Morten "Duncan" Rasmussen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Morten "Duncan" Rasmussen (født 31. januar 1985) er en dansk fodboldspiller, der fra 13. januar 2006 repræsenterer Brøndby IF på en kontrakt gældende for 5 år. Morten Rasmussens foretrukne placering på banen er som angriber. Samme position besidder spilleren, fra hvem Rasmussen har fået tildelt sit kælenavn "Duncan", nemlig Duncan Ferguson, der er en stor og fysisk stærk skotsk angriber, som besidder de samme spidskompetencer som Morten "Duncan": Stærk i hovedspillet samt et godt målinstinkt.
Morten Rasmussen debuterede i superligaen for AGF 12. maj 2002 i en alder af bare 17 år. Hans ansigt var dog ikke ukendt for alle, idet han som en del af U-landsholdet med spillere fra årgang '85 havde optrådt i et tv-program med titlen "Fodboldtalenterne". I sin tid i AGF oplevede Morten Rasmussen stor succes og blev med tiden en af profilerne på et ellers stadigt svagere AGF-hold.
Efter 33 mål i 107 kampe valgte Morten Rasmussen at forlade nedrykningstruede AGF i vinteren 2006 til fordel for de daværende danmarksmestre Brøndby. Brøndby erhvervede ham for mere end 10 mio. danske kroner som erstatning for Morten Skoubo, som havde forladt vestegnsklubben for at søge lykken i spanske Real Sociedad. Morten Rasmussens beslutning om at forlade AGF blev ikke vel mødt af klubbens fans. De ønskede, at han skulle blive og hjælpe klubben med at forblive i den bedste danske fodboldrække.
Begyndelsen i Brøndby forløb dog uheldigt, idet han blev skadet og aldrig nåede at komme i ordentlig form, inden sæsonen var afsluttet. I starten af efterårssæsonen 2006 kom han endnu engang til skade i forbindelse med en kamp, der blev aflyst pga. voldsomt regnvejr. Spillerne ville hilse på det fremmødte publikum, og det kom til lidt sjov i vandmasserne. I den forbindelse faldt Morten Rasmussen og beskadigede sit ledbånd.
Han kaldes også "Dunken" af diverse Brøndbyfans.
[redigér] Landshold
Morten "Duncan" Rasmussen har spillet på alle ungdomslandshold fra U/16 til U/21, og han har spillet i alt 60 kampe, heraf 21 på U/21 og 19 på U/17. Han har lavet hele 37 mål på disse hold, heraf 9 på U/21 og 17 på U/17. Under EM-slutrunden for U/17 landshold i 2002 i Danmark præsterede han at score 5 mål i kampen mod Finland, som Danmark vandt 6-0.
[redigér] Ekstern henvisning
Artiklen om Morten "Duncan" Rasmussen kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |