Erik Pontoppidan
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Erik Pontoppidan (født 24. august, 1698 i Århus - død 20. december 1764) var biskop i Bergen og historiker.
Pontoppidan kan placeres både tidsmæssigt og teologisk som en mellemmand mellem oplysningstiden og pietismen.
[redigér] Forfatterskab
Han var en aktiv forfatter, der pga. sin higen efter kundskab havde et vidtforgrenet interessefelt. Det gjorde ham i stand til at skrive skønlitterære bøger, historiske værker og topografiske værker. I 1763 påbegyndte han også udgivelsen af det første danske atlas (Den danske Atlas), som han dog ikke nåede at færdiggøre pga. sin død i 1764. Han var desuden aktiv i udgivelsen af tidskriftet Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin. Størst udbredelse fik dog hans katekismusforklaring fra 1737, Sandhed til gudfrygtighed), der blev lovbefalet til brug for undervisning i kristendom.
[redigér] Sandhed til Gudfrygtighed
Titlen til denne katekismusforklaring er hentet fra Bibelen (Pauluś brev til Titus kapitel 1 vers 1). Bogen er bygget op med en lang række nummererede spørgsmål med efterfølgende svar. Indholdsmæssigt er det nærmest en direkte bearbejdelse af pietismens “fader” Speners katekismus, dog mærkes en anden vægtlægning end hos Spener. Pontoppidan fandt nemlig større sympati for den såkaldte Halle-pietisme, der også var den, der var statskirkens tro. Hvor Spener var mere interesseret i at beskrive livet efter omvendelsen, så er Pontoppidan interesseret i processen op til den. Dette gav sig udtryk blandt andet i at man i bogen ser en vægtlægning af angerens nødvendighed, omvendelse og advarsler mod at fanges af syndens lyst. Omvendelsen skal være en kulmination på en lang og smertefuld bodskamp.
De radikale tendenser i pietismen i retningen af afstandtagen til kirken blev afbalanceret ved betoningen af lydighedspligten mod al øvrighed, ikke mindst præsterne. Selv om præsteembedet fremhæves, så betones samtidig, at der også blandt præsterne findes ugudelige lærere og falske profeter, især dem, der gør det for nemt at komme i himmelen. Enhver henvises til egen eftertanke. Da denne bog blev lovbefalet til brug i skole og kirke lagde den grunden til de senere gudelige vækkelser i 1800-tallet. I Danmark var den lovpligtig frem til 1794, hvor den blev afløst af biskop Balles Lærebog.
