Ingvar Kamprad
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ingvar Feodor Kamprad (født 30. marts 1926 på gården Elmtaryd i Agunnaryds sogn, Ljungby Kommune, Kronobergs län i Småland, Sverige) er grundlægger af møbelkæden IKEA. Med en formue på cirka 220 milliarder svenske kroner, er han en af verdens rigeste personer. Kamprad har siden 1976 været bosat i Epalinges i Schweiz.
Gården Elmtaryd i Småland hvor Ingvar Kamprad blev født, var den største på egnen, på 500 hektar. Farfaren var en formuende godsejer og slægten på hans mors side ejede den største levnedsmiddelbutik i Älmhult. Ingvar Kamprad er indvandrer af tredje generation fra Tyskland, og var langt ude i slægt med den tyske feltmarskal og rigspræsident Paul von Hindenburg.
Som stor dreng begyndte Kamprad at gøre forretninger, ved fra sin cykel at sælge tændstikker til naboerne. Han opdagede, at han i Stockholm kunne købe store partier tændstikker meget billigt, sælge dem i små antal til en lav pris, og alligevel få en god profit ud af det. Fra tændstikker udvidede han med salg af fisk, juletræsdekorationer, frø og senere kuglepenne og blyanter. Da Kamprad var 17 år, gav hans far ham en gave for at have bestået sine studier. Han anvendte gaven til at etablere hvad der i dag er blevet til IKEA, oprettet i 1943. Firmanavnet IKEA består af initialerne fra hans navn og adresse: Ingvar Kamprad, gården Elmtaryd ved landsbyen Agunnaryd.
[redigér] Kontrovers
I 1942 blev Kamprad medlem af den nazivenlige Nysvenska Rörelsen, og så sent som i september 1945 donerede han penge dertil og hvervede medlemmer. Han var også på venskabelig fod med bevægelsens leder, Per Engdahl. Engang i 1950'erne ophørte hans aktiviteter i Nysvenska Rörelsen, men Kamprads medlemskab blev ikke offentligt kendt før i 1994, da nogle af Per Engdahls personlige breve blev offentliggjort ved dennes død. Efter afsløringen har Kamprad flere gange beklaget sit medlemskab. Han skrev personlige breve til alle koncernens ansatte af jødisk herkomst, hvori han bad om tilgivelse. De ansatte i IKEA-varehuset i Älmhult svarede med en fax, som de alle underskrev.
[redigér] Litteratur
- Torekull, Bertil: Historien om IKEA, Ingvar Kamprad Berättar, 2005.