Louise Gade
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Louise Gade (født 15. juni 1972), cand.jur. og rådmand i Århus Kommune, valgt for Venstre.
Louise Gade er datter af gårdejer Harry Gade og lægesekretær Anna-Marie Gade. Hun blev student fra Struer Gymnasium i 1991, hvorefter hun flyttede til Århus for at læse jura. I studietiden var hun medlem af landsstyrelsen i Danmarks Liberale Studerende. I 1997/1998 blev hun uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet. Fra juli 1997 til januar 2002 arbejdede hun som advokat hos advokatfirmaet Lokdam, Kjellund & Partnere i Århus. I 2001 blev hun gift med Ulrik G. Westring, som er IT-chefkonsulent.
Hun har været medlem af Århus Byråd siden 1994 og var fra 1995-1998 gruppeformand for Venstre i Århus Byråd. Fra 1998 blev hun politisk ordfører, ligesom hun var medlem af Økonomiudvalget. Hendes politiske karriere kulminerer i 2002, da hun som følge af en konstitueringsaftale med Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti bliver den første ikke-socialdemokratiske folkevalgte borgmester i Århus nogensinde. Ved kommunalvalget i 2005 lykkedes det hende imidlertid ikke blive siddende som borgmester, selv om hun sætter rekord i antal personlige stemmer ved et valg til Århus Byråd med 42.697. De fire år med en Venstre-borgmester i spidsen for smilets by blev en parentes i historien, idet socialdemokraten Nicolai Wammen overtog efter Gade i 2006. Louise Gade blev i stedet fra 2006 rådmand for magistratsafdelingen for Børn og Unge i Århus Kommmune.
Louise Gade er medlem af VL-gruppe 38.
Hun har gennem årene modtaget en række anerkendelser:
- Årets Politiker, kåret af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, august 2004
- Årets Heltinde 2003, pris indstiftet af foreningen Morgendagens Heltinder, april 2003
- Årets TOYP-prismodtager, kåret af Junior Chamber, september 2003