Nicolas Bro
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Nicolas Bro (født 16. marts 1972) er en dansk skuespiller og dramatiker. Han er søn af skuespillerne Helle Hertz og Christoffer Bro. Han er gift med teaterrekvisitør Theresa Stougaard Bro og bror til skuespillerne Anders Peter Bro og Laura Bro. Nicolas Bro er uddannet fra Statens Teaterskole i 1998 og fik sin første større rolle som den retarderede og sexgale Otto i tv-serien Rejseholdet. Hans talent for at spille sære karakterer afspejler sig også i hans filmkarriere, hvor han har haft mange markante biroller i danske film som De grønne slagtere, Rembrandt og Adams æbler. Hans første hovedrolle i en spillefilm var rollen som Anker i Jannik Johansens psykologiske thriller Mørke (2005). Nicolas Bro modtog i 2005 Lauritzen-prisen på kr. 100.000. I 2006 modtog han en Bodil for bedste mandlige birolle for sin præstation i filmen Voksne Mennesker. Nicolas Bro var i en periode ansat på Det Kongelige Teater og har haft flere teaterroller på bl.a. Aveny-T, Kaleidoskop, Grønnegårdsteatret og Mungo Park. I 2005-06 kunne han opleves på tv i en serie af reklamefilm for Storebæltsbroen sammen med Mads Mikkelsen. Som dramatiker har Nicolas Bro bl.a. skrevet stykkerne Natsværmerne og Guddommeliggørelsen af den laveste fællesnævner til Mammutteatret og Himmelstormerne til Østre Gasværk Teater.
Nicolas Bro modtog i 2007 en Bodil i kategorien bedste mandlige hovedrolle for filmen Offscreen.
[redigér] Filmografi
- Anja og Viktor - Kærlighed ved første hik 2 (2001) i rollen som Tattoo Mogens
- En kærlighedshistorie (2001) i rollen som John
- Monas Verden (2001) i rollen som filmklipper
- De grønne slagtere (2003) i rollen som Hus Hans
- Regel nr. 1 (2003) i rollen som Palle
- Rembrandt (2003) i rollen som Jimmy
- Reconstruction (2003) i rollen som Leo Sand
- Den gode strømer (2004) i rollen som Mulle
- Kongekabale (2004) i rollen som journalisten Henrik Moll
- Af banen! (2005) i rollen som Asger
- Mørke (2005) i rollen som Anker
- Adams æbler (2005) i rollen som alkoholikeren Gunnar
- Voksne mennesker (2005) i rollen som Morfar
- Offscreen (2006) i rollen som sig selv