J. Th. Lundbye

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Johan Thomas Lundbye (1. september 1818–26. april 1848) var en dansk landskabsmaler. Yngre broder til den senere krigsminister C.C. Lundbye.

Lundbye var elev af J.L. Lund og udgjorde sammen med blandt andre P.C. Skovgaard, Lorenz Frølich og Jens Adolf Jerichau en ny generation af malere, der beskæftigede sig med beskedne sjællandske motiver.

Lundbye blev hurtigt klar over, at han ville skildre danske motiver og specielt landskabet. Det gjorde han i malerier og en lang række stregtegninger og realiserede dermed nogle af den indflydelsesrige kunsthistoriker N.L. Høyens tanker om at male det nationale. Næsten halvdelen af motiverne er fra naturskønne egne, der har betaget Lundbye.

Lundbyes motivvalg viser, at han var stærkt nationalt engageret. Dette engagement førte også indirekte til Lundbyes tidlige død. Han meldte sig som frivillig til Treårskrigen 1848-1850, hvor han blev dræbt ved en ejendommelig vådeskudsulykke, inden han nåede at komme i kamp.

[redigér] Ekstern henvisning

• Ostenfeld, Ib, J. Th. Lundbye: et Stemningslivs Historie: Studier over lette manio-depressive Tilstande. 1937.

Hele teksten fra DBL:

Johan Thomas Lundbye, 1818-48, Dyr- og Landskabsmaler, var Broder til ovennævnte Oberst Chr. Carl L. og var født i Kalundborg 1. Sept. 1818. Han var sygelig i Barndommen, og denne Disposition, som dog havde fortaget sig, da Døden bortrev ham i den skjønneste Manddomsalder, har vistnok været medvirkende til den Retning, hans Udvikling tog. Da han viste en saa uimodstaaelig Lyst til Tegning, kom han i sit 14. Aar paa J. L. Lunds Tegneskole og paa Kunstakademiet, hvor han i Dec. 1835 blev Elev af Modelskolen; men efter den Tid søgte han at uddanne sig paa egen Haand. Han maa som medfødt Gave have haft en overordentlig Lethed i at tegne; det er ligesom modstræbende, han skrider til at tilegne sig Oljemaleriets Teknik, og han lader hele sit Liv igjennem med Forkjærlighed sit sprudlende Aandslivs umiddelbare Fostre fremstaa paa Papiret som en Leg med Blyant, Pen eller de klare, lette Vandfarver, medens han, saa at sige stadig, vandrer paa Udviklingens trange Vej i Behandlingen af Oljemaleriet, hvor tiltalende endog de tilbagelagte Stadier tage sig ud for Beskueren. Fra sine første Forsøg, hvori Gjengivelsen af Heste og Soldater var ligesom en Arv fra det militære Hjem, vendte han sig hurtig til Dyrene, der snart bleve «hans bedste Venner». I 1835 begyndte han at udstille; i 1839 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med «Parti af Dyrehaven med Hjorte og Hinde», hvori hans Behandling af Landskabet ikke stod fuldt paa Højde med hans Iagttagelse af Dyrenes Liv. Billedet fik heller ikke Præmien, men blev kjøbt af Kunstforeningen i Kjøbenhavn. Maaske Bevidstheden om, hvad han savnede, har ført ham til i de følgende Aar med saa stor Ihærdighed at kaste sig over Landskabsstudier.

L. havde stadig en ikke ringe Kamp at bestaa med en Teknik, som han ikke ret elskede, men som han følte, han maatte tilegne sig, hvad det end skulde koste, og det mente hans Venner ogsaa. Men hans Natur værnede om hans Talent. Naar han vilde male, gik han ikke med Kammeraterne til de tætte, grønne Skove, de bugnende Kornmarker, men han søgte ud til Landets aabne Vidder med sandede Bakker og øde Brinker, med blege Farver over de spredte, vejrpiskede Træer og med stor Luft, hvori mægtige Skyer paa deres Svaneflugt kastede vexlende Skygger over Landet. Der fandt han i Linjernes Spil den Ynde, som gjenspejlede sig i hans Sjæl og gik over paa Billedfladen. Hans Kortsynethed, hvori han selv og andre saa en Hindring, der maatte virke hemmende paa hans Udvikling, gjorde ham netop til Banebryder for en fri malerisk Behandling, der gav Oljemaleriets tunge Farver Lethed og Luftighed. For hans Øje samlede Enkelthederne sig i Masser, der gave hans Syn paa Landskabet en Storladenhed og en Sandhed, som hans samtidige ikke rigtig kunde være med til strax; de saa Enkelthederne for godt. Selv naar hans Ven og Studiefælle P. C. Skovgaard, der ellers i den tekniske Udførelse kunde være ham en støt og paalidelig Raadgiver, malede et Billede fra de samme Egne, blev dog Valget anderledes. Skovgaard malede «Vognserup Allé» med de mægtige Træer i deres frodigste Sommerpragt, L. malede Engen eller Græsmarken med de lave Bakker, der blidt fortonede sig i det fjærne. Et stort Landskabsmaleri, «Kystparti ved Isefjord», som nu Straaler i gjenfødt Herlighed paa en Ende væg i en af Kunstmusæets nye Sale, var udstillet 1843 og blev kjøbt til den kongl. Malerisamling. Men efterhaanden fandt Dyrene atter Plads i en Jordbund, som ved ihærdige Studier, saa at sige paa ny, var bleven beredt for dem. Allerede 1841 konkurrerede han igjen, men forgjæves, om den Neuhausenske Præmie med «En Malkescene», der imidlertid blev kjøbt til den kongl. Samling, og i 1844 vandt Samlingen et Billede, hvori Dyrmaleren traadte helt og fuldbaaren frem, «Det indre af en Kostald», med sin fine Lysvirkning, sine livfuldt gjengivne Dyr og sin naive, i al Umiddelbarhed fra Dyrenes egen Verden hentede, fordringsløse lille Handling. Og i endnu højere Grad traadte Dyrenes Liv og Færd skjønt og karakteristisk frem i hans Tegninger, undertiden gjengivne af andre (Kaalunds «Fabler», 1845), undertiden i Træsnit eller Radering mere umiddelbart fra hans egen Haand.

