Jean-Baptiste Camille Corot
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jean-Baptiste Camille Corot (26. juli 1796 – 22. februar 1875) var en fransk landskabsmaler.
[redigér] Corots kunst
Corot arbejdede i den realistiske og romantiske genre. Af de malere der hørte til Barbizons skole var Corots kunst mere individuel end Rousseau, hvis arbejde er mere traditionelt; mere poetisk end Daubigny, som dog er Corots største samtidige konkurrent; og på enhver måde smukkere end Jean-François Millet.
Kunsthistorikere deler hans arbejde i to perioder, men adskillelsen er uklar, da han ofte færdiggjorde et billede flere år efter han begyndte det. I hans tidlige periode malede han traditionelt og "stramt" — med detaljeret akkuratesse, klare omrids, og med absolut tegning af motiverne. Efter at han havde passeret 50 år ændrede hans metoder sig klart, ca. 20 år senere, fra omkring 1865, blev hans malemåde fuld af mystik og poesi. I hans sidste 10 år blev han til "Père (fader) Corot" i de Parisiske kunstkredse, hvor han var meget afholdt og anerkendt som en af de fem eller seks største landskabsmalere nogensinde, sammen med Hobbema, Claude, Turner og Constable.
Corots tilgang til landskaberne er mere traditionel end man ofte tror. Ved at sammenligne selv hans sene malerier af træer og stilleben med Claudes, f.eks. det som hænger i Bridgewater gallery, ses ligheden i metoden.
