Godtfred Rump

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Christian Gotfred Rump, 1816-80, Landskabsmaler, var Søn af Glarmester Carl David R. fra Kurland (f. 1785 d. 1857) og Cathrine Ingeborg f. Jørgensen (f. 1797 d. 1874) fra Hillerød. Gotfred R. blev født i Hillerød 8. Dec. 1816. Da Faderen selv havde haft Kunstnerdrømme eller i alt Fald havde en medfødt Sans for Kunst, faldt det ikke Sønnen vanskeligt at faa Lov til at gaa Kunstnervejen uden at sinkes ad den Omvej først at lære Malerhaandværket. Han kom, 16 Aar gammel, til Kjøbenhavn, fik Adgang til Akademiets Skoler og Plads i J. L. Lunds Malerstue. I mindre end 3 Aar naaede han op i Modelskolen, men konkurrerede til Faderens Sorg ikke til de da brugelige Sølvmedailler, uagtet det var hans Maal at blive Figurmaler. Allerede i 1836 begyndte han at udstille. Det var i de første Aar Portrætter, han malede, og Figurbilleder som «Anna Colbjørnsen og de svenske Dragoner». Dette blev haardt behandlet af Kritikken, men N. Høyen saa dog allerede i det ufuldkomne Ungdomsarbejde Træk af en ægte Kunstnersjæl, der kunde gaa en mere lovende Fremtid i Møde. Endnu i 1842 malede han en Altertavle, «Fremstillingen i Tempelet», der blev kjøbt af Kongen, men vel egentlig snarere af Staten til Grønholt Kirke, der hørte under de sjællandske Domæner, hvis Kirker netop i disse Aar for en stor Del forsynedes med nye Altertavler. Efter Skitsen til en anden Altertavle naaede han ikke at udføre selve Billedet, og R., som siden sit 20. Aar havde maattet ernære sig selv og havde kæmpet haardt for sit Udkomme, gav nu i 1843, forknyt over den Skuffelse, den svigtende Bestilling voldte ham, halvvejs fortabt og søgte Tilflugt i Hjemmet i Hillerød, der ikke alene aabnede sine Arme for ham, men ogsaa aabnede hans Blik for hans sande Kald, Landskabsmaleriet. Vel havde han tidligere malet og udstillet nogle Landskaber, som ingen lagde Mærke til, og vel malede han endnu 1843-46 nogle Portrætter i Hillerød, vistnok nærmest for den tarvelige Indtægts Skyld, men det var dog først nu, da han gjennem alle Aarstider færdedes i Hillerøds paa Naturskjønheder saa rigt vexlende Egne, at det fuldt gik op for ham, at Landskabsmaleriet var hans Evners rette Omraade, og fra 1846 helligede han sig dette saa udelukkende, at han end ikke eller kun undtagelsesvis malede Staffage af Mennesker i sine Landskaber.

Han gik dog ikke til sit Værk med den Formsikkerhed, som f. Ex. udmærkede Skovgaard* det fængslede ham ikke at gjengive Forgrundens Planter med den Troskab og det Præg af Væxtliv, som denne hans omtrent jævnaldrende Medbejler forstod at lægge i sin Planteverden, men til Gjengjæld var hans Syn paa Naturen mere malerisk, hans Følelse for Naturens Stemninger dybere, hans Sans for Farvernes Rigdom fyldigere. Da han var kommet tilbage til Kjøbenhavn, gjorde han ivrige Studier i det ældre hollandske Landskabsmaleri, som vore Samlinger bøde ham, især i de Arbejder, hvor en poetisk Stemning parredes med et aabent Blik for Naturens Farverigdom. Men mest af alle Kunstnere fængslede dog Claude le Lorrain ham, uagtet han her hjemme kun kunde granske hans sjælden stemningsrige Kunst i kobberstukne Gjengiveiser. Den Sikkerhed, hvormed denne Kunstner i en uendelig Række Afskygninger naaede fra den dybeste Skygge til det højeste Lys og derved fik den kraftigste Virkning natursandere frem end ved at sammenstille skarpe Modsætninger, var for R. en stadig Gjenstand for Studium og gjorde det til en Øjets Fest for ham, da han endelig i Udlandet fik udmærkede Originaler af sin kloge Mester at se.

