Tyskland, hvor Danmark vandt bronzemedaljer. Her blev Jakobsen indkaldt, da holdet nåede mellemrunden, men Jakobsen fik kun begrænset spilletid og sad over i flere kampe, herunder de sidste og afgørende.