Nødværge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Denne artikels neutralitet er omstridt Begrundelsen skal findes på diskussionssiden, ellers kan denne skabelon fjernes.

Nødværge er borgerens lovsikrede ret til at forsvare sig, når man er under angreb. Bestemmelserne om denne ret findes i straffelovens §13, hvor der står:

Handlinger foretaget i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk.2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Men reglerne om nødværge kan ikke anvendes uden omtanke og uden forudgående domstolskontrol af, at betingelserne for at påberåbe sig strfl’s. § 13 er overholdt. Disse betingelser er i særdeleshed vigtige, ellers ville vi have et samfund, hvor kriminelle i visse situationer ville kunne undskylde sig med, at de havde handlet i lovlige nødværge, f.eks. ved overtrædelse af strlf’s § 237 (mandsdrab). Her ville gerningsmanden kunne hævde, at han havde handlet i selvforsvar.

Samtidig skal der i det flg. foretages en gennemgang af de forskellige situationer som relaterer sig til nødværge og de betingelser, der er knytter hertil.

Strlf § 13

Strfl. § 13, stk.1, er den bestemmelse, som bestemmer, at handlinger, som er foretaget i nødværge er straffri. Denne bestemmelse er først og fremmest skrevet mhp. fysiske angreb på liv, legeme, frihed osv.

Men ikke enhver handling vil kunne karakteriseres som værende foretaget i nødværge. Strlf’s § 13, stk.1, sørger selv for at afgrænse bestemmelsens anvendelsesområde og knytter således krav til nødværgehandlinger. For det første, så skal der være tale om et påbegyndt eller overhængende angreb. Dette betyder, at en trussel over telefonen ikke ville kunne retfærdiggøre, at den forurettede går over til gerningsmanden og tæsker ham gul og blå, for derved at påberåbe sig strfl. § 13, stk.1. I det foregående eksempel, så er der ikke tale om et (fysisk) påbegyndt eller overhængende angreb, og derfor så ville offret kunne rette henvendelse til politiet, og anmelde gerningsmanden for overtrædelse af strfl’s. § 266.

Det andet krav, der skal være opfyldt førhen man kan påberåbe sig strfl. § 13, stk.1, er at (nødværge)handlingen skal have været nødvendige for at modstå eller afværge det påbegyndte eller overhængende angreb jf. § 13, stk.1. Her skal der anlægges et såkaldt proportionalitetsvurdering, hvilket betyder at man stiller spørgsmålet "kunne angrebet havde været afværget ved anvendelse af mindre indgribende handlinger". Hvis vi igen benytter eksemplet givet ovenover, så er svaret i det omtalte tilfælde JA. Den som truslerne var rettet til, kunne have valgt at rette henvendelse til politiet og derved melde gerningsmanden, forudsat at han vidste, hvem gerningsmanden var eller havde mistanke herom, i stedet for at gå over til gerningsmanden og udøve vold mod denne.

I denne forbindelse, så skal der lige gøres opmærksomt på, at anklagermyndigheden i de fleste sager, der drejer sig om påberåbelse af strlf's § 13, stk.1, gang på gang påstår, at den angrebne (som nu er tiltalt) ikke kan påberåbe sig bestemmelsen, idet tiltalte (den angrebne) blot kunne have valgt at flygte, og dermed reelt havde undgået at komme i en (fysisk)konfrontation, der nødvendiggjorde anvendelse af vold eller det der er værre. Til dette argument skal der knyttes en kort bemærkning. Det er nemlig fast antaget i den strafferetlige litteratur, at ingen har pligt til at "løbe væk" eller forsøge at "løbe væk", og såfremt man vælger ikke at flygte, så burde denne beslutning ikke, i hvert fald ikke automatisk, udelukke anvendelsen af strlf's § 13, stk.1. Det forudsættes i det foregående eksempel, at gerningsmanden og ofret står overfor hinanden, f.eks. at angriberen har spottet den angrebne på lang afstand, og således begynder at løbe efter denne med den intention at udøve vold.

Det tredje krav er, at nødværgehandlingen skal have været forsvarlig. Strlf. § 13, stk.1, forsyner lovanvenderen med en vis vejledning i, hvordan dette begreb skal fortolkes i nærværende sammenhæng. Spørgsmålet om forsvarlighed skal for det første afgøres med " under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og den angrebne retsgodes betydning". Det forudsættes her, at domstolene foretager en konkret skøn af samtlige forhold, der kunne have haft en betydning for udøvelsen af nødværge.

Vi mennesker er forskelligt indrettet, både hvad angår det fysiske og det psykiske. Derfor så reagerer vi også forskelligt, når det kommer til visse situationer. F.eks., så kan det lægges til grund, at en mand, som færdes i det kriminelle miljø og som har en lang kriminel løbebane bag sig, ville handle anderledes, hvis han blev overfaldet på gaden end en ældre embedsmand, som aldrig ville kunne forestille sig at blive udsat for sådan noget. Den pæne og nydelige embedsmand vil måske i sådan en situation blive så bange, at han, selv efter at have overmandet overfaldsmanden, stadig ville forsætte med at banke brostenen i hovedet på ham og dermed klart overskride grænserne for nødværge i strlf’s. § 13, stk.1. Derfor så så lovgiver sig nødsaget til at indsætte en bestemmelse, hvorefter en nødværgehandling, der overskrider grænserne i § 13, stk.1, alligevel ville kunne medføre straffrihed, såfremt denne var rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse. Rimeligt begrundet udtrykker lovgiverens ønske om, at overskridelsen skal kunne accepteres og henvises til den fremkaldte skræk eller ophidselse.

Såfremt domstolene ikke accepterer påberåbelse af strlf's § 13, stk.1 eller stk.2, så ville den pågældende ikke kunne opnå en frifindende dom på baggrund af ovenstående bestemmelse, men vil til gengælde kunne opnå strafnedsættelse eller strafbortfald jf. den generelle regel i § 83 "straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor, under i øvrigt formidlende omstændigheder kan straffen bortfalde". Endvidere så ville den pågældende i forbindelse med straffens fastsættelse kunne påberåbe sig strfl's § 82, stk.1, nr.3 og nr.5.