Hunderup
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hunderup er et boligkvarter i Odense beliggende umiddelbart syd for centrum.
Kvarteret afgrænses mod nord af Odense Å, mod vest af Sdr. Boulevard, mod syd af Fruens Bøge og mod øst af Hjallesevej. Bydelen er kendetegnet ved mange store patriciervillaer, og opfattes som Odenses velhaverkvarter, da mange markante erhvervsfolk har boet der - eksempelvis grundlæggeren af frøfirmaet Dæhnfeldt.
Større veje i kvarteret er Langelinie, Sadolinsgade og Hunderupvej, som alle har mange af store villaer i millionklassen. Udover overlæger, advokater, direktører med flere, er et par kendisser bosiddende i kvarteret. Således har håndboldstjernen Anja Andersen købt hus i kvarteret[1], hvor også TV 2's sportschef Morten Stig Christensen er bosiddende.
Historisk har kvarteret været en selvstændig kommune, men denne blev i 1901 indlemmet i Odense Kommune, og heri ligger formentlig en stor del af forklaringen på at Konservative den dag i dag er et af de største partier i Odense; ved kommunalvalget i 2005 fik partiet 53,2 procent af stemmerne på Sct. Knuds Gymnasium[2], der er afstemningssted for det meste af Hunderupkvarteret.
I kvarteret finder man desuden en folkeskole, flere dagsinstitutioner, Thomas Kingos Kirke samt et par butikker.
Kvarteret deler postnummeret 5230 Odense M med Munkebjerg-kvarteret, der er beliggende vest for Hjallesevej. Thomas Kingos Sogn, der omfatter størstedelen af kvarteret, har 8.203 beboere.
[redigér] Litteratur
- Berthelsen, Anders W.: Hunderup Munkebjerg bogen, Skulkenborg 1997; ISBN 87-88475-17-4.