Grønjordskollegiet
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Grønjordskollegiet er et kollegium, der ligger i København på Vestamager, op til naturområdet Amager Fælled ved Grønjordssøen.
Kollegiet er et af Danmarks største med 920 værelser og ca. 1.000 beboere. Kollegiet består af 5 blokke med 8 etager som hver har 21 enkeltværelser og 2 dobbeltværelser.[1]
Kollegiet har en række faciliteter for beboerne, bl.a. et motionsrum, et trykkeri, baren Hatten Bar (også kendt som H-18), grupperum og øvelokaler. Kollegiets kollegianerforening udgiver det månedlige beboerblad Kollegianeren.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
Kollegiet er opført 1969-1970. Der var oprindeligt planlagt at bygge ti blokke med i alt 2.000 værelser, en fællesbygning og et supermarked. Men da de første fem blokke stod færdige i 1970, gjorde kollegiets beboere modstand mod at bebygge de resterende grønne områder med yderligere blokke. På det tidspunkt havde man bygget blok 6, men ikke blok 5, så i dag hedder kollegiets blokke 1, 2, 3, 4 og 6. Standsningen af udbygningen betød også, at den planlagte fællesblok ikke blev opført. Det medførte, at fællesfaciliteterne måtte indrettes i kollegiets kældre og nærliggende villaer, som kollegiet opkøbte. Til kollegiekontoret blev der opført en midlertidig træbarak, og kollegiets gårdmænd fik opsat skurvogne bagved kollegiet til deres frokoststue og omklædning.
[redigér] Fællesbygningen
De midlertidige barakker stod i mere end 30 år. Op gennem 1980'erne og 1990'erne var der flere tilløb til at få opført en fællesbygning, men de blev aldrig ført ud i livet, bl.a. fordi man ønskede at opføre flere boliger ved samme lejlighed - hvilket voldte mange problemer med myndighederne.
Først i 2004 fandt man endelig frem til et forslag, som kunne gennemføres. En ren fællesbygning uden boliger men med kontor, omklædning og frokoststue samt en lang række fællesfaciliteter for beboerne. Bygningen er tegnet af Nobel arkitekter a/s og har form som en en mini-blok, men domineres af store vinduespartier og lyse, åbne rum. Fælleshuset er næsten 900 m2 fordelt på to etager, og åbnede i juli 2006.
[redigér] Omdømme
Grønjordskollegiet bliver ofte omtalt under øgenavnet "Selvmordskollegiet". Omend der ikke findes formelle kilder til dette, kommer dette omdømme efter sigende sig af udslusningsforsøg på kollegiet med psykisk syge unge, som efter sigende skulle have forøget kollegiets selvmordsrate i 1970'erne. Eftersom den forøgede selvmordsrate ikke kan understøttes af pålidelige kilder, kan det ikke udelukkes at omdømmet skyldes andre faktorer som de store vinduer, der kan åbnes på vid gab, eller kollegiets arkitektoniske udformning, som mange finder uinspirerende. Et rygte siger at der før i tiden ikke var lås på kollegiets yderdøre, og at man kunne tage trappen helt op på kollegiets tag. Dette skulle have forårsaget en del selvmord fra ikke-beboere.
Der er de senere år gjort mange tiltag for at forbedre kollgiets stand og omdømme, bl.a. opførelse af nyt fælleshus, opførelse af beachvolley-bane, renovering af garvene, renovering af alle køkkener, udskiftning fra gulvtæppe til trægulve på værelserne, renovering af læsesal, gratis kabeltv-pakke på køkkenerne mv.
- Kendte tidligere beboere
- Claus Hjort Frederiksen[2].
- Niels Martinov[3].
- Anna Castberg[4].
- Den østtyske spion Rudolf Samiecs aka Jörg Meyer[5].
[redigér] Kilder/Eksterne henvisninger
- ↑ http://www.gjk.dk/om/vaerelserne/
- ↑ "Privatportræt: 'Smil - du ser så sur ud'" - Interview i Politiken 21. juli 2002
- ↑ "Kollegianeren der blev forfatter" - Artikel i Kollegianeren 09, december 2004
- ↑ "Her er beviset på mine studier" - Artikel i BT 29. janaur 1998
- ↑ "Udvist østtysk spion vil til Danmark igen" - Artikel i Berlingske Tidende 8. februar 1990