Nominativ
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Grammatisk grundform af navneord - kaldes på dansk også grundledsfald eller nævnefald. Et navneord eller et stedord der optræder som grundled i en sætning vil altid stå i nominativ.
Eksempel: "Søren og jeg leger". Søren og jeg er grundled og stedordet for 1ste person, ental, i nominativ er JEG.
Udbredt fejl:"MIG og Søren leger" - hvis nu Søren ikke er med bliver det:"MIG leger", altså pattebørnssprog. Mig er 1ste person, ental i akkusativ (genstandsled) og i dativ (hensynsled). Misforståelsen kommer sandsynligvis fra filmen Mig og Charly fra 1978. Folkeskolen i 70'erne var i en brydningstid mellem den sorte skoles udenadslære og den frie opdragelse med flertalsdemokrati. Forvirrede skolebørn, uden et solidt grammatisk fundament, havde titlen Mig og Charly kørende i hovedet og oversatte det til "mig og Søren", "mig og Ulrik" osv.[1]
Personlige pronominer bøjet i nominativ.
- 1ste person, ental — jeg
- 2den person, ental — du, De
- 3dje person, ental — han, hun, den, det
- 1ste person, flertal — vi
- 2den person, flertal — I, De
- 3dje person, flertal — de
 |
Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. Du kan også give den en bedre beskrivelse. |
- ↑ Et studium af flymekanikere i Flyvevåbnet (1997) viste en binomialfordeling med hensyn til brugen af jeg og mig. Folk født før 1955 brugte jeg i rette sammenhæng og folk født efter 1965 brugte mig ukorrekt.
