Deutsche Nachschule Tingleff
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Deutsche Nachschule Tingleff, DNT eller på dansk Den Tyske Efterskole i Tinglev er en tysksproget efterskole i stationsbyen Tinglev i Sønderjylland.
[redigér] Historie
Skolen kan føre sine rødder tilbage til 1905, hvor folkehøjskolen Deutsche Volkshochschulverein blev oprettet i Tinglev. Skolen lå på det tidspunkt i Tyskland. I 1920 blev Sønderjylland efter en folkeafstemning igen dansk og skolen var således en del af det tyske mindretals institutioner i Nordslesvig. På den tyske højskole lærte man om husholdning og landbrug.
Efter 2. verdenskrig blev alle tyske institutioner beslaglagt af den danske stat, men i 1951 kunne man i nye bygninger indvie en tysk efterskole – Deutsche Nachschule Tingleff. Husholdning og landbrug var stadig de centrale fag.
I 2005 inviterede man alle tidligere elever til af fejre skolens 100 års jubilæum.
[redigér] Deutsche Nachschule Tingleff i dag
I dag tilbyder Deutsche Nachschule Tingleff 9. og 10. klasse og de boglige fag har fået en langt mere central placering. Der er dog stadig mulighed for undervisning i fag som træ- og metalsløjd og hjemkundskab og de kunstneriske fag foto, drama, improvisationsteater, billedkunst mm.
Skolen har ca. 80 elever, hvoraf ca. halvdelen bor i Danmark og den anden halvdel i Tyskland. En eller to elever kommer som regel fra tredje lande som Ungarn, Schweiz, Grønland, m.fl.