Det Nationale Kompromis
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Det Nationale Kompromis 27. oktober 1992 blev indgået for at bringe dansk Europapolitik ud af det dødvande, der var blevet skabt i kølvandet på den danske vælgerbefolknings snævre afvisning af Maastricht-traktaten ved folkeafstemningen den 2. juni 1992.
Aftalen om det Nationale Kompromis blev indgået imellem følgende partier på Christiansborg:
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
De 4 forbehold var følgende:
- Retlige og Indre anliggender (Retsforbehold)
- Forsvarsforbeholdet
- Unionsstatsborgerskabet
- Fælles mønt
Aftalen fik egentlig retlig effekt, da den blev tiltrådt som en protokol af stats- og regeringslederne på Det Europæiske Råd i Edinburgh i december samme år. Aftalen muliggjorde en ny folkeafstemning i Danmark den 18. maj 1993. Denne gang var resultatet et klart ja-flertal for danske tiltræden til den Europæiske Union.
Det Nationale Kompromis var også indenrigspolitisk signifikant i flere henseender. For det første indvarsledes det tætte samarbejde mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre, der kort efter skulle udmønte sig i næsten ni års regeringssamarbejde under Poul Nyrup Rasmussens ledelse. For det andet var der for Socialistisk Folkeparti tale om et brud med mange års direkte EU/EF-modstand.
 |
Denne samfundsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
Nationale kompromis 27. oktober 1992 (folketingets EU oplysning)
