Johan Louis Ussing

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Johan Louis Ussing, 1820-1905, Filolog og Arkæolog, Søn af Etatsråd, fhv. Kontorchef under Magistraten Johannes Hjort Ussing (f. 1787 d. 1866) og Esperance Tolerance f. Balle (f. 1789 d. 1839). Ussing blev født 10. April 1820 i København og blev Student 1836 fra Metropolitanskolen, hvor han blandt sine Lærere særlig havde haft Gavn af B. Borgens Undervisning. Han studerede Filologi og fik Lejlighed til bl. a. at høre Brøndsteds Forelæsninger over græske Tragedier og F. C. Petersens solide, men noget tørre Kollegier over klassisk Arkæologi, særlig Kunstmythologi. Ussing blev filologisk Kandidat 1842, og efter Madvigs Tilskyndelse satte han Studiet af Arkæologien som sin Fremtidsopgave med det Håb at blive Brøndsteds Efterfølger (f 1842). Høyen blev den Lærer, som fik den største Betydning for hans Udvikling; under hans Vejledning studerede han Kunsthistorie som Arkæologiens vigtigste Grundlag. I 1844 disputerede Ussing for Magistergraden med en arkæologisk Afhandling («De nominibus vasorum Graecorum»), og en Måned efter Disputatsen tiltrådte han en Udenlandsrejse til Italien, Sicilien, Grækenland og Tyrkiet. I Rom i det arkæologiske Institut traf han tyske lærde som E. Braun, W. Henzen og Keil, Stephani, Th. Mommsen og den gamle Welcker og skrev i «Annali dell’ Instituto» (1845) en lille Afhandling. Fra Rejsen i Grækenland og Tyrkiet har Ussing selv givet en Række Skildringer «Rejsebilleder fra Syden» (1846-47), som have Værdi navnlig for Thessaliens Vedkommende, hvor han omhyggelig havde gennemrejst det hele Land for at danne sig en selvstændig Mening om Oldtidsbyernes Beliggenhed og optegne antikke Indskrifter. I det hele er Ussings vigtigste og bedste arkæologiske Arbejder en Frugt af Studierne på denne store Rejse. «Inscriptiones Graecae ineditae» (1847) meddele de nye græske Indskrifter, han havde fundet på Rejsen; «De Parthenone eiusque partibus» (Universitetsprogram 1849) fastslår den Inddeling af Rummene i det berømte Parthenon paa Athens Akropolis, som nu ved Dorpfelds Tilslutning almindelig anses for den rette. Dertil kommer saa den nævnte Beskrivelse af Undersøgelsesrejsen i Thessalien, som Ussing senere også udgav på Tysk sammen med Afhandlingen om Parthenon og endnu en Afhandling i «Griechische Reisen und Studien» (Kbh. 1857). Efter sin Hjemkomst i Efteraaret 1846 holdt Ussing Forelæsninger ved Universitetet som Privatdocent og blev n. A. Lektor i græsk og romersk Filologi og Arkæologi, Professor extraord. 1849 og ord. 1850. I sin Stilling som Universitetsprofessor, som han først fratrådte i 1896, stod Ussing ved Siden af Madvig, indtil denne trådte tilbage ved Udgangen af 1879. Ussing supplerede på en heldig Måde sin store Kollega, der kun i ringe Grad havde vovet sig ind på Arkæologiens Område. Men Ussing kunde ikke indskrænke sig til at docere Arkæologi, i alle de filologiske Discipliner måtte han så vel som Madvig eksaminere og forberede de studerende. Med sin alsidige Natur, sine ypperlige Forkundskaber og sin utrættelige Energi følte Ussing sig dog ikke modløs over for Opgaven, og skønt han naturlig kom til at staa i Skygge ved Siden af Madvigs overlegne Personlighed som Videnskabsmand, opstod der hos Ussing ingen Bitterhed, men han stod bestandig som Discipelen beundrende over for sin Læremester. Med Forkærlighed behandlede Ussing i sine Forelæsninger Oldtidens Kunsthistorie, græsk og romersk Epigrafik og blandt Forfatterne Plautus, men læste for øvrigt over talrige andre Ting. Strengt arkæologiske Forelæsninger holdt han kun sjælden. Ussing forstod at vælge interessante emner og søgte i det hele at bringe Tilhørerne til nærmere Forståelse af det skønne i de antikke Folkeslags Kultur og at gøre Oldtidslivet anskueligt for dem. Ussing trådte desuden i Forhold til en større Kreds ved sine populære Foredrag, der især drejede sig om ældre og nyere Kunst, og ved Artikler af lignende Indhold i Blade og Tidsskrifter i én smagfuld Form. Højest stod vel de Rækker af Foredrag, han holdt over de vigtige Udgravninger i Olympia og Pergarnon og over Schliemanns Fund.

