Jean Genet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Jean Genet( født d. 19/12- 1910- død d. 13/ 5- 1986), var en fremtrædende, nogle gange berygtet, fransk skribent og senere politisk aktivist. Tidligt i hans liv var han vagabond og småtskåren forbryder. Senere i livet skrev han romaner, skuespil, poesi og essays deriblandt Querelle, The Thief's Journal, Our Lady of the Flowers, The Balcony, The Blacks and The Maids.

Liv

Genets mor var en ung prostitueret, hun tog sig af ham i det først år af hans liv, inden hun bortadopterede ham. Herefter blev Genet opdraget i provinsen af en tømrer og hans familie, som ifølge Edmund Whites biografi, var kærlige og omsognsfulde. Mens han opnåede fortrinlige karaktere i skolen, så omfattede hans barndom også en række forsøg på at løbe bort og tilfælder med mindre tyverier (selvom White også antyder, at Genets senere påstande om en bedrøvlige, forarmet barndom blev overdrevet for at tilpasse hans forbryder image).

I alle tilfælder blev han til sidst detained at ungdomsfængslet i Mettray. I The Miracle of the Rose (1946), giver han en fiktiv beretning om denne periode med anholdelser, som endte, da han som 18 årige kom i hæren. Han dog her en uhæderlig afskedigelse pga. usømmelighed (efter at være blevet taget på fast gerning i en homoseksuel handling) og han brugte herefter en periode som vagabond, mindre tyverier og arbejde som prostitueret gennem Europa, hvilket han senere fiktivt fortæller om i The Thief's Journal (1949). Efter at være vendt tilbage til Paris, Frankrig i 1937 blev han gentagende gange sat i fængsel for tyveri, uanstændig vagabonderen m.m. I fængslet skrev han sit første digt, "Le condamné à mort," som han lod trykke for egen betaling samt romanen Our Lady of the Flowers (1944). I Paris opsøgte og introducerede han sig til Jean Cocteau, som var imponeret af hans skriverier. Cocteau brugte hans kontakter til at få Genets roman publiceret og da Genet i 1949 efter tre domme blev truet med en dom på livsvarigt fængsel sluttede Cocteau sig sammen med andre nøglefigurer såsom Jean-Paul Sartre og Pablo Picasso, og fik med succes bedt den franske præsident om benådning. Genet kom aldrig i fængsel igen. I 1949 havde Genet færdiggjort fem romaner, tre skuespil og en række digt. Hans eksplicitte og ofte med fuldt overlæg provokerende portrættering af homoseksualitet og kriminalitetet var en slags, at i starten af 50'erne blev hans værk bandlyst i Staterne. Sartre skrev en lang analyse om Genets eksistentielle udvikling(fra landstryger til skribent) med titlen Saint Genet comédien et martyr (1952), hvilken uregelmæssigt blev publiceret som det første bind af Genets komplette værker. Genet blev stærkt påvirket af Sartres analyse og skrev ikke i de kommende fem år. Mellem 1955 og 1961 skrev han tre skuespil mere samt et essay med titlen, "What Remains of a Rembrandt Torn Into Four Equal Pieces and Flushed Down the Toilet". I denne periode blev han følelsesmæssigt knyttet til, Abdallah, en linedanser. Dog efter en række uheld og Abdallahs selvmord i 1964, trådte Genet ind i en periode med depression og selvmordforsøg.

I slutningen af tresserne, startende med en hyldest til Daniel Cohn-Bendit efter en begivenhederne i maj 1968 - blev Genet politisk aktiv. Han deltog i demonstrationer, der dragede opmærksomhed på immigranternes living conditions i Frankrig. I 1970 inviterede The black panthers ham til USA, hvor han opholdte sig i tre måneder mens han gav forelæsninger, mødte op til sagen mod deres leder, Huey Newton og fik trykt artikler i deres tidsskrift. Senere det år tilbragte han seks måneder i palæstinensiske flygtningelejre, hvor han i smug mødte Yasser Arafat nær Amman. Dybt rørt over hans oplevelser i Jordan og USA, skrev Genet en sidste roman om hans oplevelser, A Prisoner of Love, som blev udgivet efter hans død. Genet støttede også Angela Davis og George Jackson såvel som Michel Foucault og Daniel Deferts Prison Information Group. Han arbejdede sammen med Foucault og Sartre for at protestere imod politi vold mod algierer i Paris, et problem der havde været vedvarende siden Den Algieriske Uafhængighedskrig, hvor forslåede lig var at finde i Seinen. I septemper 1982 var Genet i Beirut, da massakrene fandt sted i Sabra og Shatilas palæstinentiske lejre. I reaktion derpå, udgav Genet '"Quatre heures à Chatila"' (Four Hours in Shatila), en beretning om hans besøg i Shatila efter massakrene.