Håkan Söderstjerna
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Håkan Söderstjerna (født 30. oktober 1975) er en svensk professionel fodboldspiller, hvor hans primære position er som venstre midtbanespiller og sekundært som angriber. Hans nuværende klub er Superettan-klubben Landskrona BoIS, som han skrev kontrakt med i sommeren 2005 til og med 31. december 2007. Familiemæssigt bor han sammen med kæresten Johanna, som han har datteren Alice med.
Han startede oprindeligt med at spille fodbold i ungdomsårene i svenske Teckomatorp Sportklubb, men ved 16-17 års alderen skiftede til Landskrona BoIS. Hans far Christer Söderstjerna har også tidligere spillet fodbold i både Teckomatorp SK og Landskrona BoIS. Håkan har siden fødslen kun været udstyret med en enkel arm og dermed må han ikke lave indkast under kampe. Han har til trods for sit handicap en god balance på banen, som er oparbejdet igennem sin barndom, og tekniske færdigheder og offensive kvaliteter, hvilket har gjort han til en publikumsfavorit. Han har ligeledes opnået meget medieopmærksomhed grundet handicappet.
Han har i to tidligere omgange været i Landskrona BoIS - første gang i 1992, da han som ung spiller forlod barndomsklubben Teckomatorp SK. Her blev han i fem år, hvor daværende træner Torben Storm inkluderede i klubbens 1. hold. Håkan Söderstjerna fik debut i Allsvenskan i 1994 med Landskrona BoIS, som var oppe og nede for en enkelt sæson. Han var på det tidspunkt 18 år og fik kun chancen i få tilfælde, men hans afgørende mål i det lokale derby mod Helsingborgs IF på Olympia en september-aften var hans gennembrud og er blevet en klassiker. Det blev startsskudet på hans karriere og inden længe blev det tid at prøve kræfter med professionelle liv i Singapore og klubben Tiong Bahru United. Her blev han i 1½ år, før det blev tid til at tage hjem til Norden igen. Ny klubadresse blev Boldklubben Fremad Amager på den anden side af Øresund, hvor han ligeledes spillede 1½ år, og fik et gensyn med Torben Storm.
I 2000 blev det tid til et gensyn med Landskrona BoIS, hvor han blev til 2002, inden det blev tid til endnu et udlandseventyr. I 2002 var han, grundet sine præstationer i Allsvenskan 2002 for Landskrona BoIS, som førte den bedste svenske række i en lang periode, tættere på en plads på det svenske fodboldslandshold end nogensinde før. Da forhandlingerne om en ny kontrakt brød sammen i januar 2003, skiftede han i den følgende sæson 2003 til norske Frederikstad FK med Egil ”Drillo” Olsen som træner. I hans nye klub havde han en god første sæson til trods for en problemfuldt sæsonopstart med mange skader og sygdom. Sæsonen 2004 blev nærmest spoleret af en mystisk forstrækning, men fik alligevel scoret 5 mål. Efter store skadesproblemer i 2004 og 2005 og uden garanti for spilletid, fik han tilladelse til at søge nye græsgange og vendte i sommeren 2005 således tilbage til Sverige og skrev en 2½-årig kontrakt med Landskrona BoIS.
[redigér] Spillerkarriere
- 197?-1992: Teckomatorp SK (Sverige)
- 1992-1996: Landskrona BoIS (Sverige), Allsvenskan
- 1997-1998: Tiong Bahru United (Singapore), S-League
- 1998-2000: Boldklubben Fremad Amager, 1. division
- 2000-2002: Landskrona BoIS (Sverige), 48 kampe og 6 kampe, Superettan og Allsvenskan [1]
- 2003-2005: Fredrikstad FK (Norge), 52 kampe og 10 mål, 1. divisjon og Tippeligaen [2]
- 2005-: Landskrona BoIS (Sverige), 25 kampe og 5 mål, Allsvenskan og Superettan [3]
[redigér] Noter
- ↑ Statistik inkluderer ingen eventuelle pokalkampe
- ↑ Statistik for 1. divisjon 2003 og Eliteserien (Tippeligaen) 2004 samt en enkelt pokalkamp i 2004
- ↑ Statistik pr. 1. januar 2007 (uden eventuelle pokalkampe)
[redigér] Kilder
Håkan Söderstjerna interview i Landskrona Direkt (28. august 2005)