Edo-perioden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Edo-perioden dækker japansk historie fra 1600 til 1867. Perioden er opkaldt efter den hovedstad, Edo, i dag Tokyo, hvorfra Tokugawa-shogunatet herskede. Perioden dækker over et næsten komplet lukket Japan uden kontakt med omverdenen. Kun kinesere og hollændere kunne anløbe Japan og kun med strengt kommercielle formål. Øvrige europæere, der nåede Japans kyst, blev henrettet.

Grunden til den japanske isolation var især, at de herskende shoguner anså kristne missionærer for en destabiliserende faktor. De første europæere var ankommet til Japan i 1543, og missionærerne havde en vis opbakning. Fra det i 1603 nyoprettede Tokugawa-shogunat forfulgte man imidlertid de kristne, og omkring 1650 var kristendommen næsten udryddet, og landet havde afskåret sig fra omverdenen.

Isolationen skulle komme til at vare 200 år. Først da amerikaneren Matthew C. Perry i juli 1853 dukkede op med fire skibe i havnen i Edo og forlangte, at Japan blev åbnet for handel, sluttede den. I de 200 år, der var gået siden isolationen, havde den vestlige verden blandt andet fået sat gang i en industrialisering, og japanerne kunne ikke stille meget op mod moderne våben. Japan blev derfor åbnet uden kamp.

Åbningen var et slag mod Tokugawa-regimet, der stod foran sin undergang. I 1866 begyndte den revolution, der kaldes Meiji-restaurationen, der bragte shogunatet til fald og (formelt) placerede kejseren på magten.