Hermann Meyer Bing
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Herman Meyer Bing (23. januar 1845 - 24. januar 1896) var en dansk politiker, søn af fabriksejer Meyer Hermann Bing. Han var 1865-71 i England, beskæftiget med handel og industri, og blev i 1872 kasserer i den nystiftede Landmandsbank, men mistede i 1884 denne stilling på grund af den iver, hvormed han deltog i den politiske bevægelse, særlig som medstifter og medstyrer af Københavns Liberale Vælgerforening. Samme år var han med til at grundlægge Bladet Politiken og var indtil sin død medudgiver heraf, idet han fortrinsvis varetog dets økonomiske ledelse. I 1889 grundlagde han desuden Aalborg Amtstidende, som fra 1893 gik over til redaktøren, Vilhelm Lassen. Endvidere var han 1890-92 folketingsmand for Aalborg Amts 3. kreds og siden 1895 for Københavns Amts 3. kreds (Valbykredsen). Han fulgte som sådan Hørups Retning.
Hans yngre broder, Laurids Martin Bing, (15. juli 1850 - 17. juli 1903), blev i 1875 vekselerer i København og tog ivrig del i det politiske liv på Frederiksberg, især ved folketingsvalgene i 1883 og de følgende år. Han var også medstifter og senere medstyrer af den første liberale vælgerforening, og det var nærmest ham, der fik forbindelsen knyttet mellem den frisindede opposition og det socialdemokratiske arbejderparti. I 1895 blev han medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse (genvalgt 1901) og udfoldede stor dygtighed og iver i varetagelsen af kommunens finansielle anliggender. Endelig var han i 1899 en af de tre mænd (sammen med Heide og Trier), ved hvis mægling det lykkedes at få den store arbejdsstandsning sluttet.
Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |