Edouard du Puy

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Jean Baptiste Édouard Louis Canaille Du Puy (omkring 1770-1822), komponist, er født i Corcelles ved Neufchatel, efter en opgivelse af ham selv i 1770. Faderen angives at have været grubeforstander i Corcelles; hans navn skal have været Meuron. Navnet Du Puy har komponisten efter en slægtning, stadsmusikant i Genf, hos hvem han blev opdragen fra sit 4. år.

Uddannelse

Her lagdes grunden til hans musikalske uddannelse af en vis Bernard, som underviste ham i violinspil. Senere sendtes han til Paris, hvor han undervistes på violin af den for sin dygtighed i flageoletspil bekendte Chabran og på klaver af Dussek. Som begavet violinspiller blev han omkring 1789 koncertmester hos den musikelskende prins Henrik af Preussen, der residerede i Rheinsberg; han blev snart prinsens favorit, og denne lod ham tage undervisning i kompositionslære hos den berømte Fasch i Berlin.

Stockholm

Efter 4 års tjeneste hos prinsen foretog han nogle kunstrejser i Tyskland og Polen, på hvilke han vandt bifald som violinspiller. I 1793 kom han til Stockholm, hvor han samme år blev ansat som violinist og 3. koncertmester i det kongelige hofkapel; 1796 avancerede han til 2. koncertmester, og 1799 ansattes han tillige som sanger ved den kongl. Opera, hvor han debuterede 15. Jan. Ved sin musikalske begavelse, sin skønhed og sin indtagende person gjorde han megen Lykke og blev med sin franske Livlighed søgt i mange kredse; men da han i en sådan havde deltaget i begejstret Hylding af friheden og derved vakt Gustav IV's vrede samt end ydermere forbitrede denne ved sin i en Rolle under kongens Overværelse med pointeret betoning udslyngede Replik: «Jag resar icke, jag blir qvar!», måtte han dagen efter, 8. november 1799, forlade Stockholm.

København

Han tog umiddelbart til København for der at søge sin Lykke. 29. marts 1800 gav han en koncert på det kongelige Teater, hvor han bl. a. udførte en violinkoncert af egen komposition, men måtte i øvrigt i et par år skaffe sig udkomme ved at informere, indtil han 15. marts 1802 ansattes i det kongl. kapel som soloviolinist og 2. koncertmester. Næste dag debuterede han som sanger i «Domherren i Milano», hvorefter han tillige ansattes som sådan ved det kongl. Theater. Udrustet med en overordentlig smuk, blød og bøjelig barytonstemme, der tillige ved et fortrinligt falsetregister kunde bruges i endog høje tenorpartier, og understøttet af sine sjældne ydre Midler blev han meget hurtig publikums erklærede Yndling.

Franske syngespil

Sin egentlige Genre som sanger havde han i de yndede franske syngespil, som «Skatten» og «Adolf og Clara», hvortil hans Livfuldhed og Lethed særlig passede; af samme art var også det af Du Puy selv komponerede, af Liv og Munterhed sprudlende syngestykke «Ungdom og Galskab», opført 1. Gang 19. Maj 1806, der endnu til vore dage har bevaret publikums Gunst, og hvori komponisten skabte sig en Glansrolle i Ritmester Roses høje tenorparti.

Sin største sangtriumf fejrede han dog i 1807 som Don Juan, hvori han tillige på en glimrende Måde viste sig i besiddelse af Evner for den store Operastil. Samtidig optrådte han i mangfoldige koncerter, dels som koncertgivende og dels som assisterende, dels som sanger og dels som violinist, og vandt tillige bifald som komponist, især af viser og sange, hvis Melodier, der passede så godt til tidsånden, strax vandt alles Hjærter og for en del, indlagte i vaudeviller og ad anden vej, endnu ere almen bekjendte; som Exempler kunne nævnes balvisen «Glæden vinker os igjen» (bedst bekjendt med Rahbeks text «Hocus Pocus Filias»), den i «Skatten» indlagte «Det hedder en akkvisition» («Skjænk i dit Glas til bredfuldt Mål») og «Manden med Glas i Hånd».

Selskabsløve

Ligesom tilfældet havde været i Sverige, blev han også her en søgt Gjæst i selskabs- og klublivet; i 1804 træffes han som en af direktørerne i datidens mest ansete klub, «Harmonien». Sin stilling som sanger måtte han imidlertid fratræde i 1808. Siden Livjægerkorpsets Oprettelse 1801 havde han været et virksomt Medlem af dette, havde ikke blot komponeret forskjellige Marcher o. desl. for det, bl. a. den bekjendte «Jægermarche» og en karakteristisk og smuk sørgemarche, men navnlig ved udfaldene under belejringen 1807 vist et sådant personligt Mod, at han blev udnævnt til sekondlieutenant; men theaterchefen, Overhofmarskal Hauch, forlangte), at han som Officer måtte ophøre at optræde på scenen. Snart efter var dog hans Rolle helt udspillet her i Landet.

Hans betagende personlighed var farlig for kvindehjærter. Allerede fra sit ungdomsliv i Tyskland havde han med en skuespillerinde Henriette Montroze i Rheinsberg en datter, senere gift med A. buntzen (III, 254). I København ægtede han 31. Maj 1803 Anna Louise Frederikke Müller, datter af kobberstikker C. F. Müller, men vedblev desuagtet at stå i forskellige løse forbindelser, hvorfor Ægtefællerne, skjønt der fødtes flere børn, efterhånden fjernede sig fra hinanden. Da han endelig indlod sig i en dumdristig forbindelse med prinsesse Charlotte Frederikke, tvang Frederik VI ham til at forlade Landet 7. november 1809.

Tilbage i Sverige

Han tog til Paris, men begav sig der fra i sommeren 1810 til Sverige, hvor forholdene nu efter Gustav IV's afsættelse vare forandrede, og hvor han 1812 blev ansat som kapelmester og sanger. Her vandt han snart sin gamle Yndest og gjorde sig meget fortjent af Musiklivets udvikling både som komponist og dirigent.

Han var den, som indførte Mozart i Sverige, glimrede selv som Don Juan og udviklede kapellet til et af de bedste i Evropa på den tid. Af større kompositioner skrev han adskillige syngestykker og balletter, en ufuldendt Opera, «bjørn Jærnside», flere sørgemusikker og Hof kantater m. m. Fra hans families side gjordes der gjentagne forsøg på at udvirke benådning for ham i Danmark, hvilke dog mødte afslag hos kongen. Hustruen og børnene bleve her i Landet; kun en søn rejste op til faderen.

Vurdering

3. april 1822 gjorde et slagtilfælde Ende på hans virksomme og bevægede Liv. Du Puys musikalske begavelse var ikke dybtgående, men rig; han komponerede med Lethed, og hans kompositioner, der ikke er betyngede af Musiklærdom, er melodiøse, sangbare og taknemmelige. Han besad et fint Øre for Instrumenternes Ejendommeligheder, hvorom den virkningsfulde Instrumentation i «Ungdom og Galskab» vidner; men hans Evne kom dog navnlig frem i kompositioner, hvor det enkelte Instrument eller den enkelte stemme gjør sig gjældende, hvad hans koncerter for fløjte, klarinet, fagot, Horn og hans i sin tid så yndede dobbelte violinkoncert afgive bevis for. den lunefulde terzet «Agander, Pagander og Winberg» høres stadig endnu, ligesom et par af hans kvartetter for Mandsstemmer. I Bournonvilles ballet «Livjægerne på Amager», hvortil en del af Du Puys Musik er benyttet, er han Hovedfiguren.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.