L. havde imidlertid følt en stedse voxende Lyst til at komme udenlands, det var ligesom en Trang til at maale sin Kjærlighed til Hjemmet paa en anden og større Valplads. Han fik Akademiets mindre Rejsestipendium i 1845, og det fornyedes det følgende Aar. I Juni 1845 forlod han Danmark og rejste over Rhinen og Schweits til Italien. Klimaet og det uvante Sprog trykkede ham en Del, men den rige Skjønhedsfylde i Land og Folk gik hurtig op for hans Blik, og med den vidunderlige Hukommelse, der gjorde ham «Erindringens Kunst» saa let, mylrede Tegninger af, hvad han saa eller havde set, frem under hans Haand, paa samme Tid som de livlige Breve til Hjemmet vidnede om den Lethed og Glæde, hvormed han opfattede alt; men dog betoner han jævnlig, at han længes efter Danmarks i Sammenligning med Italien saa beskedne Natur, og at alt, hvad han ser og lærer, kun for ham er Forarbejder til at gjengive den danske Natur med større Sikkerhed og større kunstnerisk Herredømme. Det varede noget, inden han gav sig Ro til at male, men det Billede fra Rom, «Oxer i den romerske Kampagne» (udst. 1846), som blev den kongl. Malerisamlings Ejendom, vidnede godt nok om, hvor flittig og alvorlig han arbejdede. Kampagnens vide Udsigter med Slettelandets bølgeformige Overflade, kranset af skjønne Bjærge, fængslede hans Blik med det samme Trylleri, der har bragt saa mange Nordboer til at føle sig som hjemme i Rom og dets Omegn med en egen potenseret Kraft. L. kom hjem efter o. 1 1/2 Aars Rejse, modnet og udviklet, nu en mandig Skikkelse, der syntes at have rystet al Sygelighed af sig og stod rustet til at gaa en stor og lykkelig Fremtid i Møde. Det var som Dyrmaler og Landskabsmaler, han vel nærmest tænkte sig denne Fremtid, men mange Træk tyde hen paa, at Menneskelivet ogsaa vilde være blevet Gjenstand for hans Fremstilling. «Naar vi gjennemgaa Rækken af hans Tegninger», siger hans faderlige Ven Høyen, der med tragisk Vemod udkastede de første grundlæggende Træk af hans Levned kort efter hans Død, «se vi, med hvilken Lethed han vidste at opfatte Portrætter ..., hvor nydeligt han kunde dvæle ved Børneskikkelser og hensætte dem saaledes, at hele deres ejendommelige Liv traadte frem.» Men disse Forhaabninger skulde ikke opfyldes. I den korte Tid, han havde tilbage, arbejdede han med sin vante Rastløshed, Ideerne sprudlede lige friske midt under en Samtales lette Gang eller i Ensomhedens Stilhed, og i de gamle, hjemlige Egne i Kalundborgs Nærhed udkastede og fuldførte han flere Billeder, blandt hvilke «Malkepladsen ved Vognserup», malet i Vinteren 1846-47, hænger i den kongl. Malerisamling som et af de sidste Vidner om, hvad han var og kunde være blevet som Kunstner. Den næste Vinter overraskede han sine Venner ved at ville leve paa Landet paa en Aarstid, da Kunstfællerne ellers samledes i Hovedstaden; han tog til en lille Gaard i Nærheden af Helsingør og synes at have haft meget Udbytte af sit vinterlige Friluftsliv; men da Foraaret 1848 bragte Krig, gik han, som en stor Del af den yngre Kunstnerkreds, frivillig med og kom som Soldat i 3. Linjebataillon til Flensborg. 8 Dage efter faldt han, 26. April, ved Bested som Offer for et Vaadeskud. Han selv og hans Venner have flere Gange tegnet og malet hans Portræt, bl. a. Skovgaard om Bord paa Dampskibet «Iris» paa Vejen til Flensborg. En Samling af hans Breve bevares i det store kongl. Bibliothek, og en Mængde af hans Tegninger og Vandfarvebilleder er i flere Hold afgivet til den kongl. Kobberstiksamling.

Høyens Skrifter I, 369 ff. Ude og Hjemme 1877, Nr. 8 f. Lundbyes Billeder i Træsnit med Kunstnerens Liv ved E. Bloch (1884). K. Madsen, J. Th. L. (1895). Weilbach, Nyt Konstnerlex.

Ph. Weilbach.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Artiklen om J. Th. Lundbye kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.