Frans Schwartz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Johan Georg Franz Schwartz, (født i København den 19. juli 1850 - død i Valby den 13. februar 1917) var maler og raderer. Han var søn af kunstdrejer Joh. Adam Schwartz. Oprindelig var han bestemt til i sin tid at overtage sin fars virksomhed og han arbejdede efter sin konfirmation nogen tid ved drejebænken, men lysten og evnen til at tegne og male lagde sig dog snart så stærkt for dagen, at han fik lov til at søge uddannelse som kunstner, og i 1866 blev han elev af Akademiet, som han gennemgik på omkring 6 år. I 1874 debuterede han på Charlottenborg med den store karton Job og hans Venner, der var lønnet med den mindre guldmedalje, og som vakte ikke ringe opmærksomhed ved sin storstilede komposition og udmærkede formgivning ikke mindre end ved klar og gribende skildring af situationen og figurerne. Året efter udstillede han sit første maleri, I Stuen hos en syg, der navnlig virkede ved den dybe alvor og fremtrædende storsind, hvormed kunstneren sundt og jævnt havde fortalt om kærlighedsforholdet mellem den syge kvinde og hendes datter; prægtig var det formet, men i koloritten mindre vellykket. Langt højere nåede Schwartz i det større billede Syge og skrøbelige søge helbredelse hos Jesus (udstillet 1876). Også her var der vel et og andet at anke over i farvegivningen, men kompositionen var prægtig og fuld af liv og alle skikkelser og ikke mindst kristusfiguren - vidnesbyrd om dyb psykologisk evne og inderlig følelse.

I 1878 foretog Schwatrz sin første større rejse til udlandet, som han for øvrigt flere gange har gæstet uden nogen sinde at arbejde i noget fremmed atelier; blandt andet var han en tid i Spanien; samme år var hans Jacobs Død, der i koloristisk henseende hører til kunstnerens betydeligste frembringelser og også står højt ved sit følelsesindhold, udstillet. Mellem hans senere arbejder kunne, foruden nogle portrætter, hans store loftsmaleri på Frederiksborg, Frederik 3. som enevældig hersker, omgiven af repræsentanter for stænderne, og hans dekorative billeder i den soldenfeldtske stiftelse i København nævnes. Men for øvrigt har tallet på de malerier, han i de senere år har bragt frem for offentligheden, ikke været stort, dels vel fordi han har ofret en ikke ringe del af sin kraft på deltagelse i ledelsen af en skole for malere, dels på grund af hans meget stærkt udviklede selvkritik. Ikke blot som maler, men også som raderekunstner hører han til sin generations allermest fremragende mænd; men af de 90 for største delen udmærket skønne raderinger, han hidtil har udført, er kun et ringe antal kommet almenheden til gode.

• Denne artikel bygger hovedsaglig på Sigurd Müllers Biografi i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, Udgivet af C. F. Bricka, 15 bind, side 403, Gyldendal, 1887-1905

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.