Gosford Park
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gosford Park er en film af den amerikanske instruktør Robert Altman fra 2001.
Gosford Park udspiller sig over en weekend på det engelske gods Gosford Park i året 1932. Værtsparret, Sir William McCordle (Michael Gambon) og Lady Sylvia (Kristin Scott Thomas), har inviteret deres enorme familie og vennekreds på jagtweekend. Således omfatter filmens persongalleri hele 44 talende karakterer.
Blandt de inviterede finder vi Lady Sylvias snobbede tante, grevinde Constance, der trods sin fine titel og aristkratiske adfærd er dybt afhængig af Sir Williams økonomiske velvilje. Morris Weissman (Bob Balaban) er den homoseksuelle Hollywood-instruktør, der er i England for at researche forud for en kommende Charlie Chan film. Med sig har han filmstjernen og charmetrolden Ivor Novello (Jeremy Northam) samt den mystiske yndling Henry Denton (Ryan Phillippe).
I underetagen holder tjenestefolkene til. Blandt de fremtrædende er tjenestepigernes overhoved Mrs. Wilson (Helen Mirren), butleren Jennings (Alan Bates), stuepigen Elsie (Emily Watson), Constances kammerpige Mary MacEachran (Kelly MacDonald) og Lord Stockbridges kammertjener Robert Parks (Clive Owen).
Umenneskeliggørelsen af proletariatet og koblingen mellem upstairs/downstairs miljøerne betones fra filmens start, hvor vi får forklaret, at traditionen på Gosford byder tjenestefolkene at omtale hinanden ved deres herres efternavne.
Første halvdel af filmen udspiller sig som en tragikomisk klasse – og miljøskildring med spredtliggende karaktertegninger. Blandt aristokraterne oplever vi en mangfoldighed af sladder og intriger, der er med til at skabe indblik i hierarkiet, traditionerne og de utallige interne rænkespil og opgør. Overhovedet i selskabet er uden tvivl Sir Williams, der ganske vist har baggrund i det almindelige borgerskab, men til gengæld har tjent en formue på krigen. Flere af aristokraterne er derfor afhængige af den bryske og gnavne vært, der er frygtet og hadet blandt de fleste af gæsterne.
Beskrivelsen af tjenestefolkene er på samme måde sarkastisk, selvom den spottende tone her er mere afdæmpet. Tjenestefokene har deres egen hakkeorden og lever gennem sladderen og intrigerne på øverste etage. De to universer spindes således sammen. Tjenestefolkene hører sladderen på øverste etage og bringer den videre til deres herrer og fruer samt de øvrige tjenestefolk – på Gosford er der altid en, der lytter.
Gosford Park er på den måde ramme om en socialrealistisk, melodramatisk og humoristisk upstairs/downstairs beskrivelse i filmens første spilletime. Men omtrent halvvejs inde i filmen bliver overhovedet Sir Williams myrdet, og filmen ændrer karakter i retning af et klassisk Agatha Christie mordmysterium.
Ikke overraskende vælger den altid originale Altman at parodiere genren. Detektiven, Inspector Thompson (Stephen Fry), er således en komisk parodi på en kejtet Hercule Poirot. Mere end halvdelen af gæsterne har et oplagt motiv, men Thompson kommer aldrig i nærheden af en nogenlunde holdbar teori. Hans komiske inkompetence og naive arrogance udtrykkes klart, da han siger til Lady Sylvia at tjenestefolkene interesserer mig ikke - kun personer med forbindelse til offeret har interesse.
Oplagt viser det sig, at morderen skal findes blandt tjenestefolkene - kammertjeneren Robert Parks, der er opvokset på et børnehjem, er et udkom af Sir Williams udnyttelse af de kvindelige ansatte på hans fabrik. Dog er der ikke tale om et egentligt mord, for Sir Williams er allerede er død på gerningstidspunktet - han er blevet forgiftet. Således rummer filmen to mord og et mordforsøg.
Typisk for Altman er Gosford Park ikke en film, der giver afklaring eller svar. Ved filmens slutning insinueres det, at det britiske imperium er på vej til at drage sit sidste suk - men det sker uvirkeligt indefra - ikke gennem tjenestefolkenes oprør eller lignende dramatiske konstruktioner. Den subjektive viljes emancipation har svære vilkår i Altmans univers.
