Ditlev Blunck

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ditlev Blunck (1798 i Neumünster - 1854 i Hamburg) valgte som holstener at uddanne sig på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hans sympatier hældede dog imod samtidens tyske maleri - som han stiftede bekendskab med gennem sin lærer J. L. Lund - og han regnes derfor i dag (delvis med urette) som en perifer skikkelse i den danske guldalderkunst. Han lagde sig tidligt efter historiemaleriet og opnåede i 1827 akademiets store guldmedalje i dette fag, som den første siden C. W. Eckersberg. Bluncks produktion bestod især af en lang række portrætter (bl.a. af brødrene Jørgen og C.E. Sonne på Statens Museum for Kunst) samt af et mindre antal egentlige genrebilleder. Studierejsen bragte ham i 1828 til Rom, hvor han blev de næste ti år og bl.a. udførte et par berømte skildringer af de danske kunstnere i selskab med Bertel Thorvaldsen (på Frederiksborg Slot og Thorvaldsens Museum). Få år efter hjemkomsten til Danmark i 1838 forlod Blunck landet for bestandig men bibeholdt dog kontakten til det københanvske kunstmiljø op gennem 1840'erne - ikke mindst udførte han fire store allegoriske malerier til Christian 8., som siden på det nærmeste har bragt ham herostratisk berømmelse i den danske kunsthistorie. Ved krigsudbruddet i 1848 meldte Blunck sig på slesvigholstensk side og kappede hermed definitivt sin forbindelse til akademiet og kongehuset. Efter fredsslutningen slog han sig ned i Hamborg, hvor han døde 56 år gammel.