Efter at Ussing. var bleven Professor ved Universitetet og fra 1851 Medlem af Videnskabernes Selskab, lå hans Arbejdsmark åben for ham; ved Siden af Forelæsningerne forfattede han i Årenes Løb en stor Mængde Afhandlinger af filologisk og arkæologisk Indhold, i de første År mest vedrørende græske og romerske Indskrifter, senere også andre Genstande, f. Ex. «Om de Kejser Trajan tillagte Breve til Plinius» (1860), «Grækernes og Romernes huslige og private Liv» (1863), «Undervisningen hos Grækerne og Romerne» (1865, på Tysk 1870 og 1885), dels trykte i Videnskabernes Selskabs Skrifter og Oversigter, dels som Universitets-programmer eller i Tidsskrifter. Foruden mindre Ting udgav Ussing sammen med Madvig dennes Textrecension af Livius i 4 Bind (1861-66 og senere Oplag) og alene Theophrasts Karakterer (1868). Han deltog i en Polemik om de lærde Skolers Undervisningsplan («Fædrelandet» 1860), og i 1875, da Madvig var fratrådt som Undervisningsinspektør, overtog Ussing sammen med E. Holm og A. Steen Undervisningsinspektionen for de lærde Skoler (indtil 1878). -- Også i Politikken deltog Ussing, i det han i 1864 blev valgt til Folketingsmand og var Medlem af Tinget i nogle År. I Halvfjerdserne i forrige Århundrede samlede Ussing sig om sit filologiske Hovedarbejde, Udgaven af Plautus’ Komedier. Men han havde i disse År også meget andet litterært Arbejde, udgav Høyens Skrifter (1871-76) og skrev «Niels Laurids Høyens Levned» (1872), en Afhandling «Om Ledøje Kirke» (1879) og foruden et Par andre arkæologiske Afhandlinger «Fra en Rejse» (1873). Første Bind af Plautus udkom 1875 (T. Macci Plauti comoediae 1875-87). Det var Tanken med denne Udgave at give en tidssvarende Fortolkning af samtlige Komedier og en Tekst, der støttede sig nærmere til de bevarede Håndskrifter, end det var sket ved den vilkårlige Tekstbehandling, som af Fr. Ritschl var indført i Plautusforskningen. Man måtte da være forberedt paa en ugunstig Modtagelse fra Ritschls Skole, og Ussings Bog blev i det hele strengt bedømt. Efter at hele Værket var udkommet, blev man mildere i sin Dom, da samtidig et Omslag i Anskuelserne om den rette Tekstbehandling var foregået. Bogen er bleven almindelig benyttet, og enkelte Dele deraf er udkomne i ny Udgave. Foruden spredte filologiske og antikvariske Afhandlinger udkom senere «Græsk og romersk Metrik» (1893).

I Årene derefter vender Ussings Interesse sig stærkere til det arkæologiske. Nye Rejser bringe ham til Grækenland og videre omkring, og han finder atter Stof til velskrevne arkæologiske Rejseskildringer «Fra Hellas og Lilleasien» (1883), «Nedre-Ægypten» (1889). Tidligere havde han skrevet «Om Grækernes og Romernes Huse» (1876), nu behandlede han (1896) et emne, der længe havde tiltrukket ham, i «Betragtninger over Vitruvii de architectura, om den Tid på hvilken dette Skrift kan være forfattet» (en engelsk Udgave udkom 1898). Det er et omstridt Spørgsmål, og Ussings Fremstilling har mødt Modsigelse, men også vakt stor Opmærksomhed. 1894 offentliggjorde han «Om den græske Søjlebygnings Udvikling». Af andre Afhandlinger er den største «Pergamos» (1897, på Tysk 1899). -- Helt uden for dette lå hans Deltagelse i Revisionen af Oversættelsen af det nye Testamente (1895 og 1897). -- Ussings omfattende Produktion har foruden de specielle emner, han havde udvalgt til sin egen Forskning, næsten berørt alle vigtigere Spørgsmål, som Tiden bragte frem i hans Fag. Han har stedse foretrukket i Afhandlingens Form at gøre Rede for det hele foreliggende Thema og deri indføje sine enkelte kritiske Iagttagelser frem for kun at give disse i lærd Form på et Par Sider. Derved forsvinder måske tit det, som er det egentlig originale, mellem alt det fremmede, der meddeles; men man vil ikke lægge nogen Afhandling af Ussing fra sig uden at være bleven gjort opmærksom på noget nyt under Læsningen. Efter at være gået af fra sin Stilling som Professor ved Universitetet (1896) har Ussing fortsat sin arkæologiske Produktion og er vedblevet i sin høje Alder at holde Forelæsninger ved Universitetet af dermed beslægtet Indhold; han har desuden virket for at tilvejebringe Studiemateriale af Bøger og Billeder til et fremtidigt arkæologisk Laboratorium.

Ussing vandt i sin Professorstilling efterhånden megen Indflydelse ved Universitetet, valgtes til Rektor 1875 og 1885 og blev Provst ved Regensen (1877). Fra 1888 til 1902 var han Medlem af Direktionen for Carlsberg-Fondet. 1885 blev han Kommandør af 2. Grad af Danebrog og 1890 af 1. Grad, 1884 Dr. jur. honoris causa ved Edinburghs Universitet. Paa sin 80 Aars Fødselsdag (1900) blev han hædret med et Festskrift af danske Arkæologer og Filologer. -- 10. Juli 1852 ægtede han Thekla Minona de Güntelberg (f. 20. Sept. 1823 d. 3. Avg. 1903), Datter af Kammerassessor C. C. H. F. de G., og døde 28. Okt. 1905.

Erslew, Forf. Lex.

C. Jørgensen.

[redigér] Eksterne henvisninger

• Denne artikel bygger hovedsaglig på C. Jørgensens Biografi i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, Udgivet af C. F. Bricka, 18 bind, side 121, Gyldendal, 1887-1905

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.