Forsøg i dansk ret

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Denne artikels neutralitet er omstridt Begrundelsen skal findes på diskussionssiden, ellers kan denne skabelon fjernes.

Indledning

De fleste europæiske lande, som har retssystemer, der ligner vores og som vi ofte sammenligner os med, har ofte ikke kriminaliseret forsøg på at begå en forbrydelse i ligeså højt grad som de har kriminaliseret selve fuldbyrdelsen af en forbrydelse jf. f.eks. engelsk ret. Indenfor den juridiske verden, så benævnes dette "det objkektivistiske standpunkt", idet man i sådant et tilfælde stiller skarpe betingelser for at kunne dømme for forsøg på at begå en forbrydelse; fx er det i disse lande ikke nok at indbrudstyven allerede er hoppet over hækken og går imod villaen, han skal for at kunne straffes for forsøg, nærmest opdages i stuen med tyvekosterne under armen.

Indenfor dansk ret, så er forsøg på at begå en forbrydelse subjektiviseret, hvilket betyder, at man kan straffe for forsøg på indbrud og tyveri, selv hvis man fanger tyven mens han står udenfor villaen med indbrudsværktøjet i hænderne.

Forsøg indenfor dansk ret

Forsøg i dansk ret er fastslået i straffelovens § 21, stk.1, som har flg. ordlyd "handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg". Men som det klart fremgår af bestemmelsen, så skal en række betingelser være opfyldt førhen man kan straffe for forsøg på at begå en forbrydelse. Såfremt disse betingelser ikke eksisterede, så kunne (næsten) samtlige forhold henføres under bestemmelsens ordlyd og dette ville utvivlsomt være genstand for misbrug fra statens side. I det flg. behandles de tilknyttet betingelser. Samtidig så finder § 21 også i andre straffebelagte love (særlovene), for så vidt disse love ikke har deres egen bestemmelse vedr. forsøg, jf. straffelovens § 2

Fuldbyrdet forbrydelser

Den første betingelse, der skal være opfyldt, før man kan overveje at straffe for forsøg iht. straffelovens § 21, stk.1, er at der ikke må være tale om en fuldbyrdet forbrydelse jf. straffelovens § 21, stk.1 (...)" straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg". Dette betyder, at samtlige betingelser i en bestemmelses gerningsindhold ikke må være realiseret.

Flg. eksempel illustrerer ovenstående. Straffelovens § 216 kriminaliserer voldtægt. Hvis vi forestiller os, at en mand en sen aften i parken forgriber sig på en pige og med trusler om vold eller vold tvinger hende til samleje, så er der ingen tvivl om, at han har realiseret hele gerningsindholdet i bestemmelsen. 1)Han har truet med vold eller udøvet vold med henblik på at gennemføre samleje 2) Han har gennemført et samleje. Selv for en juridisk sagkyndig, så er det let at gennemskue ovenstående eksempel og nå frem til den konklusion, at bestemmelsens (§216) gerningsindhold er opfyldt, hvilket betyder at gerningsmanden har foretaget de handlinger som bestemmelsen kræver og dermed så kan han ikke straffes for forsøg på voldtægt, men derimod for fuldbyrdet voldtægt.

Men hvis vi forestiller os, at han i stedet forgriber sig på pigen og truer med at dræbe hende, medmindre hun indvilliger i at have samleje med ham, men at nogen tilfælde forbipasserende ser iværksættelsen af forbrydelsen og lider pigen til hjælp, og dermed forhindrer gerningsmanden i at fuldbyrde sin forbrydelse, så har gerningsmanden ikke realiseret hele gerningsindholdet i bestemmelsen (§216). Derfor så kan han ikke straffes for fuldbyrdet voldtægt, men kan derimod godt straffes for forsøg på voldtægt jf. straffelovens § 216, jf. § 21.

Afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde

Det ville, som kort omtalt ovenover, medføre en kaotisk retstilstand, såfremt alle forsøg kunne straffes. I sådan en situation, så kan man forestille sig, at domstolene for størstedelen af tiden ville være beskæftiget med at dømme for forsøg på at begå forbrydelser. Dette har lovgivningsmagten taget højde for og derfor så besluttede man sig for at indsætte et stk.3, der er endnu en betingelse, der skal være opfyldt, førhen man kan straffe for forsøg på at begå en forbrydelse. Straffelovens § 21, stk.2, bestemmer, at "for så vidt ikke andet er bestemt, straffes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder". Dette betyder først og fremmest, at forsøg på at overtræde en bestemmelse, som kun hjemler bøder, aldrig kan straffes for forsøg på at fuldbyrde forbrydelsen. Iht. § 21, stk.3, så er det vigtigste ikke den straf, som anklagermyndigigheden kræver, skal idømmes, men derimod den straf som er bestemmelsens maksimum.

Strafnedsættelse

I visse europæiske lande, så er der i lovgivningen fastslået en bestemt strafnedsættelse for forsøg på at begå en forbrydelse sammenlignet med fuldbyrdelsen af en forbrydelse; f.eks., således at straffen for forsøg automatisk skal nedsættes med 2/3 af strafferammen for en fuldbyrdet forbrydelse. I dansk ret opererer vi ikke med den samme eller en lignende regel. Som udgangspunkt, så er straffen for forsøg den samme som straffen for en fuldbyrdet forbrydelse. Dette skyldes den generelle holdning, at gerningsmandens manglende fuldbyrdelse af forbrydelsen ikke skyldes hans (pludselige) gode samvittighed, men derimod ydre, for ham uvedkommende, omstændigheder; at han måske blev overrasket af politiet osv. Men at fuldstændig afskære strafnedsættelse, udet at tage hensyn til forsøgets svage karakterer og gerningsmanden, opererer dansk ret heldigvis ikke med, og derfor så findes den, for forsøgs vedkommende, generelle regel om strafnedsættelse i straffelovens § 21, stk.2, som har flg. ordlyd " den for lovovertrædelsen foreskrevne straf kan ved forsøg nedsættes, navnlig når forsøget vidner om ringe styrke eller fasthed i det forbryderiske forsæt". Som det fremgår af bestemmelsen, så er der her tale om en skønspræget beslutning, der skal træffes af domstolene og som veksler fra den ene sag til den anden. Domstolene skal selvfølgelig begrunde deres beslutning, som krævede i retsplejeloven og kan ikke bare nedsætte straffen, blot fordi de har medlidenhed med den tiltalte.