Kommune

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Kommune (latin: forvaltningsenhed), herhjemme også kaldet primærkommune, er i mange lande den mindste politiske og organisatoriske enhed. Kommunen udøver et nærmere bestemt selvstyre over visse anliggender, som er fælles for kommunens borgere.

Historisk har det været meget skiftende, hvilke områder der har været henlagt til kommunerne og hvilke, der er blevet varetaget af andre dele af den offentlige forvaltning. I slutningen af middelalderen havde kommunerne mange opgaver, men under enevælden blev kommunernes opgaver indskrænket. Ved indførelsen af grundloven i 1849 blev kommunernes selvstændighed til at fastlægge sine opgaver lovfæstet, dog underlagt statens tilsyn. Det blev begyndelsen på det decentrale system, vi kender i dag.

I nutidens velfærdssamfund spiller kommunerne en hovedrolle. Hovedopgaverne er folkeskoler, børnepasning, ældrepleje, sundhed, socialforsorg, folkeregister, arbejdsmarked, miljø og teknik, redningsberedskab, museer, biblioteker og mange steder også forsyning af el, vand og varme. Finaniseringen af kommunerne sker dels ved tilskud fra staten - det såkaldte bloktilskud - og særlige kommunale indkomst- og ejendomsskatter samt eventuelle indtægter fra kommunale virksomheder, f.eks. forsyningsvirksomheder.

Kommunens øverste ledelse er kommunalbestyrelsen (i København dog Borgerrepræsentationen), som vælges for fire år ad gangen. Valgperioden begynder 1. januar, selv om valget finder sted den tredje tirsdag i november året før. Lederen af kommunalbestyrelsen kaldes borgmester, og er i de fleste kommuner den eneste fuldtidsbeskæftigede politiker. Kommunalbestyrelsen består af et ulige antal medlemmer. Den kommunale administration ledes af en kommunaldirektør.

Kommunerne er underlagt et vist tilsyn, som varetages af tilsynsrådene. Tilsynsrådets afgørelser kan indbringes for Indenrigs- og Sundhedsministeriet.