Imidlertid havde R. kæmpet sig frem, somme Tider lidt underlig bagvendt, til almindelig Anerkjendelse. Thi medens han i 1848 ved «Tørvemosen med den optrækkende Regnsky» vandt Plads i den kongl. Malerisamling, uagtet dette Billede endnu i meget mindede om hans Studier i hollandsk Landskabskunst, vandt han allerede s. A. paa en Rejse i Jylland et Blik for Friluftsstudiet efter Naturen selv, som strax bar Frugt i et udmærket Billede og siden blev hans tro Vejleder hen imod en stedse rigere og modnere Kunst. «Et Parti fra Himmelbjærget», som kom paa Udstillingen i 1849, blev enstemmig tilkjendt Akademiets højeste Udmærkelse, den Thorvaldsenske Udstillingsmedaille. Men 2 Aar efter stillede han sig atter i Række med den endnu for en lavere Pris kæmpende Ungdom og vandt den Neuhausenske Pengepræmie for «Skovparti fra Præstevangen ved Frederiksborg». I det han her kom ind paa et Omraade, hvor han senere skulde fejre sine største Triumfer, den indre skyggefulde Bøgeskovs stemningsrige Hemmelighed, synes der at have været en vis Standsning i Kunstnerens Udvikling, medens han kæmpede for at give de Stemninger, Skoven aabenbarede ham, fastere kunstnerisk Form end blot en Øjet smigrende Farvesymfoni. Thi da han, inden han endnu havde været udenlands, i 1855 ønskede at agreeres, fik han et Vink om at vente og søge Uddannelse ved Studier paa anden Grund. I 2 Aar fik han derpaa ministeriel Understøttelse til Rejser i Norge og derefter 1857-58 Akademiets mindre Stipendium i 2 Aar og fulgtes nu med Exner til Italien. Opholdet i Udlandet, som han gjorde saa kort som muligt, fik dog mere Betydning for ham, ved hvad han saa af ældre stor Kunst, end ved hvad han selv malede. Saa snart han kom hjem, levede og aandede han igjen kun for den danske Natur. Allerede inden han rejste udenlands, havde han i 1853 malet det store «Aaparti fra Sæbygaards Skov», som den kongl. Malerisamling kjøbte, og som hører til hans fortrinligste Billeder. Det er, om end ikke helt fuldført i fri Luft, saa dog delvis malet i fuld Størrelse umiddelbart efter Naturen og fuldendt efter gjennemførte Friluftsstudier. Saa vel heri som i adskillige senere Billeder, navnlig fra Frederiksborg, gjengav han den festligste Sommerstemning med det varme Sollys spillende frem gjennem Træernes tætte hvælvede Løvtag, medens Landskabets smukke Modellering tegnede sig i Skyggens klare, luftige Dæmring. Men ogsaa i Landskaber med høj Luft og vid Udsigt viste han sig nu som Mester og lod, som i «De 4 Aarstider», 4 store Billeder, der bleve malede til Grev Moltke til Bregentved (1861-63) og udstillede sammen i 1864, med lige Lethed sin Pensel færdes i Løvspringets ungdomsfriske Glans, i Sommerens Frodighed, Efteraarets Farvepragt og i Vinterens kølige Klarhed med Rimfrostens glimrende Krystaller. Det Valg af rolige, fredelige Motiver, som gaar gjennem disse Billeder, var ejendommeligt for hele hans Kunst og stiller disse 4 Billeder, hvor mange stemningsrige Landskaber der end senere fremgik af hans flittige Pensel, som et lysende Midtpunkt i hans Landskabskunst. R. blev dog først 1866 Medlem af Akademiet, og hvor stor Indflydelse hans Opfattelse af dansk Natur og hans Gjengivelse af dens Stemninger end udøvede paa det danske Landskabsmaleri, har han dog ikke efterladt sig Elever i egentlig Forstand. R. ægtede 1868 Benedicte Sofie Spang (f. 1835 d. l897), Datter af Sognepræst P. J. S., og fik 1874 Titel af Professor. Efter nogle Aars Sygelighed, som til Dels stammede fra et Hjærteonde, døde han pludselig i sin Fødeby Hillerød 25. Maj 1880, savnet af alle hans Kunsts trofaste Venner.

S. Müller, Nyere dansk Malerkunst. Weilbach, Nyt Kunstnerlex.

Ph. Weilbach.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.