J.M.C. Lange

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Johan Martin Christian Lange, 1818-98, Botaniker. Han fødtes 20. Marts 1818 paa Østedgaard ved Fredericia, som ejedes af hans Fader, Jens L.; hans Moder, Margrethe Dorothea f. Bredsdorff, var Datter af Provst M. T. B. i Vester Skjerninge, hos hvem L. blev optaget som Plejesøn fra sit 10. Aar, og fra hvis Hjem han blev dimitteret til Universitetet 1836. Den Kjærlighed til Planteverdenen, som var bleven vakt hos ham i den fynske Præstegaard, blev yderligere styrket ved, at han som ung Student blev optaget i Huset hos Botanikeren J. W. Hornemann (VIII, 98), som var hans Moders Morbroder. L. studerede nogle Aar Theologi, men hans Forkjærlighed for Botanikken vandt Overhaand, og efter sin Velynder Gehejmeraad Collins Tilskyndelse gjorde han snart Botanikken til sit Hovedstudium. I det han fulgte Tidens Retning, var det særlig Systematikken og den dermed i Forbindelse staaende ydre Formlære og Plantebeskrivelse, som beskæftigede ham, og som han senere i saa stort Omfang har fortsat med.

L. begyndte sin Lærervirksomhed med at give Undervisning i forskjellige kjøbenhavnske Skoler og i et Par Somre docere økonomisk Plantelæie ved Landbrugsinstituttet Haraldslund. I 1846-48 var L. konstit. Lektor ved Sorø Akademi, i 1851 blev han Assistent og Bibliothekar ved Universitetets botaniske Have og var samtidig nogle Aar Lærer i Botanik ved Veterinærskolen, senere ved Polyteknisk Læreanstalt. Efter Professor Liebmanns Død blev han 1856 konstitueret som Direktør for Universitetets botaniske Have, hvilken Plads han beklædte i 20 Aar, og var bl. a. virksom ved Ordningen af den nuværende botaniske Have og derværende Byggeforetagender, indtil han i 1876 ret vilkaarlig blev afskediget med 3 Ugers Varsel af daværende Kultusminister Fischer. Fra 1858 har L. i 35 Aar virket som Lærer i Botanik ved Landbohøjskolen, hvor han tillige holdt særlige Forelæsninger over Skovplantelære, hvilket gav Anledning til et mere indgaaende Studium af forskjellige Plantefamilier, som indeholde træagtige Planter, til hvilke han har ydet værdifulde systematiske Bidrag. En med Alderen tiltagende Øjensvaghed foranledigede ham til at tage sin Afsked fra denne Stilling i 1893, ved hvilken Lejlighed han blev udnævnt til Kommandør af Danebrog.

Den af hans Rejser, som har givet størst Udbytte baade for ham selv og Videnskaben, er sikkert den, han foretog gjennem store Dele af Spanien og det sydlige Frankrig 1851-53, som afsluttedes med et halvt Aars Ophold i Paris, og som gav Anledning til, at han stiftede Bekjendtskab med mange fremragende Botanikere, med hvem han senere har staaet i jævnlig og frugtbringende Forbindelse. Men desuden har han foretaget mange andre botaniske Rejser baade i Nord og Syd og derved opnaaet et omfattende Kjendskab til Evropas plantegeografiske Forhold.

Hans botaniske Publikationer ere meget betydelige. Han var selvskreven til at blive Udgiver af det berømte Værk «Flora Danica», da dets tidligere Udgiver døde 1856, og han har den Fortjeneste paa en værdig Maade at have afsluttet dette nationale Værk, som der er arbejdet paa i 6 Kongers Tid; i 1887 udgav han en samlet Oversigt over hele det store Værks Indhold. Hans «Haandbog i den danske Flora», som første Gang udkom 1851, er af største Betydning for den danske Floristik og en Hovedkilde for vort Kjendskab til Landets fanerogame Planters Udbredelse. Som Resultat af hans spanske Rejse foreligger flere større Arbejder vedkommende Spaniens Flora, til Dels bearbejdede i Forening med den nylig afdøde Prager-Professor Willkomm. En meget lang Række af større og mindre, især floristiske og systematiske, Bidrag af L. findes i forskjellige naturhistoriske Tidsskrifter, alle vidnende baade om stor Kjærlighed til Sagen og om et usædvanlig skarpt Blik for smaa Formforskjelligheder. Det er overhovedet ikke for meget sagt, at han er en af Nutidens mest ansete og almindelig anerkjendte floristiske Botanikere; faa have et saa omfattende Kjendskab til Plantearter som han.

Allerede i 1840 stiftede L., i Forbindelse med flere jævnaldrende Naturhistorikere, en Forening, hvis Hovedformaal bestod i Undersøgelsen af Fædrelandets Natur, og som blev Udgangspunktet for den endnu blomstrende botaniske Forening, i hvilken L. fra første Færd har været Sjælen, ligesom han den største Del af dens Tilværelse har været dens Formand. L. har saa vel ved sin ovennævnte Haandbog som ved sine talrige Foredrag i den botaniske Forening og ved sin utrættelige Deltagelse, lige til den nyeste Tid, i dennes Exkursioner i høj Grad bidraget til at vække Interesse for den danske Planteverden hos de mange, hvis Hengivenhed for ham har givet sig til Kjende ved adskillige festlige Lejligheder.

Af ydre Æresbevisninger, som ere blevne L. til Del, skal kun nævnes, at han fik tildelt Titel af Professor i 1861, blev optaget som Medlem af Videnskabernes Selskab 1865 og blev udnævnt til Æresdoktor i Anledning af Upsala Universitets Jubelfest 1877.

L. har alle sine Dage ved Siden af Botanikken dyrket en anden Passion, nemlig Musikken. Allerede i 1841 oprettede han en Sangforening paa Regensen, som omtales i Hostrups «Erindringer», hvor det beklages, at de 4Stemmige Sange i Gaarden strax forstummede, da L. flyttede der fra, i det han 1842 fik den for en Botaniker bestemte Alumnusplads paa Borchs Kollegium. Han deltog med megen Iver i Studentersangforeningens Virksomhed lige fra dens Stiftelse i 1839, og han er endnu i Besiddelse af den samme varme Interesse for god Musik og Sang. -- L. døde 3. April 1898. I 1856 ægtede han Eline Cathrine BredsdorfF, Datter af hans Morbroder Lektor J. H. B. (III, 38).

Erslew, Forf. Lex. Botan. Tidsskr. XII.

E. Rostrup.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.