Jordtræthed
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jordtræthed er et løst begreb, som dækker den kendsgerning, at visse planter ikke vil komme i vækst, hvis man sætter dem i en jord, hvor planter af samme slags har vokset før. Problemet er særligt udtalt hos medlemmer af underfamilien Maloideae inden for Rosen-familien (Rosaceae), men kan også ses hos andre plantegrupper.
Jordtræthed er ikke én sygdom med samme årsag, men en hel række forskellige angreb med stort set samme symptombillede, nemlig misvækst. Hos nogle planter skyldes jordtræthed angreb af nematoder, hos andre er det strålesvampe, og hos atter andre er det bakterier.
Problemets årsag kan fjernes ved kogning af jorden med særlige dampkogere. Det kunne også tidligere, dvs. før det blev forbudt på grund af forureningsfaren, fjernes ved gasning med metylbromid. I begge tilfælde nulstilles alle nicher i jorden, og de skadelige organismer dræbes sammen med alt andet levende. I dag er man klar over, at dyrkning af Fløjlsblomst (Tagetes erecta) i én sæson før nyplantning vil fjerne de fleste problemer med jordtræthed.